TV 2-reporter på orkanramt ø: Der var bander af unge mænd og kvinder, nogle bar macheter

Myndighederne har fortsat ikke overblik over skadernes omfang efter orkanen Maria.

Indbyggerne i Puerto Rico må vente længe, før der igen er elektricitet, efter orkanen Maria drev forbi øen onsdag.

Hele elsystemet er nede, og ingen på øen får strøm fra forsyningsselskaberne, oplyser landets guvernør Ricardo Rosselló.

- Det afhænger af skaden på infrastrukturen, siger han til det amerikanske nyhedsmedie CNN.

- Jeg er bange for, at det sandsynligvis er alvorligt. Hvis det er det, så kan det tage flere måneder i stedet for blot uger eller dage, lyder det fra Ricardo Rosselló, som tilføjer, at elnettet i Puerto Rico er gammelt, misvedligeholdt og svagt.

Det er endnu ikke opgjort, hvor store skader orkanen har medført. Men guvernørens embedsfolk vurderer, at mens nogle kraftværker formentlig er sluppet godt fra stormen, så er selve distributionssystemet ødelagt.

- Vi har stadig ikke mange oplysninger, siger han.

Mindst én person døde under orkanen i Puerto Rico, da et bord blev revet fra et hus og ramte en mand. Men antallet af dødsfald i store områder af østaten med i alt 3,5 millioner indbyggere er endnu ukendt, fordi det er svært at kommunikere.

- Vi har stort set ingen kommunikation til den sydøstlige del af øen, siger Ricardo Rosselló til CNN.

Der er indført natlige udgangsforbud på øen fra klokken 18-6 alle dage indtil lørdag, så blandt andet redningsmandskab kan få overblik over orkanens skader.

Bander med macheter på St. Croix

Orkanen har resulteret i store ødelæggelser på flere andre øer i Caribien.

Blandt andet på De Amerikanske Jomfruøer, hvor TV 2s reporter Jens Ole Nielsen er på øen St. Croix.

Også her er indbyggerne blevet varslet om, at der kan gå flere måneder, før der igen er strøm, og kun i byen Christianssted, hvor Jens Ole Nielsen befinder sig, er der telefonforbindelse.

Øens butikker er lukkede, og det får nogle af øboerne til at ty til andre metoder, når der skal skaffes forsyninger.

- Da jeg gik ud, efter orkanen var løjet af, må jeg sige, jeg blev overrasket. Der var bander af unge mænd og kvinder, nogle af dem bar macheter, og de gik fra forretning til forretning og brød ind, fortæller TV 2s reporter Jens Ole Nielsen.

- Der var blandt andet en, der stjal en scooter for næsen af mig og kørte den i havnen, fordi det syntes han var sjovt.

Vejene er delvist blokerede af træer og elmaster. Her er fortsat ingen officielle meldinger om omfanget af skaderne.

TV 2’s reporter Jens Ole Nielsen er i St. Croix, hvor skaderne efter orkanen Maria er massive. Video: Louise Uberg

Talsmand: Mindst 14 mennesker omkommet på Dominica

Særligt hårdt er det også gået udover øen Dominica. Her har regeringens talsmand Charles Jong oplyst til CNN, at 14 mennesker har mistet livet under orkanen.

- Det er den mest forfærdelige oplevelse, lød det fra Charles Jong, som har overværet flere orkaner på øen, men aldrig har set noget lignende.

Dominica efter orkanen Maria.
Dominica efter orkanen Maria. Foto: Scanpix

Ifølge ham er der heller ikke her strøm, mad eller vand, og landets indbyggere er gået i ’overlevelses-mode’ og er begyndt at plyndre hinanden på øen.

Normalt er øen frodig og grøn, men blade er revet af planterne, og træer er revet op. Nu står øen tilbage bar, brun og livløs.

Også naboøen Guadeloupe blev ramt af Maria. Her er der indtil videre meldinger om, at én person har mistet livet.