Store demonstrationer i Frankrig: - Det er Macron mod gaden

De franske fagforeninger protesterer mod arbejdsmarkedsreformer. Præsidenten skal have rigtig gode nerver, mener Ulla Terkelsen.

I dag var tusindvis af franskmænd på gaderne i 180 byer for at protestere mod de arbejdsmarkedsreformer, som præsident Emmanuel Macron vil have gennemført.

Landet over var der fredelige demonstrationer, der nogle steder udviklede sig til voldsomme gadekampe mellem demonstranter og politi.

Dermed er der taget hul på en storstilet magtkamp mellem den nyvalgte præsident og de franske fagforeninger, der er modstandere af reformerne. En magtkamp, der kan komme til at definere Macrons præsidentperiode.

- Macron, det er slut, som demonstranterne i Paris taktfast råbte.

Ansættelse og fyring

Præsident Emmanuel Macron ønsker at gøre op med de stive regler for det franske arbejdsmarked, der på den ene side yder franske lønmodtagere en stærk beskyttelse mod at blive fyret, men på den anden side også betyder, at det kan være svært at komme ind på arbejdsmarkedet og få en fast stilling.

Det har været et af Macrons vigtigste valgløfter, at arbejdsmarkedsreformer skulle hjælpe med at bekæmpe den høje franske arbejdsløshed, der ligger omkring 10 procent.

'Kongen af elitestyret'

Men blandt demonstranterne er der hverken tiltro til de planlagte reformer eller til Macron selv. En demonstrant, som TV 2 fulgte på gaden i Paris i dag, den arbejdsløse lærer Aline Garnier, kalder Emmanuel Macron for ’kongen af elitestyret’.

- I dag kæmper vi for vores rettigheder, for uden dem ender det store befolkningsflertal i en grusom fattigdom. I 30 år har man indført stadig mere liberale regler, med færre rettigheder til lønmodtagerne. Det skulle gøre arbejdet frit og skabe nye arbejdspladser, men nu efter 30 år ser man, at der er stadig flere arbejdsløse og fleksibiliteten i arbejdet ikke hjælper, siger Aline Garnier til TV 2.

'Han tager fat på det svære'

Både tilhængere og modstandere af præsidenten er da også enige om, at netop arbejdsmarkedsreformerne er det måske vanskeligste spørgsmål Macron kunne tage fat på.

- Han tager fat på det, der er svært. Det, der er kompliceret. Det, der er dramatisk og det, der kan koste ham hans politiske liv, siger TV 2’s korrespondent Ulla Terkelsen fra Frankrig.

TV2’s udsendte Frederikke Ingemann, der har fulgt dagens voldsomme demonstrationer i Paris, er enig i, at Macron har kastet sig ud i en svær kamp.

- Macron siger det selv. Han har sagt: ’Frankrig kan ikke reformeres. Men jeg kan reformere Frankrig’. Men dybest set har mange ikke tillid til, at Macron er manden, der kan gøre det, fordi han vil liberalisere, siger Frederikke Ingemann.

Absolut flertal

I første omgang er der ingen tvivl om, at Macron får sine reformer vedtaget i parlamentet, fordi Macrons politiske bevægelse ’En Marche’ efter parlamentsvalget i juni sidder på et absolut flertal på 308 ud af 577 pladser.

Men spørgsmålet er så, om vedvarende protester fra fagforeninger og andre demonstranter alligevel kan gøre Macrons reformer politisk umulige at gennemføre.

- Fra nu af er det ham mod gaden. Han skal have gode nerver og stå imod gaden. Han skal have de bedste nerver nogen franskmand nogensinde har haft for at klare det her, som Ulla Terkelsen udtrykker det.