Hvor kom Nordkoreas nye raket fra? Ekspert udgiver opsigtsvækkende rapport

16x9
Kim Jong-un ser på Nordkoreas mest avancerede missil. Foto: STR / Scanpix Denmark

Da Nordkoreas seneste missil steg til himmels, spærrede en ekspert øjnene op. Motoren lignede noget fra opsendelsen af en sovjetisk kamikaze-satellit.

Den 168 centimeter høje diktator var selv mødt op for at kaste glans over Nordkoreas seneste magtdemonstration.

Det er så smukt som en køn dreng

Kim Jong-un, diktator, Nordkorea

Han havde taget sit stribede jakkesæt og det alvorlige ansigtsudtryk på, for hvis det lykkedes at sende missilet af sted, ville det være en enorm sejr for det stalinistiske diktatur.

- Det er så smukt som en køn dreng, sagde diktatoren efter at have beundret missilet.

Så gik nedtællingen i gang:

- 5, 4, 3, 2, 1...

Da nedtællingen var slut, havde Kim Jong-un trukket sig tilbage fra rampen. Dermed var der ikke nogen risiko for, at han kunne blive dræbt af Nordkoreas nye raketmotor.

Motoren kunne sende det næsten 20 meter lange missil hele vejen til USA, men der var risiko for, at den eksploderede.

Ild og røg sprøjtede ud af missilets bagende, og så hævede det sig fra rampen.

Mindet fra Sovjetunionen

Opsendelsen var en succes - missilet steg op i den blå himmel, mens de nordkoreanske fotografer filmede, hvordan den glohede stikflamme i missilets bagende fik det til at stige til vejrs.

De amerikanske skiderikker vil ikke blive ret glade for denne gave

Kim Jong-un, diktator, Nordkorea

Fotografernes billeder skulle senere vække opsigt blandt raketforskere over 10.000 kilometer væk fra den mobile affyringsrampe på den rødbrune nordkoreanske jord.

For opsendelsen af Nordkoreas nye Hwasong-14-missil mindede nemlig om noget, der var set før i et andet land - i en anden tid.

Men lige nu var det den 4. juli 2017 - USA's uafhængighedsdag - og amerikanerne havde næppe regnet med at se denne form for fyrværkeri.

- De amerikanske skiderikker vil ikke blive ret glade for denne gave, lød det fra diktatoren, mens lyset fra raketmotoren forsvandt af syne.

Kim Jong-un foran den mobile affyringsrampe.
Kim Jong-un foran den mobile affyringsrampe. Foto: TV 2
Hwasong-14 missilet stiger til vejrs den 4. juli 2017.
Hwasong-14 missilet stiger til vejrs den 4. juli 2017. Foto: STR / Scanpix Denmark
Nordkoreas leder Kim Jong-un jubler efter den succesfulde missiltest.
Nordkoreas leder Kim Jong-un jubler efter den succesfulde missiltest. Foto: STR / Scanpix Denmark

Han brød ud i jubel, omfavnede en af sine generaler og fejrede sin succes, som om han netop havde scoret et mål i en fodboldkamp.

Men faktisk var raketmotorens succes blevet fejret en gang tidligere.

Helt præcist den 27. oktober 1967, mener en ekspert i interkontinentale missiler.

Dengang sad chefen i Moskva, og raketten blev sendt ud i verdensrummet fra en militærbase i Baikonur langt ude på stepperne i sovjetrepublikken Kazakhstan.

Raketten hed Tsiklon-2, fjenden hed USA, og den helt nye teknologi skulle bruges til at føre rumkrig mod amerikanerne.

Opsendelse af en Tsyklon-2 raket. Typen bliver ikke længere brugt, men var i årevis anvendt i det sovjetiske rumprogram.
Opsendelse af en Tsyklon-2 raket. Typen bliver ikke længere brugt, men var i årevis anvendt i det sovjetiske rumprogram. Foto: TV 2

Tsiklon-2 blev brugt som løfteraket til sovjetiske kamikaze-satellitter, der skulle finde og tilintetgøre de spionsatellitter, som USA var begyndt at sende ind over Sovjetunionen.

I de 50 år, der er gået, siden den første Tsiklon-2 blev sendt op, er der bygget i tusindvis af missiler og raketter, men alligevel fik den amerikanske missilekspert Michael Elleman mistanke, da han så billederne fra Nordkorea.

Den russiske kamikazesattellit var led i en tophemmelig militær del af det sovjetiske rumprogram.
Den russiske kamikazesattellit var led i en tophemmelig militær del af det sovjetiske rumprogram. Foto: TsNII Kometa

Michael Elleman er tidligere konsulent for USA's forsvarsministerium og for FN. Han er i dag tilknyttet som missilekspert ved tænketanken International Institute for Strategic Studies.

Designet på det nye nordkoreanske missil chokerede ham.

- Det så ud til at komme fuldstændig ud af det blå, fortalte han til Washington Post efter opsendelsen i juli 2017.

Den mystiske motor

Nordkoreanerne havde pludselig brugt en ny raketteknologi. Tidligere nordkoreanske missiler var slet ikke oppe i denne liga.

Intet andet land i verden havde før udviklet et interkontinentalt missil på så kort tid som det isolerede stalinistiske diktatur på Den Koreanske Halvø.

Kim Jong-un hyldes efter opsendelsen den 4. juli.
Kim Jong-un hyldes efter opsendelsen den 4. juli. Foto: STR / Scanpix Denmark
Opsendelsen gav anledning til et festfyrværkeri over Pyongyang.
Opsendelsen gav anledning til et festfyrværkeri over Pyongyang. Foto: KIM WON-JIN / Scanpix Denmark
Medlemmer af Nordkoreas Folkehær fejrer den succesfulde opsendelse den 4. juli.
Medlemmer af Nordkoreas Folkehær fejrer den succesfulde opsendelse den 4. juli. Foto: KIM WON-JIN / Scanpix Denmark

Hvis nordkoreanerne havde bygget missilet selv, burde de have testet en række mindre udgaver først. Men der var ingen rapporter om sådan nogle tests, vidste Michael Elleman.

Så hvor kom den nye raketmotor fra?

Billederne, der sladrede

Missileksperten gav sig til at undersøge sagen for at skrive en rapport om sine opdagelser.

Hans efterforskning ledte ham forbi konkurstruede ukrainske raketvirksomheder, lagre med gamle missildele, nordkoreanske agenter og pralende ingeniører.

Men den begyndte med en bunke fotos af raketmotorer og en såkaldt turbopumpe.

Michael Elleman gav sig nemlig til at sammenligne billeder fra de nordkoreanske missilopsendelser.

Michael Elleman kunne hurtigt konkludere, at Nordkorea havde benyttet en ny slags motor på de seneste missiler.
Michael Elleman kunne hurtigt konkludere, at Nordkorea havde benyttet en ny slags motor på de seneste missiler. Foto: TV 2

Heldigvis havde styret i Pyongyang været rundhåndede med propagandafilm og fotos fra vellykkede opsendelser, hvor en storsmilende Kim Jong-un overværede de teknologiske landvindinger.

Og for hvert billede, hvor raketmotoren var synlig, kunne Michael Elleman analysere detaljerne.

Turbopumpen

Han kom frem til, at motoren lignede en såkaldt RD-250 - altså den model, som oprindeligt sad i de sovjetiske Tsiklon-2 raketter fra 1960'erne.

Motoren lignede, men af en eller anden grund havde nordkoreanerne ikke bygget en fuldstændig kopi.

De faciliteter, der opbevarer de forældede raketmotorer, er sandsynligvis kun let bevogtet

Michael Elleman, missilekspert

Selv efter Sovjetunionens sammenbrud er plantegninger over atommissilers raketmotorer ikke noget, man kan opstøve via en Google-søgning.

Men ligheden mellem de to motorer var et muligt spor, der kunne give svar på, hvordan Nordkorea pludselig kunne bygge et langtrækkende missil.

Og det er her, turbopumpen kommer ind i billedet.

Det er den pumpe, der leverer brændstof til raketdyserne.

En RD-250 raketmotor af den almindelige type med to forbrændingskamre. Raketten bliver drevet frem af de ildstråler som kommer ud af de to kegleformede dyser i bunden.
En RD-250 raketmotor af den almindelige type med to forbrændingskamre. Raketten bliver drevet frem af de ildstråler som kommer ud af de to kegleformede dyser i bunden. Foto: TV 2

En normal raketmotor af typen RD-250 har to forbrændingskamre, men da Michael Ellemann analyserede de nordkoreanske billeder, stod det klart, at versionen, der lyste op på den nordkoreanske himmel, kun havde ét forbrændingskammer.

Hvis nordkoreanernes raket skulle virke, krævede det, at turbopumpen blev bygget om. Ifølge Michael Elleman er det en svær opgave, som nordkoreanerne næppe kunne klare selv.

To mulige mistænkte

Alle de raketmotorer, som nordkoreanerne hidtil havde syslet med, var nemlig af en helt anden type. De kørte på fast brændstof. Den nye type brugte flydende brændstof.

Så hvem ville være i stand til at levere en ombygget motor eller have ingeniører med den nødvendige viden?

Svaret kan findes på Google:

Der findes i dag to virksomheder med ekspertise i RD-250.

Den ene ligger i Rusland og hedder Energomash - den anden ligger i Ukraine og hedder KB Yuzhnoye.

De to virksomheder var en fælles del af Sovjetunionens forsvarsindustri i 1980'erne, men efter afslutningen af Den Kolde Krig blev de til selvstændige virksomheder.

- Man må konkludere, at de modificerede raketmotorer er fremstillet i en af disse fabrikker, skriver Michael Elleman i sin rapport.

- Den alternative hypotese, at russiske eller ukrainske ingeniører arbejder i Nordkorea, er mindre sandsynlig, fordi Nordkorea ikke har nogle kendte produktionsfaciliteter for den slags motorer, hedder det videre.

Hans konklusion rummer ikke noget endegyldigt bevis, men han bringer en række indicier i sin rapport.

Ingeniøren, der pralede

For eksempel mener Michael Elleman, at han har fået fat i en oplysning, som måske kan kaste lys over mysteriet. Han har nemlig talt med kolleger, som besøgte raketvirksomheden KB Yuzhnoye i Dnipropetrovsk i Ukraine sidste år.

De besøgte også universitetet i byen, og her mødte de en ingeniør, der pralede med, at han havde ombygget en RD-250, så den kun havde et enkelt forbrændingskammer.

Motoren var endda udstillet på universitetet, så de studerende kunne se den.

Michael Ellemann vurderer, at Nordkorea har fået fat i en ombygget turbopumpe til sine raketmotorer. En af årsagerne er billedet fra denne motortest.
Michael Ellemann vurderer, at Nordkorea har fået fat i en ombygget turbopumpe til sine raketmotorer. En af årsagerne er billedet fra denne motortest. Foto: TV 2

Da Michael Ellemans kolleger besøgte KB Yuzhnoye, var virksomheden i knibe. Oprindeligt havde den solgt raketter til Rusland, men russerne skar ned på ukrainske raketter i 2006, og efter konflikten i det østlige Ukraine brød ud i 2014, var raketfabrikkens økonomi ekstremt presset.

Michael Ellemann har mistanke om, at nogen hos KB Yuzhnoye har solgt missildele til nordkoreanerne.

- Der er sandsynligvis hundredvis, hvis ikke flere, reservedele opbevaret på KB Yuzhnoyes faciliteter og i lagerhaller i Rusland, hvor Tsiklon-2 raketterne blev brugt, skriver Michael Elleman i sin rapport.

- Da RD-250 ikke længere bliver benyttet, er de faciliteter, der opbevarer de forældede raketmotorer, sandsynligvis kun let bevogtet. Et lille hold af utilfredse medarbejdere eller underbetalte vagter kunne blive fristet til at stjæle nogle få dusin motorer, hedder det videre i rapporten.

Rejsen til Nordkorea

Raketmotorerne er to meter høje og en meter brede, så hvis illegale våbenhandlere eller medlemmer af mafiaen ville transportere dem til Nordkorea, ville det bestemt være muligt - enten med fly eller mere sandsynligt med tog gennem Rusland til Nordkorea, vurderer Michael Elleman.

Rusland og Nordkorea deler grænse 100 kilometer sydvest for byen Vladivostok. I en trøstesløs lille by, der hedder Khasan (Google Streetview har været der), forbinder en jernbanebro de to lande.

Grænseovergangen mellem Rusland og Nordkorea ved Khasan.
Grænseovergangen mellem Rusland og Nordkorea ved Khasan. Foto: Wikimapia, Aleksiprim

Præcis hvordan det er lykkedes Nordkorea at få fat i raketdelene, er det ikke lykkedes Michael Elleman at opklare, men han hæfter sig ved, at Nordkorea tidligere har haft agenter på spil i Ukraine.

I juli 2012 blev to nordkoreanske mænd nemlig anholdt i Dnipropetrovsk, fordi de forsøgte at stjæle oplysninger om missilteknologi.

Helt konkret drejede det sig om raketmotorer med flydende brændstof - altså af samme type som RD-250.

De to mænd, Ryu Song-chul og Lee Tae-kil, arbejdede ved en nordkoreansk repræsentation i Minsk i Hviderusland og kontaktede i sommeren 2012 en videnskabsmand ved virksomheden KB Yuzhnoye.

Videnskabsmanden ville dog ikke sælge teknologi til Nordkorea, så han slog alarm og hjalp myndighederne med at sætte en fælde for de nordkoreanske agenter.

Han tilbød agenterne, at de kunne tage billeder af hemmelige dokumenter, og de to mænd blev derefter anholdt på fersk gerning.

Så Michael Elleman vurderer, at de vitale dele på det missil, som Kim Jong-un nu bruger til at true USA med, sandsynligvis stammer fra Ukraine.

Ukraine afviser

Den ukrainske regering har reageret på rapporten og stempler den som "falske nyheder".

- Informationerne har ikke hold i virkeligheden. Indholdet er provokerende, og det stammer efter alt at dømme fra den russiske sikkerhedstjeneste, der ønsker at dække over deres egne forbrydelser, siger Oleksandr Turchynov, der er formand for Ukraines Forsvars- og Sikkerhedsråd.

Efterfølgende har Michael Ellemann præciseret sine konklusioner på Twitter.

Her skriver han, at Ukraine er en af flere mulige kilder til Nordkoreas nye raketteknologi.

Michael Ellemans konklusioner bliver også draget i tvivl af anonyme kilder i den amerikanske efterretningstjeneste, som nyhedsbureauet Reuters har talt med.

Ifølge efterretningskilderne er det på nuværende tidspunkt ikke nødvendigt for Nordkorea at importere raketmotorer. 

- Vi har efterretninger der antyder, at Nordkorea ikke er afhængig af at importere raketmotorer, siger en efterretningskilde til Reuters.

- I stedet mener vi, at de har evnerne til at producere motorerne på egen hånd, hedder det videre.

Uanset om motorerne stammer fra Rusland, Ukraine eller er bygget i Nordkorea, fortsætter de nordkoreanske raketvidenskabsmænd sandsynligvis arbejdet med at forbedre landets missiler i dette øjeblik.

Og i Ukraine ser raketvirksomheden KB Yuzhnoye ud til at have overvundet de økonomiske vanskeligheder. Den har netop indgået samarbejder med såvel Kina som Canada og det europæiske rumagentur ESA.

De har nu glæde af den samme gamle sovjetiske raketforskning som den 168 centimeter høje diktator i Nordkorea.

Kim Jong-un under missiltesten den 4. juli 2017.
Kim Jong-un under missiltesten den 4. juli 2017. Foto: STR / Scanpix Denmark

Kilder: Michael Elleman: The secret to North Korea’s ICBM successWashington Post, Yonhap News, Segodnya, Space Daily, Russianspaceweb og Globalsecurity.org. Desuden er der anvendt oplysninger fra nyhedsbureauerne Reuters og AP.