Otte omkommet på plejehjem efter Irma - guvernør kræver svar

Op mod 70 personer har samlet set mistet livet oven på orkanen Irmas ødelæggende færd gennem Caribien og USA.

Otte beboere på et plejehjem i Hollywood i den amerikanske delstat Florida er omkommet i efterdønningerne af orkanen Irma.

Det er en stigning i forhold til en tidligere udmelding om seks døde.

Beboerne er angiveligt omkommet på grund af den høje varme, efter et strømsvigt på plejehjemmet medførte, at deres aircondition ikke virkede. Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).

To af beboerne blev fundet døde på plejehjemmet, og seks er senere afgået ved døden på hospitalet.

- Bygningen er blevet afspærret, og vi gennemfører en efterforskning på stedet, udtaler Tom Sanchez, politichef i Hollywood Hills, hvor plejehjemmet ligger.

Han fortæller, at 115 beboere er blevet evakueret fra plejehjemmet.

Guvernør kræver svar efter dødsfald

Floridas guvernør, Rick Scott, har på de sociale medier skrevet, at han er meget berørt over meldingen om de seneste dødsfald efter Irma.

- Jeg kommer til aggressivt at kræve svar på, hvordan denne tragiske hændelse kunne finde sted. Selvom detaljerne omkring disse dødsfald stadig undersøges, er situationen ubegribelig, skriver han.

Strømforsyningsselskabet Florida Power & Light oplyser til AP, at de leverer strøm til plejehjemmet, men at det ikke var på deres liste over prioriterede steder i tilfælde af nedbrud.

Myndighederne oplyser, at de efter dødsfaldene nu tjekker forholdene på områdets andre plejehjem og tilsvarende institutioner.

Op mod 70 omkomne efter Irma

Orkanen Irma, der er blandt de kraftigste storme nogensinde registreret i Atlanterhavet, har dermed nu kostet op mod 70 personer livet samlet set.

Mindst 27 er døde i Florida og nærliggende delstater, efter at Irma gik i land søndag som en kategori 4-orkan med 215 kilometer i timen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Derudover er omkring 4,3 millioner hjem onsdag uden strøm, skriver Reuters. Det betyder, at ni millioner indbyggere ingen elektricitet har.

I Caribien, hvor Irma raserede en række øer, inden orkanen nåede USA, har mindst 37 personer mistet livet. Flere øer blev fuldstændigt ødelagt.