Det tyske valg er afgjort - her er det, du skal vide, når du står ved kaffemaskinen til morgen

16x9
Angela Merkel skal nu i gang med koalitionsforhandlinger for at danne sin nye regering. Foto: WOLFGANG RATTAY / Scanpix Denmark

Valget til det tyske parlament, Forbundsdagen, er nu afgjort. Her er overskrifterne.

Det endelige resultat af det tyske valg ligger nu klar.

Hvem vandt?

Trods tilbagegang til kristendemokraterne fra CDU/CSU er det fortsat det største parti, og kansler Angela Merkel kan umiddelbart fortsætte som kansler. Hun har siddet på magten i Tyskland siden 2005.

Men den sande vinder er partiet Alternative für Deutschland, der for første gang kommer i Forbundsdagen. Det højrenationale og indvandrerkritiske parti har fået 12,6 procent af stemmerne. AfD har afvist at gå med i en koalitionsregering og vil være en markant opposition. Det er første gang siden 1950'erne, at et parti, der ligger til højre for CDU på den politiske skala, kommer i Forbundsdagen.

Hvem tabte?

Angela Merkel og CDU/CSU fik 33 procent af stemmerne, og det er en tilbagegang på 8,5 procentpoint -  Angela Merkels dårligste valg. Dermed kan man sige, at Merkel både vandt og tabte.

- Det er en bitter sejr til Merkel, og det er et tysklandsbillede, der er totalt anderledes, end da de gik til valg, siger TV2s korrespondent Ulla Terkelsen fra Berlin.

Den helt store taber blev socialdemokraterne fra SPD og deres formand, Martin Schulz. 20,5 procent af stemmerne gik til SPD, og dermed tabte de yderligere 5,2 procentpoint siden sidste valg. SPD opnår således det dårligste valg siden 2. verdenskrig.

Efter at have dannet koalition med Angela Merkels CDU/CSU har SPD-formand Martin Schulz meldt ud, at det ikke vil ske denne gang, og at SPD nu vil være i opposition.

De små vindere

Det liberale og erhvervsvenlige parti FDP fik 10,7 procent af stemmerne og vender tilbage til Forbundsdagen efter fire års fravær.

Partiet De Grønne får 8,9 procent af stemmerne og stiger 0,5 procentpoint i forhold til sidste valg. Trods den lille fremgang har partiet en størrelse, der gør dem attraktive i forhold til at træde ind i en koalitionsregering.

Venstrefløjspartiet Die Linke fik også fremgang. Et plus på 0,6 procentpoint. Trods flere mandater end De Grønne har partiet konsekvent afvist at indtræde i en koalition, selvom der faktisk kan dannes et flertal sammen med SPD, FDP og De Grønne.

Hvorfor taler alle om Jamaica?

Når Angela Merkel skal sammensætte et flertal, er der ikke mange muligheder på bordet. SPD og AfD har afvist at gå med i en koalition.

Men FDP og De Grønne er mulige partnere. Når man tager de tre partiers partifarver; sort for CDU/CSU, gul for FDP og grøn for De Grønne, får man farverne i det jamaicanske flag. Derfor har en mulig koalition mellem de tre partier fået tilnavnet ”Jamaica-koalitionen”.

Jamaicas flag, som indeholder farverne fra de tre partigrupper CDU/CSU, FDP og De Grønne.
Jamaicas flag, som indeholder farverne fra de tre partigrupper CDU/CSU, FDP og De Grønne. Foto: ADRIAN DENNIS / Scanpix Denmark

Hvad nu?

Nu skal Angela Merkel forsøge at få enderne til at mødes i koalitionsforhandlingerne. Selvom en såkaldt Jamaica-koalition kunne virke oplagt, er partierne FDP og De Grønne uenige på en lang række punkter.

- Det vil være nogle forhandlinger, som kommer til at tage tid. Det kunne man kunne allerede høre på formand Christian Lindner fra FDP i aftes, som sagde, "vi er ikke dømt til at gå i regering". Så han har tænkt at sælge sig dyrt. De Grønne er lidt mere opsatte på at komme i regering, siger TV 2s Tysklandskorrespondent, Uffe Dreesen.