Talte Trump-rådgiver over sig? - Nordkorea er bare spil for galleriet

16x9
Steve Bannon er chefstrateg for Donald Trump, men meldes på vej ud i kulden. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI / Scanpix Denmark

Chefstrateg Steve Bannon kommer i interview med mange opsigtsvækkende udtalelser, der modsiger præsidenten.

Tirsdag eftermiddag holdt USA’s præsident, Donald Trump, et opsigtsvækkende og omdiskuteret pressemøde i New York.

Omkring samme tidspunkt ringede den kontroversielle chefstrateg i Det Hvide Hus, Steve Bannon, til en journalist fra det venstreorienterede webmedie American Prospect og gav et interview, der nu trækker overskrifter i hele USA.

Bannon, der er tidligere direktør for det stærkt højreorienterede Breitbart News, kommer nemlig med en række opsigtsvækkende udtalelser, der modsiger præsidenten.

Han siger blandt andet, at den seneste tids verbale konfrontationer med Nordkorea er "et spil for galleriet", som bare afleder opmærksomhed fra det væsentligste.

Præsident Donald Trump har for nylig truet med "bål og brand". Men det bliver ved ordene, mener Bannon. Og det skyldes ganske enkelt, at tabet af menneskeliv vil være enormt. 

- Indtil der er nogen, der løser den del af ligningen, der viser mig, at 10 millioner i Seoul (Sydkoreas hovedstad, red.) ikke dør af konventionelle våben inden for de første 30 minutter, så ved jeg ikke, hvad du taler om. Der er ingen militære løsninger her. De har os, siger Steve Bannon.

Han beskriver også en daglig kamp med andre kolleger i Trump-adminstrationen, og at han vil få flere af dem udskiftet.

- Åh, de er ved at lave i bukserne, siger Steve Bannon.

Økonomisk krig med Kina

Chefstrategen udtaler også, at USA befinder sig i en "økonomisk krig" med Kina.

- For mig at se er den økonomiske krig med Kina alt. Og vi skal være manisk fokuserede på det, siger han.

- Hvis vi fortsætter med at tabe, er vi kun fem år væk, måske 10, fra at ramme et vendepunkt, hvorfra vi aldrig vil være i stand til at komme tilbage, siger han.

Og i forbindelse med weekendens uroligheder i Charlottesville langer han ud efter de racistiske bevægelser, som han kalder "en samling klovne".

- Etnisk nationalisme, det er tabere. Jeg synes, at medierne kører det for stort op, og vi skal hjælpe til med at nedbryde det. Disse fyre er en samling klovne, siger Bannon.

På sit pressemøde gentog Donald Trump holdingen om, at begge sider bærer et ansvar for konflikten i Charlottesville, og at der er ”fine mennesker” blandt de højreorienterede demonstranter.

Troede, han talte uden for citat

Udtalelserne fra Steve Bannon har vakt opsigt, og angiveligt var det slet ikke meningen, at han ville udtale sig til citat.

Ifølge netmediet Axios skulle han have fortalt sine medarbejdere i Det Hvide Hus, at det aldrig var meningen, at han ville indgå i et decideret interview med American Prospect. Han havde alene ringet til journalisten for at diskutere en tidligere historie og havde ikke forventet, at hans udtalelser ville blive brugt til en artikel.

Manden bag artiklen i det venstreorienterede medie, Robert Kuttner, skriver selv i artiklen, at Bannon aldrig bad om at udtale sig uden for citat.

- Det kom aldrig op, om telefonopkaldet var til citat eller ej. Det er også forbløffende, da Steve Bannon ikke ligefrem er Bambi, når det kommer til håndtering af pressen. Han er formentligt den mest mediebevidste person i USA, skriver han.

Det ser således ud til, at Bannon har begået selvsamme fejl, som den nu fyrede kommunikationsdirektør, Anthony Scaramucci, begik under sit kortvarige ophold i Det Hvide Hus. Han udtalte blandt andet, at han vil dræbe alle, der lækker.

Trump: Må vente og se, hvad der sker med ham

Uanset hvad, kan udtalelserne skabe fornyet pres på Steve Bannon, som ifølge forlydender længe har været på kollisionskurs med Donald Trump og derfor angiveligt ikke længere indgår i præsidentens planer.

New York Times skrev mandag, at Bannon angiveligt skulle være placeret i en form for eksil, og at rådgiveren og præsidenten ikke har mødtes ansigt til ansigt i over en uge.

På tirsdagens pressemøde i New York blev Donald Trump også konfronteret med spørgsmål om hans chefstrateg. Her udtalte Trump:

- Jeg kan godt lide ham. Han er en god mand. Han er ikke racist, det kan jeg sige jer, han er en god person.

- Vi må vente og så, hvad der sker med hr. Bannon, men han er en god person, og jeg synes ærlig talt, at pressen behandler ham uretfærdigt.

Udtalelserne faldt vel at mærke, inden interviewet i American Prospect blev offentliggjort.