Filmselskab ramt af kaos efter sexchikane-sager

16x9
Producer Harvey Weinstein og hans hustru Georgina Chapman ved filmfestivalen i Cannes i 2016. Foto: IAN LANGSDON / Scanpix Denmark

Tre bestyrelsesmedlemmer er gået af efter anklager om, at den 64-årige filmproducer Harvey Weinstein gennem 30 år har sexchikaneret ansatte.

Ifølge New York Times kæmper det store amerikanske filmselskab The Weinstein Company for at begrænse skaderne, efter avisen torsdag kunne offentliggøre afsløringer af, at Harvey Weinstein, 64, den ene af brødrene bag selskabet, gennem 30 år har udøvet sexchikane mod kvindelige ansatte i selskabet.

Fredag forlod tre af bestyrelsesmedlemmerne i selskabet deres poster - alle bestyrelsesposter i selskabets ledelse er besat af mænd, skriver New York Times.

Harvey Weinstein har tidligere i en mail til New York Times beklaget sin opførsel overfor kvinder, og han vil nu tage orlov fra selskabet, han er medstifter af, og gå i terapi for at få hjælp.

Intern efterforskning

Samtidig har den resterende del af bestyrelsen i selskabet iværksat en intern efterforskning af de meget detaljerede påstande om sexchikane, som New York Times med en række nuværende og tidligere kvindelige ansatte i The Weinstein Company som kilder kunne offentliggøre.

- Som Harvey har sagt, er det vigtigt for ham at få professionel hjælp til de problemer, han har erkendt, lyder det i en udtalelse fra fire bestyrelsesmedlemmer i selskabet, Bob Weinstein, der er Harveys bror og medstifter af selskabet, samt tre andre.

- De næste skridt vil afhænge af Harveys terapeutiske udvikling, den interne efterforskning og Harveys personlige beslutninger, hedder det i udtalelsen fra de fire bestyrelsesmedlemmer.

"Et skole-eksempel på sex-chikane"

I nyhedsudsendelsen 'Good Morning America' på ABC erkendte Harvey Weinsteins juridiske rådgiver Lisa Bloom under et interview med nyhedsværten George Stephanopoulos, at Weinsteins opførsel har været uacceptabel.

- Det her er virkelig et mønster, det er simpelthen et skoleeksempel på sexchikane, sagde nyhedsværten.

- Det er klamt, ja, svarede Lisa Bloom.

- Og det er ulovligt?

- Ja. Jeg er faktisk enig. Du må forstå, jeg er her som hans rådgiver. Jeg forsvarer ham ikke i sager om sexchikane - der er ikke nogen sager om sexchikane (New York Times har blandt andet afsløret, at Weinstein i løbet af de sidste tre årtier har indgået forlig i otte sager om sexchikane mod kvindelige ansatte, red.) Jeg arbejder med en mand, som har opført sig dårligt i mange år, og som ærligt fortryder det og er ked af det og siger: "Jeg har været grund til megen smerte", svarede Lisa Bloom.

Samtidig med at Harvey Weinstein har erkendt, at han har opført sig dårligt over for kvinder i mange år, har han afvist det konkrete indhold i mange af de anklager, der bliver rejst af de interviewede kvinder i New York Times, og han har truet avisen med et sagsanlæg.

Harvey Weinstein grundlagde The Weinstein Company sammen med sin bror Bob, og brødrene ejer stadig 42 procent af filmselskabet. Harvey Weinstein er gift og far til fem børn.

Chokbølger i filmbranchen

Også i filmbranchen har New York Times' afsløringer skabt chokbølger, branchebladet Variety har historien på toppen af forsiden af dets hjemmeside, og bringer hele udtalelsen fra de fire bestyrelsesmedlemmer i selskabet.

- Vi tager de anklager, der i går (torsdag, red.) blev offentliggjort i New York Times mod vores formand Harvey Weinstein meget alvorligt. Det er afgørende for kulturen i vores selskab, at alle kvinder, som arbejder for det eller har har nogen forbindelse med det eller vores ledere, bliver behandlet med respekt og ikke har en oplevelse af at blive chikaneret eller diskrimineret, hedder det også i udtalelsen.

Den kommer også efter en række kvinder i Hollywood torsdag og fredag udtrykte støtte til de mange kvinder, der har fortalt New York Times, de er blevet udsat for sexchikane fra den magtfulde Weinstein.

- Som altid står jeg på de modiges side, overlevere af sexovergreb og chikane. Det er ikke jeres fejl. Jeg tror jer, skriver Brie Larson i et tweet. Hun vandt sidste år en Oscar for sin hovedrolle i filmen 'Room'.

- De kvinder, der vælger at tale om den chikane, de har været udsat for fra Harvey Weinstein, fortjener vores beundring. Det er ikke sjovt eller let. Det er modigt, skriver skuespilleren, manuskriptforfatteren, instruktøren og forfattere Lena Dunham i et tweet.