Ingen fra besætningen vidste, hvad de afleverede - kort efter lå skibet på havets bund

16x9
Krigsskibet USS Indianapolis. Foto: HANDOUT / Scanpix Denmark

Mareridtet var kun lige begyndt, da Japan torpederede det amerikanske krigsskib USS Indianapolis. Her er, hvad der skete.

Efter 72 år har et eftersøgningshold anført af Microsoft-medstifter Paul Allen nu lokaliseret vraget af det amerikanske krigsskib USS Indianapolis ud for Filippinerne i den nordlige del af Stillehavet.

Dermed kan det sidste kapitel skrives i en af de mest tragiske hændelser i den amerikanske flådes historie.

Aldrig har så mange søfolk mistet livet på én gang, og spørgsmålene har siden katastrofen i sommeren 1945 hobet sig op: Om den hemmelige mission, om skibets forlis og om de overlevendes fortællinger fra flere dages rædsler i Stillehavet.

Her er, hvad der skete, dengang Japan formåede at sænke en af USA’s fremmeste krigsskibe.

Den hemmelige last

Den 28. juli stævnede den enorme krydser ud fra den amerikanske flådebase på stillehavsøen Guam med kursen mod Leyte-golfen ved Filippinerne.

Inden da havde skibet afleveret en vigtig last på Tinian, en lille ø nord for Guam.

I Californien havde skibets kaptajn Charles Butler McVay III fået en ordre om at fragte en tremmekasse og flere beholdere med på rejsen.

Ingen af de i alt 1196 besætningsmedlemmer vidste, hvad beholderne indeholdte.

Det skulle vise sig at være halvdelen af det radioaktive uranium samt en mekanisk enhed, der senere blev samlet i den atombombe, som hele verden lærte navnet på, da den i begyndelsen af august 1945 jævnede den japanske by Hiroshima med jorden.

'Little Boy'.

Efter to ugers rejse blev komponenterne succesfuldt afleveret på Tinian.

Kort efter en hemmelig atombombe-mission blev USS Indianapolis i 1945 ramt af torpedoer. Nu er vraget fundet.
Kort efter en hemmelig atombombe-mission blev USS Indianapolis i 1945 ramt af torpedoer. Nu er vraget fundet. Foto: HO / Scanpix Denmark

Kaptajnen på USS Indianapolis fik nye instrukser: Der var brug for et rendezvous med flere andre skibe fra den amerikanske flåde i farvandet ud for Filippinerne.

Så langt skulle det 186 meter lange krigsskib aldrig komme.

Stillehavet virkede uendelig stort den dag.

USS Indianapolis skar sig gennem det rolige vand med en hastighed på 17 knob. Ifølge historikeren Doug Stanton sad flere af besætningsmedlemmerne på dækket og spillede kort eller læste i en bog, mens andre fik sig en snak med skibets præst, fader Thomas Conway, idet solen smeltede sammen med horisonten for til sidst helt at forsvinde bag den.

To dødelige torpedoer

Med solnedgangen fulgte de fleste sømænds liv endeligt.

Kort efter midnat, klokken 00.14, nærmede en ubåd fra Japan sig den uvidende besætning på USS Indianapolis.

Den første torpedo sprang højre side af fronten på det amerikanske krigsskib.

Den anden ramte centralt på skibet – lige ind i en samling brændstoftanke, der satte en kædereaktion af eksplosioner i gang.

De var så kraftige, at det tonstunge krigsskib løftede sig, og 300 mænd døde med det samme. Vandet strømmede ind.

På bare 12 minutter sank USS Indianapolis, revet midt over af eksplosionerne fra de to japanske torpedoer.

Da solen næste morgen glimtede over horisonten i øst, lå mere end 900 mere eller mindre sårede besætningsmedlemmer midt i Stillehavet og skvulpede rundt mellem vragdele og ligrester.

Der var kun få redningsveste, så dem, der ikke havde fået en, søgte enten sammen i klynger for at holde hinanden oppe, eller vristede de overskydende veste fri fra de omkomne, som havde formået at få en vest på, inden skibet gik ned.

Hajer blev tiltrukket efter katastrofen

Inden længe fik de overlevende rigeligt at se til: Ikke nok med at den store samling af mennesker gjorde dem til en flydende skydeskive, et oplagt mål, så meldte sulten – og tørsten – sig.

Og så var der problemet med hajerne.

Nattens eksplosioner samt blodet og de mange iturevne lemmer fra de omkomne havde lokket en større gruppe hvidtippede hajer til.

Den første nat gik hajerne efter de lig, som flød rundt ved vandoverfladen. Knap 300 personer var gået ned, da krigsskibet sank natten forinden, og der var derfor nok føde.

Mange af de overlevende var lammet af frygt. Få turde spise eller drikke af de yderst sparsomme rationer, som nogle havde formået at bjærge fra USS Indianapolis, inden det gik ned, af frygt for at tiltrække flere hajer.

Som dagene gik, gav hundredvis af besætningsmedlemmer efter for den intense varme og tørst. Flere hallucinerede og drak det salte havvand, hvilket førte til skummende fråde om munden og vanvid. Gruppen af besætningsmedlemmer blev mindre og mindre som mænd sank – én efter én.

Alt håb syntes ude.

Den usandsynlige redning

Men så – på fjerdedagen, lidt efter klokken 11 om formiddagen – fløj et fly fra den amerikanske flåde henover de resterende overlevende.

Efter få timer ankom søløjtnanten Adrian Marks i en flyvebåd og begyndte en redningsaktion af de overlevende. USS Doyle stødte til senere og fik de sidste ud af vandet.

Da USS Indianapolis stævnede ud fra Guam, var krigsskibet bemandet med en 1196 mand stor besætning.

317 overlevede det, som betegnes som en af de største maritime katastrofer i den amerikanske flådes historie.

Krigsskibets kaptajn, den nu afdøde Charles Butler McVay III, blev efterfølgende stillet for en krigsret, hvor han blev fundet skyldig i at bringe sin besætning i fare ”ved ikke at zigzagge” og dermed undvige de japanske torpedoer.

Efter flere årtiers kamp fra de overlevende blev han i efteråret 2000 frifundet.

USS Indianapolis var med til at skrive historie under Anden Verdenskrig. Med fundet af vraget cirka seks kilometer under havoverfladen bliver det nu spændende at se, hvilke detaljer der kan tilføjes historiebøgerne.