Endnu en filmstjerne anklager Weinstein for voldtægt

Politiet i London og New York kigger nærmere på gamle anklager mod filmskaber Harvey Weinstein.

Efterforskere i New York City og London kigger nærmere på gamle sager om sexanklager mod filmskaber Harvey Weinstein.

Det sker, efter at mere end 30 kvinder har anklaget den kendte filmproducer for upassende, seksuel adfærd. Blandt dem er megastjerner som Angelina Jolie, Ashley Judd og Gwyneth Paltrow.

Senest er skuespillerinden Rose McGowan stået frem på Twitter, hvor hun skriver, at han har voldtaget hende. Hun er den fjerde kvinde, der anklager Weinstein for voldtægt.

Rose McGowan er blandt andet kendt fra Heksene fra Warren Manor.
Rose McGowan er blandt andet kendt fra Heksene fra Warren Manor. Foto: VALERIE MACON / Scanpix Denmark

De tre andre kvinder, der har anklaget Weinstein for voldtægt, er ifølge The New Yorker den italienske skuespillerinde Asia Argento, den tidligere skuespillerinde Lucia Evans og en unavngiven kvinde.

Beskyldningerne omfatter uønsket oralsex, tvungen oralsex og fuldbyrdet sex.

Anklager produceren for voldtægt

I et opslag på Twitter rettet mod direktøren for Amazon, Jeff Bezos, skriver Rose McGowan:

- Jeg fortalte lederen af dit studie, at HW (Harvey Weinstein, red.) voldtog mig. Jeg sagde det igen og igen. Han sagde, det ikke var bevist. Jeg sagde, at jeg var beviset.

Rose McGowan er kendt fra tv-serien 'Heksene fra Warren Manor' og film som 'Death Proof' og 'Jawbreaker'.

Rose McGowan skriver i flere andre tweets, at hun "tiggede" Amazon Studios om at tage affære. Det er uklart, hvilke filmoptagelser hun refererer til, ligesom det er uklart, hvorfor hun henvender sig til Amazon, skriver CNN.

CNN har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Amazon.

En talsmand for Weinstein siger ifølge CNN som svar til de nye anklager:

- Alle beskyldninger om ufrivillig sex bliver utvetydigt afvist af Weinstein.

Kigger på sag fra 2015

Peter Donald, der er talsmand for politiet i New York City, siger torsdag, at efterforskerne er gået i arkiverne for at finde ud af, om andre har anklaget Weinstein.

Indtil videre har politiet ikke fundet nye anklager.

De kigger dog nærmere på en sag fra 2015, der tidligere har været omtalt i offentligheden. Den handler om en italiensk model, som Harvey Weinstein angiveligt forgreb sig på.

Politiet i New York City er blevet beordret til at identificere og afhøre alle potentielle ofre. Blandt andet vil man afhøre kvinder, der talte ud om Weinsteins adfærd i en artikel i magasinet The New Yorker.

Politiet opfordrer personer med oplysninger om andre sager til at stå frem.

Også politiet i London kigger nærmere på anklager, som det har modtaget fra politiet i Merseyside i det nordvestlige England. Anklagerne handler om "et angiveligt seksuelt overgreb i London-området i 1980'erne".

Blev fyret søndag

Omkring 30 kvinder har talt ud om, hvordan Weinstein har begået sexchikane eller overgreb mod dem.

Harvey Weinstein blev søndag fyret af The Weinstein Company, som han selv har grundlagt med sin bror.

Den 65-årige filmmogul har i årtier været en profileret personlighed i filmindustrien. Hans film er blandt andet ofte blevet hædret med Oscars.

Men i disse dage har filmverdenen travlt med at tage afstand fra Weinsteins påståede adfærd.

- Disse gerninger viser et adfærdsmønster, der kun skal mødes af klar og utvetydig fordømmelse, siger formand for filmfestivalen i Cannes Pierre Lescure i en erklæring.