Forsvaret bekræfter: Dansk konvoj angrebet af selvmordsbomber

Flere civile er angiveligt såret i en eksplosion i Kabul.

En dansk konvoj er blevet angrebet af en selvmordsbomber i den afghanske hovedstad, Kabul.  

Det bekræfter Forsvaret.

Ifølge det danske forsvar er ingen danskere blevet såret ved angrebet.

Civile afghanere såret

Den danske konvoj er en del af den Nato-ledede mission Resolute Support, og Nato bekræftede tidligere søndag, at en konvoj var blevet angrebet. 

Konvojen eskorterede en gruppe civile rådgivere, da den blev ramt. 

Ingen soldater blev såret ved angrebet, men fem civile afghanere meldes sårede.

TV 2-korrespondent Simi Jan fortæller, at indenrigsministeriet i Afghanistan forventer, at antallet af sårede vil stige.

En dansk Nato-konvoj er blevet angrebet af en selvmordsbomber i den afghanske hovedstad, Kabul. Fem civile er såret i angrebet.
En dansk Nato-konvoj er blevet angrebet af en selvmordsbomber i den afghanske hovedstad, Kabul. Fem civile er såret i angrebet. Foto: JAWAD JALALI / Scanpix Denmark

Simi Jan: Ingen har taget skylden for angreb

Ifølge Simi Jan er der endnu ingen, der har taget skylden for angrebet, men for gerningsmændene har det ingen betydning, at konvojen var dansk.

- Det er Taliban og terrororganisationen Islamisk Stat, der står bag angreb også i Kabul og rundt omkring i landet. For dem er alle fjender. Alle vesterlændinge, alle der associeres med Nato.

- Så det har været underordnet, om det har været en dansk konvoj, eller om det har været en britisk konvoj. For dem er det en sejr bare at få ram på nogle. Og selvom der ikke er nogen, der er blevet slået ihjel i dag, så har de igen fået vist, at de kunne ramme en konvoj, siger Simi Jan.

Flere end 40 lande deltager i mission

Angrebet skete i den vestlige del af Kabul.

Resolute Support er i Afghanistan på et mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Over 40 lande deltager i missionen.

Det danske styrkebidrag er spredt over det meste af landet.

.
. Foto: Reuters

Minister: Angreb understreger relevansen af opgaven i Afghanistan

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) skriver i et svar til TV 2, at han er lettet over, at de danske soldater ikke er kommet til skade, men at han også er ked af, at der endnu en gang er civile, der er blevet ramt som følge af en selvmordsbomber i Afghanistan.

- Dagens angreb understreger relevansen af den opgave, vi løser i Afghanistan. Uden sikker eskorte vil Nato’s rådgivere ikke kunne løse sine opgaver, og støtten til de afghanske myndigheder og institutioner ville derfor ikke kunne gennemføres.

- Angrebet understreger også, at det er farlige opgaver, som vi beder de danske soldater udføre. Derfor er det også væsentligt, at de har det materiel, der skal til, for at sikre dem imod angreb som dette, skriver ministeren. 

.
. Foto: JAWAD JALALI / Scanpix Denmark