Masseskyderi ved koncert i Las Vegas - mindst 59 døde og over 527 sårede

Gerningsmanden skød mod menneskemængden fra et nærtliggende hotel. Han er senere bekræftet død, oplyser politiet.

Flere hundrede personer blev søndag aften, lokal tid, ramt af skud ved den berømte hovedgade 'The Strip' i den amerikanske storby Las Vegas.

Ifølge politiet er der mindst 59 dræbte og over 527 sårede ved skyderiet.

Gerningsmanden befandt sig på et hotelværelse på 32. etage på Mandalay Bay Hotel and Casino. Herfra begyndte han omkring klokken 22.08 at affyre skud mod musikfestivalen Route 91 Harvest Festival på den anden side af gaden, hvor countrymusikeren Jason Aldean optrådte på scenen.

Ifølge politiet var der flere end 22.000 personer i menneskemængden, da skuddene ramte.

Billeder fra stedet viste kort efter folk flygte i panik, mens flere personer blev liggende blødende på jorden.

Flere personer ses flygte fra musikfestivalen Route 91 Harvest, efter der er blevet affýret adskillige skud.
Flere personer ses flygte fra musikfestivalen Route 91 Harvest, efter der er blevet affýret adskillige skud. Foto: David Becker / Scanpix Denmark

Politiet i Las Vegas oplyser, at en af deres betjente, der ikke var på arbejde, er blandt de dræbte. To andre betjente, der var på arbejde, blev også ramt af skud. Den ene er uden for livsfare, mens den andens tilstand er stabil.

Gerningsmand fundet død på hotelværelse

Politiet har siden skyderiet været massivt til stede og har afspærret et stort område omkring The Strip. De har løbende bedt folk om at holde sig væk.

Flere vidner forklarede, at det lød som om, at der blev skudt med et fuldautomatisk våben, og at skuddene var blevet affyret fra Mandalay Bay Hotel.

- Kuglerne fløj over det hele, det var rigtig slemt, fortæller et øjenvidne til lokalmediet KSNV News 3.

Politiet har senere bekræftet, at de fandt gerningsmanden død på et værelse på hotellets 32. etage. Her har politiet beslaglagt mindst otte automatiske rifler, oplyser vicesherif Kevin McMahill til CNN.

Betjente på vagt ved deres patruljevogn. I baggrunden ses hotellet Mandalay Bay.
Betjente på vagt ved deres patruljevogn. I baggrunden ses hotellet Mandalay Bay. Foto: David Becker / Scanpix Denmark

Politiet ville i første omgang ikke oplyse mandens identitet, men de har senere oplyst, at der er tale om en 64-årig hvid mand ved navn Stephen Craig Paddock fra Mesquite, Nevada.

På nuværende tidspunkt formoder politiet, at Paddock handlede alene. Efter skyderiet efterlyste de dog også en asiatisk kvinde, som boede sammen med gerningsmanden. Hende har politiet efterfølgende talt med, og hun har ikke umiddelbart noget at gøre med angrebet, oplyser politichef Joseph Lombardo.

Politiet har også efterlyst to biler med forbindelse til gerningsmanden, en Hyundai Tucson og en Chrysler Pacifica. De er begge efterfølgende blevet fundet.

Skud høres på videoer fra koncert

Flere personer, der var til stede ved musikfestivalen, har lagt videoer op på de sociale medier, hvor man kan høre det, der lyder som adskillige skud blive affyret under en koncert, inden musikken bliver afbrudt, og der udbryder panik.

TV 2 har været i kontakt med danske Malene Frejvald, der befinder sig i Las Vegas og bor på et hotel omkring 150 meter fra skyderiet. Også hun beskriver, at skuddene skal være blevet affyret fra Mandalay Bay.

- Da der blev skudt, kom folk løbende vores vej, og vi har bare taget folk ind, som de kom løbende, fortæller hun.

Countrymusikeren Jason Aldean, der spillede, da skuddene blev affyret, oplyser på sin Instagram-profil, at han er uskadt.

- I aften har været helt forfærdelig. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige, men alle skal vide, at mit hold og jeg er i sikkerhed. Mine tanker og bønner går til alle involveret i aften. Det knuser mit hjerte, at dette kunne ske for nogen, som bare var taget ud for at nyde det, der skulle have været en sjov aften, skriver han.

Værste i USA's historie

Skyderiet er det værste masseskyderi i USA målt på antallet af dræbte.

Natklubben Pulse i den amerikanske by Orlando blev sidste år angrebet af en bevæbnet mand som skød og dræbte 49. I 2007 blev 32 dræbt i et masseskyderi på universitetet Virginia Tech.