BLOG: For Trump er pressefrihed en by i Rusland

16x9
Foto: MANDEL NGAN / Scanpix Denmark

BLOG: Tv-stationen, der gav os The Apprentice, er nu faldet i unåde hos præsident Trump.

Her er en åben hemmelighed: De færreste stats- og regeringsledere bryder sig om medierne. Men de allerfærreste demokratisk valgte ledere vil offentligt gentagne gange slå et slag for, at regeringen kan lukke medier, hvis rapportering den ikke bryder sig om.

Det er ikke desto mindre dét, verdens mest magtfulde mand i bedste Recep Tayyip Erdoğan-stil har advokeret for det seneste døgn. For ifølge præsident Trump er det "ærligt talt modbydeligt, at pressen er i stand til at skrive, hvad den vil skrive”.

At en republikansk præsident ligger i clinch med de amerikanske medier, som (med en vis rette) kritiseres for at være liberale øst- og vestkystekkokamre, er en gammel plade. Allerede præsident Nixon sendte sin vicepræsident Spiro Agnew i byen for at anklage medierne for at være en ”lille og ikkevalgt elite, der holdt en magt over den amerikanske befolkning, som er ukendt i historien”. Ligeledes gav Nixons pressetalsmand, Ronald Ziegler, regelmæssige skideballer til medierne, som han anklagede for at være anti-Nixon, hvilket medierne ”ville komme til at betale for på den ene eller anden måde”.

At Donald Trump og de amerikanske medier ligger i clinch, er heller ikke spor nyt. Siden Trump stillede op som præsidentkandidat i juni 2015, har han tweetet om medierne mere end 307 gange (cirka én gang hver tredje dag). Så sent som tilbage i marts erklærede præsidenten, at dele af medierne var det amerikanske folks fjende (Nixon havde samme holdning). Til den traditionelle White House Correspondents’ Dinner troppede præsidenten heller ikke op, men tog hellere til Pennsylvania og harcelerede mod medierne. Interessant nok er tilliden til den amerikanske mediebranche faktisk steget støt det seneste år, mens tilliden til Trump har været dalende.

Omvendt har medierne – ligesom præsidenten – stortrivedes i offerrollen, når præsidenten kritiserede dem. Forholdet mellem Trump og medierne har kort sagt lige siden starten været et had-kærligheds-forhold af særlige dimensioner.

Men Trumps specifikke angreb mod NBC News er første gang, at præsidenten har foreslået en konkret straffeforanstaltning over for et medie, hvis rapportering han ikke bryder sig om (sjovt nok samme medie, der i sin tid sendte tv-showet ”The Apprentice” med Trump som vært).

At Donald Trump udviser autoritære tendenser er heller ikke nyt. Trumps støtter vil måske forsvare det med, at præsidenten ikke mener sin trussel ordret, men i overført betydning brokker sig over en uretfærdig mediedækning. Måske. Og så har Trumps støtter da også en pointe til en vis grad. Men man må også kunne forvente af en 71-årig mand, der sidder i verdens mest magtfulde embede, at han er velvidende om den magt, der ligger bag hans ord. Det kan ikke være for meget forlangt at tage verdens mest magtfulde mand alvorligt.

Det er derfor, at det er retorikken, der er mest relevant i denne sag. For rent juridisk har præsidenten ingen chance for at lukke NBC News, hvis hovedstation ikke engang er i besiddelse af en føderal licens. I øvrigt har den relevante føderale myndighed, the Federal Communications Commission (FCC), klart slået fast i sine regulativer, at den ikke kan forhindre ”udsendelsen af et bestemt synspunkt”. Under Watergateskandalen prøvede præsident Nixon at få Washington Post til at tie ved blandt andet at forsøge at lukke mediets to tv-stationer i Florida. Det lykkedes ikke, men Nixon-regeringens søgsmål kostede Washington Post over en million dollars i advokatudgifter og stod ifølge mediets tidligere udgiver Katharine Graham tilbage som Nixon-administrationens mest effektive taktik i kampen mod mediet.

Hvis man en stund ser bort fra ironien, at anklagen om fake news kommer fra Trump - der ifølge en optælling fra Washington Post i gennemsnit dagligt har ytret fem usandheder, siden han blev indsat som præsident – må man stilfærdigt fastholde, at den første tillægsparagraf til den amerikanske forfatning blandt andet garanterer ytringsfrihed og pressefrihed.

En frihed, der også gælder for notoriske løgnere og medier.

Heldigvis.