Præstedatteren fra DDR bevægede sig stille op i hierarkiet - nu kan 'Mutti' blive rekord-kansler

De færreste ville i sin tid have spået, at den ”grå mus” fra det tidligere DDR skulle ende som tysk forbundskansler og ”verdens mest magfulde kvinde”.

Egentlig kunne hun ikke have ønsket sig en bedre kulisse til sin valgkampoptræden. De mørke skyer har forføjet sig, solen skinner igen over torvet i Annaberg-Buchholz og de nyrenoverede ejendomme i pastelfarver.

Hendes ansigt lyser op på den meterhøje fladskærm med sloganet ”For et Tyskland, hvor vi lever godt og gerne”, og det medbragte pop-orkester med det optimistiske navn ”Victory 2017” har i en god times tid forsøgt at bringe publikum i den rette stemning.

Født 17. juli 1954 i Hamburg
 Opvokset i DDR som førstefødte af en præst og en lærer. Forældrene gik imod strømmen fra øst til vest ved kort efter deres datters fødsel at flytte til Brandenburg-området i det daværende DDR

Uddannelse:
 1973: Studentereksamen med topkarakter
 1978: Uddannet diplomfysiker fra universitetet i Leipzig
 1986: Doktorgrad i fysik

Erhvervskarriere:
 1978-1990: Ansat ved Videnskabernes Akademi i Berlin, hvor hun forsker i kvantefysik

 Politisk karriere:
 1968: Medlem af det socialistiske SED-partis ungdomsorganisation
 1989: Efter Berlinmurens fald 9. november aktiv i organisationen Demokratisk Opbud
 1990: Medlem af det kristeligt-demokratiske CDU og vicetalsmand for DDR's sidste regeringschef
 Samme år valgt ind i Forbundsdagen i valgkredsen Stralsund, hvor hun siden er blevet genvalgt fem gange
 1991-1998: Næstformand for CDU
 1991-1994: Tysk familie- og kvindeminister
 1993-2000 Formand for CDU i Mecklenburg-Vorpommern
 1994-1998: Miljøminister
 1998: Bliver efter regeringsskifte generalsekretær for CDU og lover efter en skandale om partistøtte i 2000 at rydde op i partiet
 Siden 2000: Partiformand for CDU
 2002-2005: Gruppeformand for CDU og søsterpartiet CSU i Forbundsdagen
 Siden 2005: Tysklands første kvindelige forbundskansler, først som leder af en stor koalition med socialdemokraterne i SPD (frem til 2009), herefter i koalition med det liberale FDP. Efter valg i 2013 atter i stor koalition med SPD.

Privat:
 Siden 1998 gift i andet ægteskab med kemiprofessor Joachim Sauer. Navnet Merkel har hun overtaget fra sin første ægtemand, Ulrich Merkel, som hun var gift med fra 1977 til 1982.

Kilde: ritzau

Nu er det så Dr. Angela Merkels tur til at udlægge teksten.

- Vi har opnået meget, men der er stadig masser at udrette, lyder devisen fra CDU-formanden, som altså stiller op til endnu en runde som forbundskansler og det med arbejde, familie og sikkerhed som sine vigtigste valgtemaer.

Selv om lydanlægget ville være en rockfestival værdigt, så kniber det for kvinden i den turkisfarvede spadseredragt at få ørenlyd.

De etablerede partier i Tyskland

Markedspladsen i Erzgebirge-hovedbyen genlyder af fløjtelyde, kompressorhorn og taktfaste råb, ”Merkel skrub af, Merkel skrub af” og indimellem ”Folkeforrædder, folkeforrædder”.

Merkel lader sig dog ikke hyle ud af den, tværtimod.

- Nogen arbejder for forandringer, andre kan kun skrige, lyder hendes kommentar til pibekoncerten fra tilhængerne fra det stærkt højredrejede og indvandrings-fikserede parti AfD, Alternative für Deutschland.

De er mindre end et halvt hundrede stykker, til gengæld er de utrættelige. Igen og igen giver de dagens hovedtaler fingeren, mens de vifter med plakater med overskrifter som ”Fred med Rusland, ingen våbeneksport” og ”Islam passer ikke ind i vores madkultur”, sidstnævnte forsynet med et billede af en nuttet pattegris.

Intet sted er hadet og skuffelsen over den tidligere fysiker fra det hedengangne DDR så stor som i Østtyskland, og selv om valgmødet i Annaberg-Buchholz bliver ført til ende, så sørger den konstante pibekoncert for, at Merkel-kampagnens feel-good stemning aldrig rigtig indfinder sig.

Men tag ikke fejl. Godt nok er hun forhadt i visse kredse, men lige nu står dagens hovedtaler på højden af sin karriere. For bare et års tid siden så det ud til, at stolen vaklede under den 63-årige, men i dag er hun godt på vej til sin fjerde periode som forbundskansler.

Glemt er flygtningekrisen, glemt er det forkætrede ”Wir schaffen das”-slogan, og væk er de åbne grænsers fornemmelse af kontroltab. Mutti is back!

Mutti griber chancen

Netop evnen til at ikke at lade sig ophidse, til at kontrollere sine følelser og i stedet at afvente hører til nogen af Angela Merkels afgørende egenskaber.

Sådan arbejdede den tidligere østtyske fysiker med speciale i teoretisk kemi sig op igennem CDUs partihierarki.

Sådan opnåede hun at blive valgt til forbundskansler i 2005, efter at hendes modstander, den rapkæftede og lidt for selvglade Gerhard Schröder, havde blameret sig under valgaftenens partilederrunde. Sådan har hun regeret Tyskland i snart tolv år.

Anna Dorothea Kasner blev født i Hamborg i 1954, hendes far var præst og ville absolut søge nye udfordringer i den østtyske arbejder- og bondestat, og derfor endte Angela med at vokse op i østtyske Templin en lille times kørsel nord for Berlin.

Måske hendes tilbageholdenhed hænger sammen med opvæksten på den protestantiske præsteskole, hvor faderen underviste. I DDR-styrets øjne var kirken en ideologisk utilregnelig institution, så det gjaldt om ikke at påkalde sig for meget opmærksomhed.

I skolen glimrede den unge Angela med sine matematik- og russiskkundskaber, ligesom hun lod sig indrullere i den kommunistiske ungdomsbevægelse Freie Deutche Jugend.

Mens andre fra hendes generation samledes i oppositionelle grupper, indledte hun en karriere som forsker i ”Akademie der Wissenschaften der DDR”, med speciale i analytisk kemi. Inden da havde hun nået at blive gift og blive skilt fra studiekammeraten Ulrich Merkel.

Efter skilsmissen i 1982 mødte hun sin nuværende mand, kvantekemikeren Joachim Sauer, som hun giftede sig med i 1998. Først i slutningen af 1989, altså nogen uger efter at Berlin-muren var faldet, indledte hun sin politiske karriere, nemlig i oppositionsbevægelsen Demokratisk Opbrud.

Det var i allersidste øjeblik mens tidsnok til at demonstrere sine organisatoriske talenter og usvigelige næse for magtens flygtige epicenter. Siden har hendes karriere kun kendt én retning, nemlig opad.

Kohls pige kapper navlestrengen

Fra nu af gik det stærkt. Inden længde havde den daværende forbundskansler Helmut Kohl, opdaget det unge politikertalent fra Østtyskland. Kohl gjorde hende til familieminister og senere miljøminister, og han var den første af mange mænd, der gjorde den store fejl at undervurdere den stilfærdige kvinde fra øst.

Valg i Tyskland

Den 24. september skal 61,5 millioner tyskere vælge landets næste forbundskansler og den nye regering, Forbundsdagen.

De førende kandidater er det konservative parti CDU’s Angela Merkel og det socialdemokratiske parti SPD’s Martin Schulz.

Angela Merkel har været kansler i Tyskland siden 2005. Martin Schulz er tidligere formand for Europa-Parlamentet.

Hovedtemaerne i valget er flygtninge- og integrationspolitik, økonomi, sikkerhed og udenrigspolitik.  

”Kohls pige” blev hun kaldt, og hun hadede det. Hendes store chance kom, da den ”evige kansler” tabte valget i 1998. Det var dengang, den 14 år yngre SPD-politiker Gerhard Schröder endte med at erobre kanslerposten efter at have inviteret oprørspartiet De Grønne ind i varmen.

Snart var Kohl manøvreret ud på sidelinien, Wolfgang Schäuble blev ny partiformand, og han hentede den dengang 34-årige Angela Merkel ind på posten som ny generalsekretær.

Udpegningen var kun tænkt som en overgangsløsning i et parti, der mest havde karakter af en lukket herreklub.  Igen overraskede den undselige Merkel alt og alle. Kohls skygge hvilede stadig over partiet, og det blev ikke bedre, da ”Altkansleren” og andre højtstående CDU-medlemmer måtte indrømme at have modtaget millioner af D-mark i ulovlig partistøtte.  

Genforeningskansleren var blevet en belastning, lød Merkels kølige analyse. Fra sin opvækst i DDR havde hun oplevet, hvordan ”en regering af gamle mænd”, altså den østtyske kommunistledelse, havde mistet alt kontakt til virkeligheden.

Det var på tide at kappe navlestrengen og gå sine egene veje, mente Merkel. Kohls yndling blev derfor én af de første til at bryde med sin politiske læremester. Merkel var trådt i karakter.

Det kan godt være, hun indimellem lurepasser, men hendes fornemmelse for magtspillets ulidelige terrorbalance er knivskarp. Når tiden er inde, slår hun til. Sentimentalitet lader hun andre om.

Den gamle kæmpe tilgav hende i øvrigt aldrig og holdt sig ikke tilbage med at kritisere sin tidligere protegés gøren og laden. I en interviewbog lancerede han den lille giftighed, at Merkel ikke var i stand til spise med kniv og gaffel, da han i sin tid hentede hende ind i regeringen.

Ragnarok aflyst

Pibekoncerten i Annaberg-Buchholz er en påmindelse om, at det kun er et års tid siden, at de tyske aviser var fyldt med artikler om ”Muttidämmerung”, et af de fantastiske ordspil, tyskerne elsker.

Sat sammen af ordene ”Mutti”, ”Mor” og så ”Dämmerung” som udover tusmørke og skumring leder tankerne hen på ”Götterdämmerung”, ragnarok, og dermed gir ordlegen et meget mere skæbnesvangert Wagnersk Schwung.

Muttidämmerung var selvfølgelig møntet på den krise, forbundskansler Angela Merkel befandt sig i sidste efterår på grund af modstanden mod hendes flygtningepolitik. Den havde splittet regeringen, befolkningen og hendes eget parti. Tyske kommentatorer talte om ”begyndelsen på enden”, ikke bare på myten om Angela Merkel som den ufejlbare krisemanager men på selve kanslertiden . 

2016 var på mange måder et ”annus horribilis” for Angela Merkel. Tyskland blev udsat for terror-attentater, verden stod i flammer, og EU truede med at gå op i limningen.  

Forbundskansleren måtte stå for skud for sin flygtningepolitik, både udadtil og internt i sit partiet, og imens fik det mere og mere højredrejede AfD vind i sejlene. På et tidspunkt overvejede kvinden, der ellers var blevet udpeget som verdens mægtigste, at takke af efter 12 år ved magten.

Men pligtfølelsen og lysten til fortsat at sætte sit præg på udviklingen vandt over tvivlen, og på scenen i Annaberg-Buchholz ligner hun da heller ikke en, der har i sinde at give op, pibekoncert eller ej.

Mutti is back, og æren tilfalder tidens nye uforudsigelighed, skabt af fænomener som en rødmosset, twittergal amerikansk præsident, en macho-fixeret russisk ditto, som er klar til at udnytte enhver vestlig tøven og splittelse, og et Storbritannien, der ønsker sig fortiden tilbage.

SPD's Martin Schulz er Angela Merkels eneste reelle modkandidat til kanslerposten.
SPD's Martin Schulz er Angela Merkels eneste reelle modkandidat til kanslerposten. Foto: TOBIAS SCHWARZ / Scanpix Denmark

Angela Merkel var i mange tyskeres øjne den rolige hånd, der havde styret forbundsrepublikken sikkert gennem finanskrisen, Grækenland-krisen og Ukraine-krisen.

Nok bliver hun anklaget for at have bedøvet landet med sin konturløse valgkampagne, men vælgerne har kvitteret ved at sende hendes popularitet tilbage til de gamle højder og tildele hendes CDU et solidt 14-15 procents forspring foran udfordreren Martin Schulz.

Kedsommelighed er det samme som forudsigelighed, og det er noget, tyskerne elsker.

CDU

CDU er Tysklands konservativt-kristendemokratiske politiske parti. Angela Merkel har været formand i partiet siden år 2000.

 Dansk pendant: Det Konservative Folkeparti.

 Partiet har været tonangivende i tysk politik, siden det blev dannet i 1945.

 Det nuværende partiprogram Frihed Under Ansvar blev vedtaget i 1994.

 CDU har blandt andet rødder i økonomisk liberalisme og katolsk sociallære. Partiet er tilhænger af en social markedsøkonomi.

Blandt partiets mest fremtrædende ledere er den tidligere forbundskansler Helmut Kohl, der var forbundskansler i årene 1982-1998.

Med til historien om det overraskende come-back hører også en anden Merkel-specialitet, nemlig kunsten at vende på tallerken. Ved valget i 2009 gik hun til valg på kravet om at forlænge de tyske atomkraftværkers levetid.

Dagen efter Fukushima-katastrofen i 2011 besluttede hun at omstøde dén beslutning og give de tyske kernekraftværkers dødsstødet. Samme 180-graders vending har hun foretaget i flygtningepolitikken, hvor hendes mantra nu er, at ”2015 aldrig må få lov at gentage sig”.

Det samme er ved at ske i miljøpolitikken, hvor Merkel oven på dieselskandalerne har signaliseret, at hun da sagtens kan forestille sig et forbud mod biler med forbrændingsmotorer.

Det, som for bare et halvt år siden blev afvist som øko-utopi, er nu takket være Merkel ved at blive officiel CDU-politik.

Bedøvelsen

Uforudsigelighed midt i forudsigeligheden. Også det er en del af Merkel-paradokset, som har ført Mutti tilbage til tidligere tiders popularitet, og drevet hendes modstandere til vanvid.

Faktisk er der tale om en nøje udtænkt valgstrategi, der passer perfekt til kanslerens temperament. ”Asymmetrisk demobilisering” er den blevet kaldt. Ideen er, at stjæle modstandernes valgtemaer, og så i øvrigt optræde så venlig og fremkommelig, at modstandernes tilhængere bliver lullet i søvn og måske endda vælger at blive hjemme på valgdagen.

”Ideologi er noget bras”, som Poul Schlüter i sin tid konkluderede, og den konklusion er Angela Merkel helt enig i. Hun er ideologisk fleksibel, eller, som det foragteligt hedder på hendes egen højrefløj, ”hun fører politik uden kompas”, men også på det punkt har hun vist sig at være på bølgelængde med vælgerne.

I en verden af mere og mere magtfuldkomne og selvberusede mænd, virker præstedatteren fra Templin som den sunde fornuft.

Der har været murren og protester i hendes egne rækker, men i den sidste ende, så har også hendes egne partimedlemmer måtte sande, at hun er, som tyskerne siger, ”alternativlos”, der findes ikke nogen bedre leder her og nu.

CDU’s politik er Merkel, og Merkels politik er, ja, at holde fast ved magten, indtil hun selv beslutter sig for at sige stop.

For knapt et år siden overvejede hun som sagt, om det var kommet så vidt. Igen og igen har hun forklaret, at hun ikke ønsker at ende som et politisk ringvrag, den slags (mænd) har hun set alt for mange af. Hun ønsker ikke at klæbe til magten.

Det handler heller ikke om at redde verden eller udfylde et tomrum, men om hende selv: Har hun stadig nysgerrigheden?

Svaret står på scenen i Annaberg-Buchholz. Nok kan det være svært at overdøve pibekoncerten, men ”Dr. Angela Merkel”, som hun blive kaldt af konferencieren, giver ikke op. Mutti is back!

Angela Merkel
VS
Martin Schulz
Politisk parti
CDU ( Christlich Demokratische Union Deutschlands)
SPD (Sozialdemokratische Partei Deutschlands)
Alder
63 år gammel
61 år gammel
Fødeby
Hamborg, Vesttyskland
Hehlrath, Vesttyskland
Civilstand
Ulrich Merkel (1977-1982) Joachim Sauer (1998-)
Inge Schulz