Kommentar: Vil Puerto Rico stå tilbage som 'Trumps Katrina'?

16x9
Præsident Donald Trump og førstedame Melania Trump, besøger Guaynabo, vest for San Juan, Puerto Rico d. 3. oktober, 2017. Foto: MANDEL NGAN / Scanpix Denmark

Præsidentens besøg på den katastroferamte ø bar på en række uheldige udsagn.

Når det kommer til at håndtere krisesituationer, er det - udover den lavpraktiske nødhjælp - især evnen til at vise empati, der er påkrævet og forventet af en amerikansk præsident. At den føderale regering så spiller en underordnet rolle under håndteringen af amerikanske naturkatastrofer, der primært håndteres lokalt eller på delstatsniveau, er derfor underordnet.

Og bedømt ud fra `empati-parameteret` har præsident Trumps håndtering af situationen i Puerto Rico indtil videre været en fiasko.

To uger efter orkanen Maria havde hærget Puerto Rico besøgte præsidenten i går øen og trak overskrifter med en række uheldige formuleringer.

Trump brugte det meste af gårsdagens pressemøde på øen på at rose sig selv frem for at tale om den føderale respons til naturkatastrofen.

Uempatisk at sammenligne dødstal

På pressemødet forklarede Trump den nødlidende befolkning, at den skulle være glad for, at der ikke var flere mennesker, der var blevet dræbt. Og at det på den måde ikke var en ”rigtig katastrofe” som orkanen Katrina i 2005, ”hvor tusinder” mistede livet. Fred være med i den sammenhæng, at det ikke var tusinder – i flertal – der døde under orkanen Katrina, men cirka 1800. Utilsigtet eller ej virkede det som om USA's præsident bagatelliserede omfanget af katastrofen i Puerto Rico.

Trumps intention var som sådan nok oprigtigt nok. Trump brugte sammenligningen af dødstallene og orkanerne Maria og Katrina som løftestang til at rose befolkningen for indsatsen. Bag den uheldige formulering lå der altså en ros. Det var bare ikke den mest elegante måde at uddele rosen på. I den efterfølgende mediedækning skyggede udtalelsen samtidig for Trumps empatiske forslag om at slette al Puerto Ricos gæld til USA.

En af grundene til, at dødstallet i Puerto Rico lå stabilt på 16 mennesker i en uges tid, var, at myndighederne havde så travlt med nødhjælpsarbejdet, at de ikke kunne underskrive dødscertifikater. Det egentlige dødstal kommer altså formodentlig til at ligge væsentlig højere. At Puerto Ricos guvernør i nat dansk tid opjusterede dødstallet til 34, var kun med til yderligere understrege, hvor uheldigt og uempatisk Trumps udsagn egentligt var.

Føderal respons har været for langsomt

Allerede inden besøget havde Trump ligget i clinch med en af øens borgmestre, der havde kritiseret den føderale regerings indsats og efterlyst lederskab fra præsidenten.

At Trump går til modangreb, når han bliver kritiseret, er ikke noget nyt fænomen. Men situationens alvor taget i betragtning, virkede det en kende underskudsagtigt, at USA's præsident gik ind i en verbal twitter-krig med en borgmester, hvis befolkning manglede basale forsyninger. At det amerikanske forsvarsministeriums udsendte til Puerto Rico, generalløjtnant Jeff Buchanan, heller ikke mente, at den føderale indsats havde været tilstrækkelig, hjalp heller ikke ligefrem præsidenten.

Modsat Trumps håndtering af naturkatastroferne i Texas og Florida har den føderale regerings respons til katastrofen i Puerto Rico da også været haltende. Selv hvis man sammenligner den føderale reaktion med den efter jordskælvet på Haiti i 2010 – som vel og mærke ikke er en del af USA – har indsatsen været langsommelig. At det tog Trump en uge at suspendere The Jones Act – en lov fra 1920, der foreskriver, at man kun kan fragte last fra én amerikansk havn til en anden med amerikansk ejede og byggede skibe med en amerikansk besætning - besværliggjorde arbejdet yderligere.

Spørgsmålet er, om Puerto Rico i fremtiden vil stå tilbage som `Trumps Katrina`. På nuværende tidspunkt er det for tidligt at komme med et kvalificeret bud.

Men at Trump selv brugte så meget tid på at sammenligne situationen i Puerto Rico med Katrina peger på, at præsidenten selv var opmærksom på sammenligningen og synet på hans kommende eftermæle. Også under sit besøg på øen i går.