Ni skud i sekundet – det er lyden af stilhed fra våbenlobbyen

Stilheden. Det er et af de mest forudsigelige ritualer i amerikansk politik. Lyden af endnu et masseskyderi i USA er lyden af en tavs våbenlobby.

Den amerikanske våbenlobby, NRA, sparkede weekenden i gang med at videresende et billede på deres twitter-profil af et fuldautomatisk maskingevær.

”Det er #FullAutoFriday!” lød det i teksten.

Søndag aften blev Las Vegas scenen for det værste masseskyderi i nyere amerikansk historie. 59 blev dræbt og mere end 500 såret.

En lydanalyse af mobiloptagelser under masseskyderiet har vist, at der på et tidspunkt blev affyret 90 skud på 10 sekunder. Ni skud i sekundet. Det svarer til effekten af et fuldautomatisk gevær.

Siden skyderiet har våbenlobbyens sociale medier været mørkelagt.

Efter en uge, hvor NRA bebrejdede ’hysteri, fake news og skræmmekampagner’ for at modarbejde ’The SHARE act’, et stykke lovgivning på vej igennem Kongressen som bl.a. vil gøre det nemmere for amerikanere at købe lyddæmpere til deres våben. Alene torsdag sendte NRA fem tweets til forsvar for lyddæmperne. Fredag havde deres blog fundet plads til en opskrift på pastrami.

Men efter Las Vegas. Stilhed. Ikke én opdatering på Facebook eller Twitter har NRA sendt ud pr. onsdag aften.

En drejebog af stilhed

Det følger en velkendt drejebog fra Amerikas mest magtfulde våbenlobby. Hold lav profil. Vent på oplysninger om gerningsmanden. Og ret så fokus mod alt andet end stramninger i våbenloven.

En uge efter Sandy Hook-skoleskyderiet, hvor 27 hovedsageligt små børn blev dræbt, holdt NRA-chefen Wayne LaPierre en pressekonference. Indenfor det første minut skosede han dem, som ’inden alle fakta er etableret … har forsøgt at udnytte tragedien til at score politiske point, mens vi har forholdt os respektfuldt stille’.

Og så bebrejdede han en række andre faktorer for ondskaben. Inklusiv voldelige film, computerspil og rap musik, samt manglende bevæbnede sikkerhedsvagter på skoler.    

Ikke et ord om den lette adgang til kraftfulde våben, som anti-våben aktivister peger på gav Adam Lanza, Sandy Hook gerningsmanden, mulighed for at dræbe så mange på så kort tid.

De lovlige ’fuldautomatiske’ våben

Tolv af de 23 våben gerningsmanden i Las Vegas, Stephen Craig Paddock, havde medbragt til luksussuiten på Mandalay Bay Resort and Casino var ifølge politiet i Las Vegas udstyret med en ’bump stock’.

Det er en tilføjelse til et semiautomatisk gevær, der gør det i stand til at agere næsten som et fuldautomatisk våben. Bump stocks er lovlige. Og ikke specielt dyre. Nogle versioner går for 99 dollars – ca. 625 kr.

Nevada har nogle af de mindst restriktive våbenlove i USA, som NRA fremhæver på deres hjemmeside. Alle våben brugt ved masseskyderiet ser ud til at være blevet købt lovligt. Stephen Paddock har lovligt kunne gå ned af The Strip i hjertet af Las Vegas med et eller flere af geværerne.

Men kun fordi det er rigtige våben. Våben der kan dræbe. Den slags der er beskyttet af det andet forfatningstillæg.

I 2012 indførte byen et forbud mod åbent at bære legetøjsvåben på The Strip, fordi gadekunstnere klædt ud som bl.a. stormtropper fra Star Wars skræmte turisterne. Nevadas lovgivning – støttet af NRA – gør det umuligt at indføre samme begrænsninger på rigtige våben.

Legetøjsvåben nej. Rigtige våben ja.

Masseskyderi nr. 337

Stephen Craig Paddock, gerningsmanden, havde med andre ord loven på sin side, da han medbragte et arsenal af angrebsvåben, ammunition og bump stocks til hotelværelset på 32. etage.

NRA kæmper imod enhver begrænsning i retten til at bære våben. Imod yderligere baggrundstjek af potentielle købere. Imod restriktioner på mængden af ammunition. Eller på styrken af semiautomatiske rifler, der kan købes i en hver respektabel våbenbutik - og i Walmart. Imod langtrukken bureaukrati for at købe en lyddæmper. Og de står langt fra alene.

I de seneste år har bevæbnede gerningsmænd angrebet og dræbt på postkontorer, i en biograf, en natklub, kirker, high schools, børnehaveklasser, på militæranlæg, en sundhedsklinik, til fester og til en soft ball kamp for medlemmer af Kongressen. I begyndelsen af september blev otte personer dræbt, skudt mens de så NFL-kampe i tv i Plano, Texas. Det er ikke sikkert, du har hørt om det. Det registrerede knap nok i de nationale nyheder i USA. 

Stephen Craig Paddocks drab på mere end 50 personer i Las Vegas er, ifølge en målemetode, masseskyderi nummer 337 i USA.

I år.

Alligevel mener et flertal af amerikanerne, at den forfatningssikrede ret til at bære våben skal fastholdes. Det er først, når det kommer til retten til at købe angrebsvåben, som fx semiautomatiske rifler, at NRA kommer i mindretal. Her svarer 68 % af amerikanerne, at de går ind for et forbud.

NRA har ind til videre været stille. Diskussion er ikke passende nu. Eller som den republikanske guvernør i Kentucky tweetede; ’til alle de politiske opportunister, der nu råber på våbenregulering - man kan ikke regulere ondskab.’

Ondskab. Politisk plat på tragedien. De samme temaer som NRA-chefen brugte efter skoledrabene på Sandy Hook.

Det betyder ikke, at NRA ikke har reageret. Mandag eftermiddag – dagen efter skyderiet – blev udsendelsen af en række politiske NRA tv-reklamer i Virginia udskudt. Til 10. oktober. Det er otte dage.

Otte dage og så tilbage til normal forretningsgang.