Mindst 13 døde efter terror i Barcelona - chauffør er på fri fod

Flere døde og alvorligt sårede efter terrorangreb i Barcelona.

En hvid varevogn kørte torsdag eftermiddag op på fortovet og ind i flere mennesker i centrum af Barcelona. Der er mindst 13 døde og over 100 såret, oplyser den catalanske delstatsregering. Flere er alvorligt såret.

Spaniens præsident, Mariano Rajoy, kalder det et "jihadistisk terrorangreb", og politiet har indtil videre anholdt to personer, som er mistænkt for at medvirke. Føreren af varevognen er stadig på fri fod, siger politiet ifølge AFP.

Det fremgår ikke, hvor mange gerningsmænd politiet jagter, men torsdagens terrorangreb er forbundet med en eksplosion i Barcelona onsdag, hvor en person blev dræbt.

En person skudt af politiet

Terrorgruppen Islamisk Stat har via sit nyhedsmedie, Amaq News Agency, taget skylden for angrebet, skriver Reuters.

I timerne efter varevognsangrebet har politiet også skudt og dræbt en person, der torpederede to betjente ved en politikontrol i udkanten af byen.

Myndighederne ved for nuværende ikke, om den dræbte har forbindelse til terrorangrebet.

Dansker ramt: - Fuldstændig i chok

Til TV 2 oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice, at man indtil videre har kendskab til to lettere sårede danskere i byen. Begge er ved bevidsthed og underrettede selv deres pårørende.

Her undersøger politiet den hvide varevogn, der blev brugt i terrorangrebet.
Her undersøger politiet den hvide varevogn, der blev brugt i terrorangrebet. Foto: Quique García / Scanpix Denmark

Ud over de to danskere har TV 2 været i kontakt med Claus Vallø, som blev snittet af varevognen:

- Jeg står ved et lyskryds sammen med nogle andre mennesker, og så går vi så over. Der går en overvægtig dame foran mig, som jeg tager to skridt for at komme forbi. Da jeg tager det sidste skridt, hører jeg bumpet, og bliver ramt på anklen, fortæller Claus Vallø, til TV 2.

- Så udbryder der panik, og folk skriger, og jeg går selv fuldstændig i panik. Jeg prøver at løbe væk med mængden, men stopper så op og er fuldstændig i chok over det her og begynder at græde og ryste over det hele. Så vender jeg mig om og ser, at der ligger i hvert fald fire mennesker helt livløse – blandt andet den overvægtige dame, som er årsagen til, at jeg ikke blev ramt, fortsætter han.

Intens jagt efter gerningsmænd

Varevognen kørte ind i menneskemængden på den populære turistgade La Rambla. Videoer på sociale medier viser flere sårede mennesker ligge på jorden efter sammenstødet med varevognen. 

Efter angrebet forlod føreren - eller førerne - bilen til fods, og politiet har siden jagtet et ukendt antal gerningsmænd. 

Senere kørte en bil forbi en af politiets kontrolposter uden at standse. Her blev to politibetjente ramt af bilen, men de skulle være uden for livsfare, skriver El País. Der blev også vekslet skud ved episoden, og føreren af bilen døde af sine kvæstelser. Myndighederne ved endnu ikke, om den døde har forbindelse til terrorangrebet.

Politiet efterlyste også tidligere en mand, der angiveligt lejede den hvide varevogn. Han har meldt sig selv til politiet og siger, at hans identitet er blevet stjålet, skriver avisen La Vanguardia. 

Offentlig transport lukket

Danskere i Barcelona tilbydes rådgivning af Udenrigsministeriet:

Derudover skriver de catalanske myndigheder, at man så vidt muligt skal undgå at bruge telefonnetværket til at fortælle pårørende, at man er ok. I stedet skal man bruge sociale medier.

Efter angrebet lukkede myndighederne for trafik i de omkringliggende gader samt alle metro- og togstationer tæt på La Rambla. 

La Rambla er en af de travleste færdselsårer i den catalanske hovedstad.