Unikt kendetegn tæt på at falde - de sidste krigere fra Islamisk Stat har fået ultimatum

16x9
Soldater i Syriens Demokratiske Styrker er klar til at tage sidste stik i Raqqa. Foto: ERIK DE CASTRO / Scanpix Denmark

De sidste IS-krigere i Raqqa er omringet på et stadion.

Det er kun et spørgsmål om tid, før Syriens Demokratiske Styrker (SDF) har befriet Raqqa fra terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), som har haft kontrol over den syriske storby siden 2014.

Det siger Ibis Tas, der er leder af det største kurdiske oppositionsparti PYD i Danmark.

- 24 timer, så regner vi med, at det falder, siger Ibis Tas til TV 2.

Ultimatum til IS

Der er ifølge SDF mellem 100 og 150 IS-krigere tilbage i Raqqa. Og de har nu fået et ultimatum om at forlade byen uden deres våben inden tirsdag klokken 12 lokal tid.

De sidste IS-krigere er hovedsageligt udlændinge. Og de er nu omringet på et sportsstadion i Raqqa, og alle forsyningsveje til dem er lukket, fortæller Ibis Tas, der har været i forbindelse med folk i området.

- Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, der er civile. Men der er noget, der tyder på, at der er mange miner og mange fælder, hvor man har lagt bomber meter for meter. Så man kan simpelthen ikke komme frem, siger Ibis Tas.

Det kan ikke udelukkes med sikkerhed, at IS har civile gidsler. Derfor er SDF og koalitionsstyrkerne meget tilbageholdende med at bombe stadionet. Men Ibis Tas regner med, at IS er fortid i Raqqa inden længe.

- Det er et spørgsmål om, hvordan vi tømmer stadionet. Det kan være i morgen (tirsdag .red) eller i overmorgen. Der er noget, der tyder på, det bliver i morgen, men der kan også gå flere dage, siger han.

Sidste fase i offensiv

Raqqa er udråbt som hovedstad i Islamisk Stats selvudråbte kalifat, der har dækket store områder i Syrien og Irak. De seneste år er området skrumpet gevaldigt ind.

I slutningen af september meddelte SDF, at man havde tilbageerobret 80 procent af Raqqa. SDF består af kurdiske YPG-soldater og arabiske syrere og støttes af USA.

Søndag meddelte SDF, at Raqqa vil være befriet i løbet af få dage, inden gruppen påbegyndte sidste fase i en månedlang offensiv.

- Tab af Raqqa er et gigantisk tilbageslag

TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt tvivler på, at Raqqa falder inden for 24 timer.

Han er dog ikke i tvivl om, at IS er ved at være besejret, og at IS med et kommende tab af Raqqa mister et af terrororganisationens unikke kendetegn. 

- IS har i modsætning til en række andre terrorgrupper haft territorium. Det har været ekstremt vigtigt for at tiltrække ligesindede fra hele verden. IS har kunnet sige, at vi har vores egen stat, møntfod og retssystem, og på den måde har de fungeret som en form for stat, der har været meget velorganiseret. Så tabet af Raqqa er også et stort prestigetab. 

Det er dog for tidligt at konkludere krigen mod Islamisk Stat for slut. Den vil tage en anden form, lyder vurderingen.

- Den vil fortsætte i form af guerillakrig med vejside- og selvmordsbomber. De vil formentlig også fortsætte med terrorangreb i Europa, men rent territorielt er det her et gigantisk nederlag, siger Rasmus Tantholdt.