Saudiarabiske kvinder må nu køre bil – men det her må de stadigvæk ikke

Hvis en kvinde skal på studietur i udlandet, skal hun have en mand med. Der er stadig langt igen for ligestillingen i det konservative kongerige.

Efter flere års kamp glæder de saudiarabiske kvinder sig nu over udsigten til selv at kunne sætte sig bag rattet, hvis de vil fra A til B i en bil.

De seneste par år har det saudiske kongerige rykket sig i forhold til kvinders handlefrihed. I dag må kvinder i Saudi-Arabien eksempelvis studere, dyrke sport, stemme og stille op til kommunalvalg.

Og den saudiske kong Salmans søn, den 32-årige kronprins Mohammed bin Salman Al Saud, har begyndt et opgør mod det ultrakonservative bagland, hvilket lover nye tider for landet.

- Det her vil kun have en positiv effekt, fordi det vil åbne for kvinders muligheder. Vi vil selv kunne pendle til arbejde uden at skulle betale dyrt for en chauffør, siger en kvindelig indbygger fra byen Jeddah. 

Men kampen for kvinders rettigheder i Saudi-Arabien er langt fra slut. Her følger listen over rettigheder, vestens kvinder tager som en selvfølge, men som saudiarabiske kvinder ikke har:

Hvad saudiarabiske kvinder ikke må uden mænds tilladelse

Få et pas og rejse

Hvis en saudiarabisk kvinde vil studere i udlandet, kræver det en mands tilladelse. Foto: HAIDAR HAMDANI / Scanpix Denmark
Saudiarabiske kvinder kan ikke bare rejse til udlandet, hvis de skulle få lyst. De kan ikke selv skaffe sig et pas, men skal have en mandlig værge til at ansøge om det. Det gælder også fornyelser af pas. Den mandlige værge kan for eksempel være kvindens ægtemand, far, bror eller søn.
Når passet er i hus, er det ikke bare at bestille flybilletter. Kvindens mandlige værge skal godkende rejsen. Fra 2011 har saudiarabiske kvinders mandlige værger kunne godkende én eller flere af deres rejser på forhånd elektronisk via en statslig hjemmeside.

Arbejde udenfor hjemmet

Saudiarabiske arbejdsgivere beder ofte om en mandlig værges tilladelse, før de ansætter en kvinde. Foto: Suhaib Salem / Scanpix Denmark
For at kunne arbejde, skal de fleste saudiarabiske kvinder have tilladelse fra en mandlig værge. Det er ikke et krav fra den saudiarabiske regerings side, at kvinder skal have en sådan tilladelse for at kunne arbejde. Men arbejdsgivere, der kræver det, bliver ikke straffet. Derfor beder arbejdsgivere i både den private og offentlige sektor i stor udstrækning stadig kvinder om tilladelsen fra en mandlig værge, før de vil ansætte dem.
Arbejdspladsen kan også bede om en indirekte tilladelse ved at kræve, at kvinden fremviser et plastickort med familie-ID, som traditionelt er at finde i mandens pengepung.

Tage et studieophold i udlandet

Kvindelige, saudiarabiske studerende møder store udfordringer, når de søger stipendier til studieophold i udlandet. Foto: STRINGER / AFP / Scanpix
Selvom landets regering støtter uddannelse til kvinder, og de på papiret skulle have fri ret til at søge om optagelse på et universitet uden deres værges tilladelse, er der alligevel store forhindringer forbundet med det. Et udlandsstipendium kræver for eksempel en underskrevet formular og følgeskab fra en mandlig værge. Værgen skal rejse med på kvindens udlandsophold, og denne får kost og logi betalt af Saudi-Arabiens regering.

Gifte sig

Det kræver en mandlig værges tilladelse, hvis en saudiarabisk kvinde ønsker at indgå et ægteskab. Foto: FAYEZ NURELDINE / Scanpix Denmark
Kvinder i Saudi-Arabien kan ikke gifte sig uden en mandlig værges tilladelse. Men kvinden skal ifølge loven give samtykke til ægteskabet. Det sker som regel med et mundtligt ja under den religiøse vielse og med en underskrift på ægteskabskontrakten bagefter. På trods af det, ses der stadig talrige eksempler på tvangsægteskaber i Saudi-Arabien. Som noget nyt har kvinderne dog ret til en kopi af deres ægteskabskontrakt. 

Anmode om skilsmisse og få forældremyndighed

Kvinder i Saudi-Arabien har ikke ret til at være værge for deres børn efter en skilsmisse. Foto: FAISAL AL NASSER / Scanpix Denmark
For at kunne anmode om skilsmisse, skal saudiarabiske kvinder have deres mands tilladelse. Det sker generelt under den betingelse, at kvinden skal betale hele sin medgift tilbage. Alternativt kan kvinden anmode om en skyldsbaseret skilsmisse, hvor hun skal bevise, at hun er blevet behandlet dårligt af sin mand i ægteskabet. Mænd kan uden betingelser, og uden konens samtykke, vælge at blive skilt fra hende.
Desuden har en kvinde ikke ret til forældremyndigheden over sine børn efter en skilsmisse, selvom retten bestemmer, at børnene skal bo hos hende. 

Leje en lejlighed

Saudiarabiske kvinde har ret til at købe og leje det, de har lyst til - bare ikke i praksis. Foto: FAHAD SHADEED / Scanpix Denmark
Saudiarabiske kvinder kan i princippet underskrive juridisk bindende kontrakter og købe og leje uden en værges tilladelse. Men generelt foretrækker udlejere i det konservative kongerige at indgå kontrakter med mænd. Så hvis en kvinde for eksempel vil leje en lejlighed eller lease en bil, kan hun som oftest ikke gøre det uden en mandlig værges underskrift.

Komme ud af fængsel efter at have afsonet sin straf

Saudiarabiske kvinder skal bruge en mands underskrift til at komme ud af et fængsel. Foto: MAURICIO LIMA / Scanpix Denmark
Hvis en saudiarabisk kvinde er blevet idømt fængsel og har afsonet sin fængselstraf, bliver hun ikke bare frigivet uden videre. Det kræver en mandlig værges tilladelse. Hvis værgen ikke vil underskrive kvindens frigivelse, nægter myndighederne at frigive hende. Så kan hun blive siddende i fængslet eller blive overført til et værested.