FN's generalsekretær: Situationen i Myanmar er katastrofal

Situation i Myanmar, hvor rohingyaer flygter fra militær, kan beskrives som etnisk udrensning, siger FN-chef.

FN's generalsekretær, António Guterres, opfordrer Myanmar til at indstille en militæroperation mod rohingya-muslimerne i landet, efter at flere end 300.000 på kort tid er flygtet fra volden til nabolandet Bangladesh.

Det siger Guterres ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde forud for onsdagens hastemøde i FN's Sikkerhedsråd om situationen i Myanmar.

Den humanitære situation i landet er "katastrofal", tilføjer generalsekretæren.

Guterres siger, at en tredjedel af Myanmars undertrykte rohingya-befolkning er drevet på flugt af militæret, og at det kan beskrives som etnisk udrensning.

Hundredtusinvis er drevet på flugt

Rohingyaerne er et undertrykt mindretal i det overvejende buddhistiske land.

De betragtes trods flere generationer i Myanmar som illegale indvandrere og har ikke ret til at få statsborgerskab i landet.

Siden 25. august er 313.000 ifølge FN flygtet fra Rakhine-provinsen, der grænser op til Bangladesh.

Det var her, de seneste uroligheder brød ud.

De begyndte, da rohingya-oprørsgruppen Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa) angreb politi og militær.

Det fik militæret til at lancere en modoffensiv, som det selv kalder "en rydningsoperation".