Øjenvidne til massakre: De tvang børn til at spise forgiftede ris

Hundredtusindvis af rohingyaer er flygtet fra Myanmar til nabolandet Bangladesh. De beretter alle om drab, tortur og nedbrændte landsbyer.

I en dam lå der godt 500 lig og flere ved siden af, mens andre lå i rismarken. Nogle af ligene var parteret. Der lå afhuggede arme. Nogle lig var skåret midt over, andre var halshugget.

Det fortæller 30-årige Sanowar Begum, da TV 2 møder hende i den enorme flygtningelejr i Kutupalong i det sydlige Bangladesh.

På blot fem uger er lejren svulmet op fra 25.000 mennesker til mindst 508.000. De er muslimske rohingyaer, som er flygtet fra nabolandet Myanmar. I hver hytte kan man her høre beretninger om mord, skud, bomber, brand, tortur og afbrændte landsbyer. Mange bruger ordet "massakre", når de fortæller.

Overfaldene begyndte efter den 25. august, hvor en væbnet rohingya-gruppe tilsyneladende overfaldt flere militærposter med forladegeværer og hjemmelavede bomber. Gruppen kalder sig Arakan Rohingya Salvation Army, ARSA.

Rohingyaerne kalder Arakan deres hjemland. I dag er det stort set identisk med delstaten Rakhine i Myanmar, som ikke vil anerkende rohingyaerne som statsborgere og siger, at de er illegale indvandrere fra Bangladesh.

I Myanmar betragtes Rohingya-muslimerne som ulovlige indvandrere fra nabolandet Bangladesh.
I Myanmar betragtes Rohingya-muslimerne som ulovlige indvandrere fra nabolandet Bangladesh. Foto: TV 2

Militærets svar på den væbnede gruppes påståede angreb har mildest talt været blodigt, hvis man skal tro beretningerne her fra flygtningelejren. Landsby efter landsby er systematisk blevet omringet, soldaterne har åbnet ild, mens civile bander af yderligtgående buddhister - munke, siger nogle flygtninge - har sat ild til husene og angrebet med macheter.

Der bliver skudt mod landsbybeboerne, mens de forsøger at slippe væk.

Børn dræbt med forgiftede ris

Det er det samme mønster, som ramte Sanowar Begum og hendes familie den 1. september. Hun havde hørt, at andre landsbyer var blevet angrebet, og familien havde fået at vide, at det var en god ide, at gøre sig klar til at flygte med kort varsel.

Militæret puttede gift i ris og tvang børnene til at spise det, så de døde

Sanowar Begun, rohingya-flygtning

Familien på fem, Sanowar, hendes mand og sønnerne på 4, 6 og 10 år, var en middelklassefamilie. De boede i en landsby i et område kaldet Morricha i Myanmar. De levede af at dyrke ris og af deres husdyr, fem køer, geder og høns. 

Den 1. september klokken 10 om morgenen skete så det, de havde hørt om.

- Soldater og civilklædte bander omringede landsbyen, de skød på os og satte ild til husene. Militæret puttede gift i ris og tvang børnene til at spise det, så de døde. Giften var en slags olie, siger Sanowar Begum.

TV 2 møder Sanowar Begum (forrest med det lyserøde tørklæde) i den enorme flygtningelejr i Kutupalong i det sydlige Bangladesh. Hun har været her med sine to overlevende børn siden den 6. september.
TV 2 møder Sanowar Begum (forrest med det lyserøde tørklæde) i den enorme flygtningelejr i Kutupalong i det sydlige Bangladesh. Hun har været her med sine to overlevende børn siden den 6. september. Foto: TV 2

Soldaterne bortførte også naboens 17-årige datter, siger hun, og soldaterne slog hendes mor med deres geværer, da hun forsøgte at stoppe dem.

Fandt halshuggede børn i skoven

Den pågældende dag var familien skilt fra hinanden. Faderen var ude sammen med den ældste søn, mens Sanowar Begum var hjemme med de to yngste. Under angrebet ledte hun efter sin mand og søn. Et sted fandt hun deres lig, begge dræbt af skud i maven.

Det lykkedes hende at flygte ind i skoven med de to yngste. Under flugten så hun de 500 lig – delvist parteret i en dam og andre godt 200 lig ved siden af dammen og i en rismark. Også inde i skoven lå der lig. Nogle af dem var børn, der havde fået hovedet hugget af.

En af de nedbrændte rohingya-landsbyer.
En af de nedbrændte rohingya-landsbyer. Foto: TV 2

Fem dage og fem nætter vandrede moderen og de to børn gennem skoven, inden de nåede ind i Bangladesh. Den yngste dreng på fire år bar hun på sit hoved. Han var udmattet og helt livløs, siger hun.

TV 2 møder hende lige uden for et udleveringssted for nødhjælp. Hun er her, fordi hun næsten ikke har mere ris tilbage. Hun er gået en halv time gennem lejren for at nå hertil, men der er ingen uddeling i dag. Hun er nervøs for sine børn og må gå tomhændet tilbage. Jeg og min tolk, en lokal journalist, får lov at følge med, og vi tager hende med i vores bil.

I hånden holder hun en lille plasticpose med et blåt registreringskort fra FN's flygtningeorganisation, UNHCR. Hun er registreret første gang den 6. september, altså fem dage efter angrebet på hendes landsby.

En duft af forrådnelse

Flygtningelejren er skudt op på rød-gule lerbakker i noget, der for blot få uger siden var skov og buskads. Nu ligger hytte på hytte, så langt øjet rækker, bygget af bambus, pinde og plastikpresenninger, kun adskilt af smalle gyder, hvor der er gravet drænrender. De fungerer som åbne kloakker.

Over alt er der mennesker. Der hænger en luft af forrådnelse og røg i luften, og den fugtige varme er kvælende. Når det regner, forvandles jorden til ankeldybt mudder.

De simple hytter ligger side om side i flygtningelejren.
De simple hytter ligger side om side i flygtningelejren. Foto: TV 2

Der er ryddet smalle stræder, ensporede jordveje, hvor folk vandrer af sted med rissække, bambusstammer, kokosnødder og frugt og presenninger. Pludselig er vejen spærret af to nødhjælpslastbiler, der ikke kan passere hinanden. Der opstår en lang kø af små trehjulede, eldrevne tom-tom taxier og hvide firehjulstrækkere med nødhjælpsarbejdere.

Vi beslutter at gå resten af vejen til Sanowars lille hytte. Den består af et bambusskelet, der er overtrukket med blå plastikpresenning. De er heldige, fordi den ene side af væggen er ydervæggen af det eneste stenhus i området.

Flere hundredetusinder er flygtet fra Myanmar til Bangladesh, ifølge FN.
Flere hundredetusinder er flygtet fra Myanmar til Bangladesh, ifølge FN. Foto: TV 2

Udenfor venter hendes to drenge. De er nøgne og hendes yngste springer op og hager sig fast i hende, mens hun åbner døren af bambus og sorte affaldssække.

Gulvet består af lerjord. De sover på flettede måtter. Tøjet er hængt op i loftet. I hjørnet ligger nogle kartofler og en pose med to-tre kilo ris. De skal brødføde dem de næste fire-fem dage, siger hun.

Sønnens medicin snart sluppet op

Sanowar Begum går straks i gang med at hælde vand op i en blå plastikkop, som hun giver til drengene. Så hælder hun en melagtig blanding op i en tallerken, formentlig soya og hvede, som hun blander med vand og former til kugler. Hun putter det i munden på drengene. Begge er lidt for tynde, og den yngste har noget udslæt.

- Han er syg, og jeg er bekymret, siger hun.

Han putter sig ind til hende. Han er tydeligvis ikke rask og hoster. Hun viser os et medicinglas med nogle gule piller, som en læge har givet hende til den yngste, og nu er pillerne næsen sluppet op.

Vi sidder i hugstilling på gulvet. I hjørnet er der et primitivt ildsted af ler. Hun har blade og kviste i en bunke og tænder op. Hun bruger et metalrør til at puste til ilden – og sætter en gryde over med en rest af ris og kartofler.

Overalt i flygtningelejren ses børn og unge, som er flygtet sammen med deres familier. Også her ved vandpumpen, der skal give dem drikkevand.
Overalt i flygtningelejren ses børn og unge, som er flygtet sammen med deres familier. Også her ved vandpumpen, der skal give dem drikkevand. Foto: TV 2

Under hele besøget har hun ikke smilet en eneste gang. Hendes ansigt er helt forstenet og udtryksløst, men jeg bliver overrasket, da jeg spørger hende, om hun nogensinde tror, at hun kan vende tilbage.

- Hvis ingen vil forfølge os, vil vi flytte tilbage. Hvis de vil give os vores land og alt, hvad vi havde, tilbage, vil vi flytte tilbage, så vi kan dyrke vores land, siger hun.

Tvivlsomt om flygtninge kan vende hjem

Det er overraskende optimistisk. Forfølgelserne i Myanmar tog fart for flere årtier siden. I 1974 skrev Far Eastern Review, at det var Asiens udgave af apartheid.

Siden er millioner af rohingyaer opvokset i eksil. De er flygtet i båd, over land, og har spredt sig ud over især Sydøstasien og Mellemøsten, hvor de lever slaveagtige tilværelser, som fiskere, arbejdere eller tjenestefolk.

Kun ganske få er vendt tilbage her fra Bangladesh, efter en aftale med Myanmar blev indgået i 1992. Nu har Myanmar igen lovet, at flygtninge kan vende tilbage, hvis de er ankommet efter oktober 2016 og kan bevise, at de er flygtninge fra Myanmar. Men eksperter tvivler på, at det nogensinde vil ske.

- De skyder og brænder vores huse

Efter vi har taget afsked med Sanowar og hendes drenge, møder vi tilfældigt to kvinder i en vejside. De sidder i skrædderstilling i skyggen af hver deres paraply med et spædbarn hver i skødet.

- Vi kom i morges. Vi har ikke noget sted at være endnu, siger den ene.

Hvorfor kom I her?

- Fordi de skyder og brænder vores huse, svarer hun.

Et kig ud over flygtningelejren i Kutapolong viser, hvor tæt de mange hytter ligger.
Et kig ud over flygtningelejren i Kutapolong viser, hvor tæt de mange hytter ligger. Foto: TV 2

Vi spørger den anden kvinde, der fortæller, at hun hedder Fatima, om drabene stadig foregår.

- Ja, det sker lige nu, lige som før, svarer hun.

ARSA-kommandant afviser angreb på militæret

På en bakketop sidder Farida med et spædbarn. Hendes mand og en lille dreng sidder ved siden af.

Spædbarnet er dækket af hvide knopper, det er sygt og afmagret. Ansigtet er forvredet af et hareskår og flækker i et smerteskrig. Den store dreng har også hareskår.

Farida med spædbarnet, der er både sygt og afmagret.
Farida med spædbarnet, der er både sygt og afmagret. Foto: TV 2

Spædbarnet er født her. Kvinden siger, at hun var højgravid, da hun flygtede. Nu sidder hun her på bakken med sit barn, født på flugt på ubestemt tid, som endnu et medlem af verdens mest forfulgte folkefærd ifølge FN.

FN anslår, at yderligere 200.000 vil ankomme til Bangladesh i de næste fire måneder. Myanmars regeringsleder er demokratiforkæmperen og nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi. Hun siger, at militæret bekæmper terrorister og afviser beskyldninger om etnisk udrensning og folkemord.

TV 2 har talt med en mand, der siger, at han var kommandant for 50 medlemmer af den væbnede rohingya-gruppe, ARSA. Han ønsker at være anonym, men afviser, at det var ARSA, der angreb militæret den 25. august.

- Vores mål var at forsvare os mod militærets overgreb, siger han.

Han siger, at han deltog i sammenstødet med militæret den 25. august og hævder, at det var militæret, der angreb dem.

Styret i Myanmar tillader ikke journalister adgang til delstaten Rakhine.