12-årig veninde skulle dø på pigeaften - efterladt i skoven med 19 knivstik

De sagde, at de gjorde det, fordi en fiktiv tegneseriefigur, 'Slenderman', havde befalet det. Nu risikerer de 45 års fængsel.

- 911, hvad er din nødsituation?

- Jeg har fundet en 12-årig pige - hun er blevet stukket.

- Hun er blevet hvad?

- Stukket!

- Er du sammen med hende?

- Ja, hun siger, at hun har svært ved at trække vejret. Hun er blevet stukket utallige gange.

Sådan begynder alarmopkaldet, som motionscyklisten Gregg Steinberg foretog den 31. maj 2014 i byen Waukesha i staten Wisconsin i USA.

Han havde fundet pigen lige udenfor et mindre skovområde, som hun kravlende havde kæmpet sig ud af.

Pigen var Payton Leutner, og de næste timer skulle hun kæmpe for sit liv på det lokale hospital. Den tragiske historie om, hvordan hun endte på operationsbordet, tog dog sin begyndelse flere uger forinden.

Og nu begynder retssagen mod Anissa Weier, én af de to piger, som i 2014 skabte overskrifter, da de stak deres veninde 19 gange forskellige steder på kroppen.

Det var på denne lukkede vej lige udenfor byen Waukesha, at cyklisten fandt Payton Leutner.
Det var på denne lukkede vej lige udenfor byen Waukesha, at cyklisten fandt Payton Leutner. Foto: Carrie Antlfinger / AP

Planerne gik galt

Det var fredag aften den 30. maj, at de tre 12-årige piger Payton Leutner, Anissa Weier og Morgan Geyser skulle holde Morgans fødselsdag. Payton havde glædet sig til festlighederne længe.

- Hun var helt oppe at køre, fortæller Payton Leutners mor, Stacy Leutner, til ABC News.

Da Stacy sendte sin datter af sted, havde hun dog ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun, mindre end 20 timer senere, ville stå overfor en betjent, der havde forfærdelige nyheder.

De tre piger skulle overnatte hjemme hos Morgan Geyser, og der var planlagt rulleskøjteløb, videoaften og leg med dukker.

Men ifølge politiet havde Morgan og Anissa også planlagt andre ting på den ellers hyggelige pigeaften.

Endnu en morgen

De tre piger startede eftermiddagen med at stå på rulleskøjter, og så tog de tilbage til Morgans hus. Her gik de ned i kælderen for at lege.

Hun løftede sin vinterjakke op og viste mig knivens håndtag, og jeg tænkte: ”Åh gud, så sker det her virkelig"

Anissa Weier

Ifølge politirapporten planlagde Morgan og Anissa, at de ville dræbe Payton, mens hun sov. De ville stikke Payton Leutner i halsen med en køkkenkniv, "putte hende under nogle dyner, få det til at se ud som om, at hun sov, og så ville de stikke af".

Alt sammen for at tilfredsstille den fiktive gyserkarakter 'Slenderman', der blandt andet er kendt fra en række computerspil og fortællinger på internettet.

Hvem er 'Slenderman'?

  • 'Slenderman' er en fiktiv karakter, der blev skabt i Photoshop i 2009.
  • Figuren blev lavet i forbindelse med en Photoshop-konkurrence af svenskeren Eric Knudsen.
  • Han blev opfundet som en slags vandrehistorie, der lægger op til, at folk bygger videre på fortællingen.
  • 'Slenderman' kan slå børn ihjel, og han har intet ansigt. Han har jakkesæt på, er meget høj og tynd og har lange fangearme på ryggen.
  • Siden 'Slenderman' blev skabt, har mange tusinde brugere tilføjet til myten om ham ved at lave videoer og diskussionsfora.

Planen var derefter at flygte ud til 'Slenderman's villa i en specifik nationalpark. Her ville de blive hans undersåtter.

Aftenen gik dog ikke helt som planlagt.

Under afhøringen fortalte Morgan, at ”Anissa var meget klar til at gøre det den aften", men at hun selv trak i land. Planen ændrede sig, fordi hun ville give ”Bella (Paytons kælenavn, red.) endnu en morgen".

”Det var nødvendigt”

Om morgenen ville pigerne i parken, og Morgans mor gav dem lov uvidende om, at planen var blevet ændret til, at mordet skulle ske på netop det sted.

- Det var nødvendigt (at slå Payton ihjel, red.). Det var, hvad Anissa blev ved med at fortælle mig. Og jeg troede på hende, forklarede Morgan Geyser under afhøringen.

Morgan tog en 13 centimeter lang køkkenkniv fra familiens køkken, inden de tog af sted, og hun viste den til Anissa.

- Hun løftede sin vinterjakke op og viste mig knivens håndtag, og jeg tænkte: ”Åh gud, så sker det her virkelig”, fortæller Anissa Weier.

Legepladsen som pigerne gik hen på ligger tæt ved Morgan Geyser hjem i parken David's park.
Legepladsen som pigerne gik hen på ligger tæt ved Morgan Geyser hjem i parken David's park. Foto: Marti Mikkelson / wuwm.com

De tre piger legede på legepladsen og gik så på toilettet i en bygning ved parken.

Her ville Anissa, ifølge Morgan, slå Payton ihjel.

- Der var et afløb, som blod kunne løbe ud igennem, forklarede Anissa Weier.

Toilettet, hvor Morgan og Anissa overvejede at slå Payton ihjel.
Toilettet, hvor Morgan og Anissa overvejede at slå Payton ihjel. Foto: Armando L. Sanchez / Scanpix

For at gøre mordet lettere ville Anissa have, at Payton skulle være bevidstløs, ”så man ikke kunne kigge i hendes øjne og på den måde se sig selv. Man vil jo ikke slå sig selv ihjel".

Men de to piger var uenige om, hvem der skulle stikke Payton med kniven, så endnu en gang lavede de planen om.

Pigerne ville lege skjul, og Anissa og Payton skulle gemme sig. Derefter skulle Morgan og Anissa jagte Payton "som løver efter en zebra”, fortæller Anissa under afhøringen.

Anissa trak Payton længere og længere ind i skoven. På det tidspunkt var Payton skræmt. Hun ville ikke lege mere, men hun fik at vide af sin veninde, at hun måtte vælge næste leg.

Så fandt Morgan dem.

Morgan gav Anissa kniven og sagde: ”Jeg kan ikke gøre det. Du må gøre det. Du ved, hvor alle de bløde steder er". Men Anissa gav kniven tilbage til Morgan:

- Du skal gøre det. Gå amok, gå bersærk.

- Jeg vil kun gøre det, når du siger NU.

- Okay. Gør det... NU!

Herefter satte Morgan sig ovenpå Paytons ben, placerede sit ansigt tæt på venindens og hviskede: ”Du må virkelig undskylde”. Så stak hun sin veninde 19 gange over hele kroppen.

De to piger sagde derefter til Payton, at hun skulle blive liggende, fordi hun ville miste mindre blod på den måde, og at de ville hente hjælp.

Så flygtede pigerne – de havde ikke tænkt sig at tilkalde nogen.

Det sidste, Payton sagde til sine veninder, var så svagt, at det knapt kunne høres, men Morgan skulle alligevel afsløre det måneder senere ved afhøringen.

En betjent møder op

Omkring klokken halv 10 mødte en betjent op hos Paytons mor, Stacy Leutner.

- Jeg tænkte, at der var sket noget med en, jeg holdt af, fortæller Stacy Leutner til ABC News.

Da Stacy Leutner ankom til hospitalet, så hun sin datter ligbleg og ved at blive gjort klar til operation.

- Jeg sagde til hende, at jeg elskede hende, fortæller Stacy Leutner, og så blev Payton kørt væk.

Det eneste, Stacy Leutner kunne høre, mens hun så Payton forsvinde ned ad gangen, var sygeplejerskerne, der talte Paytons knivsår.

De talte til 19.

Derfor gjorde de det

Anissa Weier og Morgan Geyser havde i mange måneder op til mordforsøget læst på nettet om en fiktiv karakter, som blev kaldt ’Slenderman’ ('slanke mand' på dansk).

Selv refererede de igennem afhøringen til ham på en meget familiær måde. Ofte kaldte de ham bare ’Slender’.

Morgan forklarede, at ”han er en høj, ansigtsløs mand, der jagter børn”. Begge piger gav udtryk for, at de var bange for ’Slenderman’, og de var overbeviste om, at han fandtes i virkeligheden.

Tegning af 'Slenderman' fundet på Morgan Geysers værelse.
Tegning af 'Slenderman' fundet på Morgan Geysers værelse. Foto: HBOnordic / 'Beware the Slenderman'

- Jeg var bange. Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke gjorde det, så ville min familie være i fare, sagde Anissa Weier blandt andet, og Morgan Geyser sagde noget lignende:

- Jeg ville ikke gøre det (stikke Payton, red.), men jeg var bange for, hvad der ville ske, hvis jeg ikke gjorde det.

Under den første afhøring fortalte de politiet, at de havde begået forbrydelsen for at "tilfredsstille 'Slenderman'". Pigerne havde en idé om, at hvis de ofrede deres veninde til 'Slenderman', ville han vise sig – og dermed overbevise skeptikerne om sin eksistens – og samtidig holde sig fra at gå til angreb mod Geyser og Weiers egne familier.

Siden den fiktive karakter 'Slenderman' blev skabt i en Photoshop-konkurrence, har både børn og voksne bygget videre på vandrehistorien om den høje, ansigtsløse mand, der kidnapper børn.

Mange af dem har karakter af at være ægte - hvilket måske kan forvirre nogle, hvis de dykker dybt ind i universet eller er letpåvirkelige.

Nedenfor kan du se et eksempel på, hvordan unge fans har "set" 'Slenderman' og "fanget det på film". Noget, der selvfølgelig bare er manipuleret i et videoredigeringsprogram.

Pigerne bliver fundet

Anissa Weier og Morgan Geyser stak af efter at have stukket Payton Leutner, men fem timer senere blev de pågrebet på en hovedvej udenfor deres hjemby.

De havde tænkt sig at gå til nationalparken, hvor de troede, den såkaldte 'Slenderman' boede - men parken lå cirka 500 kilometer væk.

square to 16x9

Ifølge politiet ledte pigerne angiveligt efter et stort hus i skoven - 'Slenderman's hovedkvarter, 'Slender mansion'.

Da Morgan Geyser og Anissa Weier blev arresteret, stod det hurtigt klart, at pigerne skød skylden på hinanden - men mest af alt forklarede de deres handlinger med en frygt for 'Slenderman'.

Morgan Geysers kaution lyder på 500.000 dollars.
Morgan Geysers kaution lyder på 500.000 dollars. Foto: Scanpix

Når børn dræber

Børn i dag benytter flere medier end nogensinde. 92 procent af amerikanske teenagere logger på hver eneste dag, og 24 procent er online konstant.

Psykologen Talli Ungar Felding med speciale i kriminelle børn og unge fortæller dog, at psykisk normale børn og unge ikke bliver så påvirkede af ting, de finder på internettet, at det kan føre til kriminelle handlinger.

Med psykisk syge børn er det derimod en anden sag.

- Psykisk normale børn kan godt skelne mellem virkelighed og fantasi. Det er kun psykisk syge mennesker, der kan have svært ved at skelne virkelighed fra fantasi, og de to mordersker var netop psykisk syge, forklarer hun.

Tegning af 'Slenderman' fundet på Morgan Geysers værelse med teksten "kom tilbage, du er savnet".
Tegning af 'Slenderman' fundet på Morgan Geysers værelse med teksten "kom tilbage, du er savnet". Foto: HBOnordic / 'Beware the Slenderman'

De amerikanske psykologer, der har undersøgt pigerne efter anholdelsen, fortæller samstemmigt, at de begge lider at forskellige grader af skizofreni.

Anissa har symptomer på skizotypi, der betragtes som en mildere form for skizofreni uden stærke symptomer såsom psykoser. Hun havde dog ingen psykopatiske eller sociopatiske tendenser.

En anden psykolog fortæller i retten, at Morgan Geyser er decideret skizofren. Derudover har hun oppositionel adfærdsforstyrrelse og mild astma. Hun har ifølge flere psykologer refereret til en klassekammerat som en pegasus og fortalt, at 'Harry Potter'-karakteren Snape har holdt hende vågen om natten.

Føltes som "at stikke luft"

Under afhøringen virkede især Morgan afskåret fra sine tidligere handlinger. Anissa græd sig igennem spørgsmålene, hvorimod Morgan forklarede hændelserne på en nøgtern måde.

- Det føltes ikke som noget. Det føltes som at stikke luft, sagde Morgan Geyser, da hun blev spurgt om selve overfaldet på Payton.

Da politibetjenten spurgte, hvorfor hun stak sin eneste ven, svarede hun, at ”det var nødvendigt".

Barbiedukker fundet hos Morgan Geyser.
Barbiedukker fundet hos Morgan Geyser. Foto: HBOnordic / Beware the Slenderman

Under psykologsamtalerne fortæller Morgan blandt andet, at forholdet til 'Slenderman' var vigtigere end alt andet. Hvis hun gjorde 'Slender' sur, var både hendes eget og familiens liv i fare.

Skizofrene mennesker har svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi. Derfor kan de blive påvirket af ting på nettet, som andre vil affærdige som pure opspind, forklarer Talli Ungar Felding og fortsætter:

- Personer, der som unge bliver diagnosticeret med skizofreni, har ofte haft en psykisk skrøbelig personlighedsstruktur, også før de fik diagnosen. Og skizofrene er ofte meget optagede af det bizarre, det overnaturlige, af tankeoverføring og af tankeudveksling med de døde. Derfor bliver de optagede af den slags, når de møder det på internettet.

Morgans far, Matt Geyser, er ligesom datteren skizofren, men han har levet et liv med en velfungerende behandling.

Flygtede ud af byen

Efter de to 12-årige piger blev fundet på hovedvejen på vej ud af byen, blev de taget med på politistationen til afhøring.

Under afhøringen afslørede Morgan, hvad Paytons sidste ord var, efter hun havde stukket hende de 19 gange.

- Det sidste, hun sagde til mig var: "Jeg stolede på dig. Jeg hader dig". Og så hviskede hun bare: "Jeg kan ikke se, jeg kan ikke se", igen og igen. Jeg kan stadig høre hende sige det. Hvis jeg lukker mine øjne, kan jeg stadig se hende.

Payton Leutner er i dag 15 år gammel, men selvom det er mere end tre år siden, at hun blev stukket ned, kæmper hun stadig med oplevelsen i dag.
Payton Leutner er i dag 15 år gammel, men selvom det er mere end tre år siden, at hun blev stukket ned, kæmper hun stadig med oplevelsen i dag. Foto: Scanpix

Payton vågner

Da Payton Leutner senere vågnede op fra operationen, kunne hun i brudstykker fortælle om aftenen, og det satte politiet sammen med deres undersøgelser og afhøringer for at komme frem til det formodede forløb.

Det, Payton fortalte, stemte i store træk overens med Morgan og Anissas første forklaringer.

Payton Leutner var indlagt i seks dage efter overfaldet, og hun kunne begynde i skole et par måneder senere.

Tre måneder efter anholdelsen blev Morgan Geyser vurderet for syg til at blive stillet for en dommer, men få måneder derefter blev hun erklæret egnet til en retssag. Begge piger er blevet anklaget for overlagt mordforsøg og skal retsforfølges som voksne. Det vil sige, at den maksimale straf er 45 år.

Anissa Weier i retten i august 2017. Hun er i dag 15 år gammel.
Anissa Weier i retten i august 2017. Hun er i dag 15 år gammel. Foto: Michael Sears / Scanpix

Retssagen mod Anissa Weier starter den 11. september 2017. Til oktober vil retssagen med Morgan Geyser begynde.

Denne artikel er blevet udarbejdet med informationer fra ABC news, videnskab.dk, dokumentaren 'Beware the Slenderman'.