Ni på hospitalet efter bil påkørte fodgængere i London

11 personer er kommet til skade, oplyser Londons ambulancetjeneste. Hændelsen betragtes ikke som terror.

En mand tilbageholdes fortsat af politiet, efter han påkørte flere fodgængere på et fortov i London.

Hændelsen efterforskes som en trafikulykke og ikke som en terrorrelateret hændelse.

Det oplyser Politiet i London klokken 19.07 dansk tid. Hændelsen skete omkring klokken 15.20.

Flere tilskadekomne

Flere fodgængere kom til skade, og Londons ambulancetjeneste rykkede ud med flere ambulancer og paramedicinere.

11 personer har modtaget behandling, de fleste for ben- og hovedskader, mens ni personer blev taget med på hospitalet. Det oplyser ambulancetjenesten.

Ifølge politiet er ingen alvorligt kvæstet.

Politi og ambulancer er til stede i Exhibition Road i London.
Politi og ambulancer er til stede i Exhibition Road i London. Foto: PETER NICHOLLS / Scanpix Denmark

Umiddelbart efter påkørslen blev en mand tilbageholdt af politiet. Han er i blandt de 11 personer, der har modtaget behandling, og er nu i politiets varetægt på en politistation i London, oplyser politiet. 

Den foreløbige efterforskning peger på, at manden kørte op på fortovet i en bil og ramte flere fodgængere.

Påkørslen skete nær Londons Naturhistoriske Museum på Exhibition Road i bydelen South Kensington.

Så bil krydse vejen

En journalist fra BBC, Chloe Hayward, havde netop forladt Naturhistorisk Museum og blev vidne til hændelsen.

Hun så en bil, der kørte diagonalt på tværs af vejen og tilsyneladende ind i nogle store sten i siden af vejen.

- Og jeg kunne se en skare af mennesker omkring, hvad der tydeligvis var en eller to personer, som lå på fortovet, siger hun til BBC.