Kim Walls venner laver mindevideo: Folk skal forstå, hun var en rigtig person

Kim Walls venner og familie arbejder på, at andre unge kvinder vil fortsætte Kim Walls arbejde.

- Kim havde en smittende nysgerrighed, som var næsten barnlig i sin natur, fuld af uskyldighed og god vilje.

- Hun greb alle de muligheder, hun kunne. Nogle gange virkede det, andre gange gjorde det ikke. Henad vejen blev hendes liv et eventyr.

Sådan mindes nogle af Kim Walls mange venner ude i verden, den svenske journalist, som mistede livet, 30 år gammel, i en hjemmebygget dansk ubåd.

De har lavet en seks minutter lang video med private optagelser af Kim Wall og offentliggjort den på Facebook-siden Kim Wall Memorial Fund.

Folkene bag videoen ønsker at skabe et minde om Kim Wall, som de kendte hende, og ikke som hun døde. Det forklarer Adam Perez, der har klippet videoen sammen.

- Vi ønskede at lægge noget ud på nettet for at komme ind bag alle de her overskrifter og den rædsel, der bliver skrevet om. Vi vil have folk til at forstå, at hun var en rigtig person, at hun var et skønt menneske, siger han til TV 2.

Vil have hendes historie ud

Derfor bad han en gruppe venner om at indtale nogle beskeder og sende optagelserne til ham sammen med alt det video, de måtte have af hende.

- Vi er alle journalister, og vi er alle hendes gode venner, siger Adam Perez.

Han blev venner med Kim Wall, da de mødtes på journalistuddannelsen ved Columbia University i New York.

Nu arbejder han sammen med en stor gruppe af Kim Walls venner og andre, der kendte hende, på at få hendes historie ud, fortæller han.

Vil støtte kvindelige journalister

Med mindevideoen er de på kort tid nået ud til tusinder af mennesker. På de første tre timer, siden videoen blev lagt online, havde den 22.000 visninger. Du kan se videoen herunder:

Remembering Kim Wall

The Kim Wall Memorial Fund was established by her family and friends to honor Kim’s spirit and legacy. The grant will fund a young female reporter to cover subculture, broadly defined, and what Kim liked to call “the undercurrents of rebellion.” Kim would have wanted more women to be out in the world, brushing up against life. We are asking for your help in realizing her vision of this braver, lovelier world. Please make your contribution here: https://www.gofundme.com/rememberingkimwall

Posted by Kim Wall Memorial Fund on Friday, September 8, 2017

Samtidig forsøger de at rejse penge til en fond i Kim Walls navn, som hendes familie og nogle venner har stiftet.

Målet med Kim Wall Memorial Fund er udover at ”ære hendes ånd og arv” at rejse penge til at støtte unge kvindelige journalister, der vil fortsætte Kim Walls arbejde med at reportere om subkulturer fra hele verden.

- Vi beder om jeres hjælp til at realisere hendes vision om en modigere, herligere verden, skriver fonden i teksten, der følger med videoen.

Kim Wall arbejdede som freelancejournalist over hele verden for blandt andet New York Times og britiske The Guardian.

Døde på Nautilius

Men den 11. august blev hun meldt savnet af sin kæreste, efter hun var sejlet ud fra København i ubåden UC3 Nautilius sammen med den danske opfinder Peter Madsen. Efterfølgende kom det frem, at hun døde ombord.

Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde ved en ulykke, da hun fik en 70 kilo tung luge i hovedet, hvorefter han smed hendes lig i vandet. Politiet mener derimod, at Peter Madsen slog hende ihjel.

Han sidder nu varetægtsfængslet på begrundet mistanke om manddrab.

Liget af Kim Wall blev fundet mandag den 21. august på Vestamager, hvor det var drevet i land. Det var dog kun hendes torso. Hoved, arme og ben var skåret af og er endnu ikke fundet.