USA og Israel vil ud af UNESCO - et 'absurd teater der forvrænger historien'

USA begrunder udmeldelsen med, at FN-organisationen er blevet mere og mere anti-israelske.

USA trækker sig nu helt ud af UNESCO, der er FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Det meddeler USA's udenrigsminister, Rex Tillerson.

USA begrunder sin udmeldelse med, at UNESCO de seneste år er blevet mere og mere anti-israelske.

Samtidig har Israel meddelt, at landet følger trop og også melder sig ud af organisationen.

- Premierministeren har instrueret Udenrigsministeriet i at forberede, at Israel kan trække sig ud af organisationen sammen med USA, lyder det i en meddelelse fra premierminister Benjamin Netanyahus kontor.

Steinmetz: Tolkes som stærkt lederskab

TV 2's USA-korrespondent Jesper Steinmetz kalder det er et vigtigt symbolsk træk fra Trump-administrationen at trække sig ud af UNESCO.

- Det viser igen, at Trump er dygtig til at kæmpe kulturkampe, der vækker begejstring hos hans tilhængere.

- Blandt Trumps støtter bliver det tolket som stærkt lederskab, at USA trækker sig ud i protest mod det, administrationen kalder den anti-israelske linie i UNESCO. Det er uacceptabelt for USA, at FN-organisationen på det seneste har favoriseret palæstinensernes historie frem for israelernes, når det gjaldt udpegningen af bevaringsværdig kulturarv, siger Jesper Steinmetz.

Lovpriser USA

Den israelske premierminister Netanyahu lovpriser Trumps beslutning om at trække USA ud af UNESCO.

- Det er en modig og moralsk beslutning, fordi UNESCO er blevet et absurd teater, og fordi det forvrænger historien i stedet for at bevare den, siger Netanyahu.

UNESCO er mest kendt for sin verdensarvsliste, der rummer enestående monumenter, bygningsværker og naturområder i hele verden.

Kritiseret for at være ineffektive

Frederik Rosén er lektor på Juridisk Fakultet på Københavns Universitet. Han har de seneste par år ledet et stort forskningsprojekt for NATO om kulturarvbeskyttelse.

- Udmeldingen peger på en utilfredshed, der har været fra amerikansk side med UNESCO's medlemslandes politik. Blandt andet deres optagelse af Palæstina i 2011 og deres anerkendelse af den gamle by og et tempel i Hebron som et verdenskulturarvested i fare. Samtidig er der en UNESCO-resolution fra 2015, der fordømmer Israel for ikke at passe godt nok på deres kulturarvesteder i Jerusalem.

Frederik Rosén mener desuden, at manglende vilje til reform i UNESCO har været medvirkende til, at USA og Israel nu trækker sig.

- UNESCO er de seneste par år blevet stærkt kritiseret for at være enormt ineffektive. De penge, der bliver kanaliseret ind i organisationen, producerer ikke nødvendigvis den handling ude i de områder, hvor UNESCO opererer, som man ønsker, siger Frederik Rosén til TV 2.

UNESCO har base i Paris og blev dannet på initiativ fra blandt andre USA efter 2. verdenskrig.

Ikke første gang

Allerede i 2011 stoppede USA med at indbetale penge til UNESCO, da Palæstina blev optaget som medlem af organisationen.

UNESCO beklager de to landes beslutning.

USA's udmelding træder i kraft ved årsskiftet.

Det er ikke første gang, en amerikansk administration trækker sig fra UNESCO.

- Det gjorde USA også i 80’erne, da Ronald Reagan var præsident. Dengang var det i protest mod, hvad amerikanerne mente, var en pro-sovjetisk linie i kulturorganisationen, fortæller Jesper Steinmetz.

USA blev medlem igen for 15 år siden under George W. Bush.