Irma har kostet mindst 60 mennesker livet

Flere af de Caribiske Øer er hårdt ramt. Store dele af øen Saint Martin jævnet med jorden.

Orkanen Irmas voldsomme hærgen har ifølge Reuters kostet mindst 60 mennesker livet, heraf 17 i de amerikanske stater Florida, Georgia og South Carolina og 43 i Caribien.

Dødstallet i den amerikanske delstat Florida efter orkanen Irmas hærgen er oppe på mindst 12. Det oplyser talsmand for beredskabsmyndighederne i Florida Alberto Moscoso tirsdag lokal tid ifølge nyhedsbureauet AFP. 

Strømafbrydelser i solskinsstaten Florida har ramt næsten fem millioner hjem, organisationer og virksomheder - blandt dem benzinstationer, som har brug for elektricitet for at holde pumperne i gang. 

Et nedslående syn

To dage efter at Irma gik i land i det sydlige Florida, var de evakuerede beboere i stand til at vende tilbage til øgruppen Florida Keys tirsdag. Florida Keys var det første sted, Irma gik i land i USA som en kategori 4-orkan.

De første vurderinger er ifølge USA's nationale katastrofeberedskab (Fema), at Irma har ødelagt en fjerdedel af husene i Florida Keys. 65 procent af husene i området har desuden lidt store skader.

- Stort set hvert eneste hus i Keys er blevet berørt på en eller anden måde, siger chefen for Fema, Brock Long, på en pressekonference tirsdag. 

Caribiske øer hårdt ramt

Også store dele af øen Saint Martin er jævnet med jorden. 

Ifølge de lokale myndigheder har orkanen resulteret i voldsomme ødelæggelser, hvor især den franske del af Saint Martin er blevet hårdt ramt. 

- Det er en enorm katastrofe. 95 procent af øen er ødelagt. Jeg er i chok. Det er frygteligt, har Daniel Gibbs, der er lokal embedsmand på øen, efterfølgende udtalt.

På øerne Barbuda og Antigua er omkring 90 procent af bygningerne ødelagt, mens flere end 1000 mennesker står uden tag over hovedet. Det svarer til halvdelen af beboerne på øerne. 

Også Cuba blev ramt hårdt af Irmas voldsomme besøg. Her er mindst 10 omkommet - heraf syv i landets hovedstad, Havana. Her blev to mennesker dræbt, da en balkon faldt ned over den bus, som de kørte i, skriver Euronews.

I Puerto Rico, som ligger i det nordøstlige Caribien bragte Irma ni meter høje bølger med sig, som bragede ind over kysten og destruerede hundredvis af huse.