Løkke til TV 2: Rusland tester os - vi holder øje med dem

Ifølge statsministeren er det "vigtigt, at vi generelt står sammen i NATO og tydeligt signalerer, at vi har hinandens ryg".

Når Rusland fra i dag og en lille uge frem gennemfører den muligvis største militærøvelse siden Den Kolde Krig, gør den russiske regering det for at teste Nato.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen i en skriftlig kommentar til TV 2.

- Den russiske militærøvelse viser, at Rusland spiller med musklerne. Hemmelighedskræmmeriet omkring militærøvelsen er seneste eksempel på, at Rusland tester os. Naturligvis har Rusland lov til at gennemføre militære øvelser. Det gør vi og vore allierede også. Forskellen er, at vi overholder de internationale aftaler om åbenhed og gennemsigtighed. Her lader Rusland meget tilbage at ønske, udtaler Lars Løkke Rasmussen (V) skriftligt til TV 2.

Op mod 100.000 russiske soldater skal fra i dag beskytte moderlandet Rusland mod et angreb fra tre fiktive stater, der i et tænkt scenarie vil invadere og annektere dele af Hviderusland. 

Vi skal vise russerne, at vi holder øje med dem.

Lars Løkke Rasmussen (V)

Det sker under den storstilede militærøvelse Zapad 17, som betyder Vest 17.

Ifølge den russiske regering deltager 5500 russiske og 7200 hviderussiske soldater i militærøvelsen – altså 12.700 soldater.

Men ifølge flere vesteuropæiske militærobservatører deltager op mod 100.000 soldater i øvelsen.

Statsministeren betoner, at det er "vigtigt, at vi generelt står sammen i NATO og tydeligt signalerer, at vi har hinandens ryg".

- Derfor sender Danmark til nytår 200 soldater til Natos fremskudte tilstedeværelse i Estland og fire F-16-kampfly til Litauen for at patruljere luftrummet over Baltikum, udtaler Lars Løkke Rasmussen (V) skriftligt til TV 2.

- Vi skal vise russerne, at vi holder øje med dem, og derfor har vi både fly på vingerne og skibe på søen til at følge militærøvelsen de kommende dage, siger han.

Øvelsens omfang har fået politiske ledere i Polen, Baltikum, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien til at udtrykke bekymring.

De frygter, at Rusland ikke vil trække alle tropper tilbage efter øvelsens afslutning.

Russerne har slet ikke styrken til at besætte og holde et Nato-land.

Jørgen Staun, lektor på Forsvarsakademiet og Ruslandsekspert.

Netop antallet af soldater, der medvirker, er essentielt. For hvis flere end 13.000 soldater deltager i en militærøvelse, skal landet, der står for øvelsen, ifølge Wien-dokumentet invitere udenlandske militærobservatører fra samtlige 56 OSCE-medlemslande (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) med til øvelsen.

Rusland insisterer dog på, at Zapad 2017 er "udelukkende defensiv".

En del af militærøvelsen foregår i den sydøstlige del af Østersøen og dermed tæt på dansk territorium. Og derfor vækker øvelsen også opmærksomhed i det danske forsvar.

Forsvaret sender ekstraordinært et af sine Challenger-fly til Rønne, og samtidig får fregatten Ivar Huitfeldt under øvelsen til opgave at patruljere i farvandet øst for Bornholm.

- Vi følger jo altid med, når der er aktivitet i vores umiddelbare nærområde, og når russerne nu indleder en øvelse af den her størrelse, så er det klart, at vi gerne vil overvåge den, siger Søren Andersen, der er oberst i Forsvarets operationsstab.

Men selv om øvelsen ventes at omfatte i alt op mod 100.000 soldater, er der ikke for alvor grund til at frygte russerne, vurderer Jørgen Staun, lektor på Forsvarsakademiet og Ruslandekspert.

Rusland gør klar til kæmpe militærøvelse. Billedet her er fra sidste øvelse i 2013.
Rusland gør klar til kæmpe militærøvelse. Billedet her er fra sidste øvelse i 2013. Foto: © RIA Novosti / Reuters / Scanpix Denmark

- De kan godt udfordre os, og hvis det kom til uroligheder, ville de være langt stærkere end de nuværende Nato-styrker i det baltiske område.

- Men man skal lige tage det med et gran salt, for russerne har slet ikke styrken til at besætte og holde et Nato-land, siger han.

Zapad-øvelser har fundet sted hvert år siden 1973. Øvelsen går hvert fjerde år på skift mellem Kaukasus og den østlige, centrale og vestlige del af Rusland.