Lille amerikansk by skueplads for nynazistisk oprørskamp

Nedrivning af statue af sydstatsgeneral har fået højrenationale ekstremister til at se rødt.

En person er død, og 19 er såret, efter en bil har torpederet en menneskemængde under en demonstration i byen Charlottesville i Virginia i det sydøstlige USA.

Flere videoer viser den sølvfarvede bil køre ind i en større gruppe antifascistiske aktivister og kort efter bakke tilbage for igen at ramme aktivisterne. Derefter kolliderede den søvfarvede bil med to andre biler.

Føreren af bilen er blevet anholdt. 

Både fredag og lørdag har uroen ulmet i byen, hvor nynazistiske fraktioner har annonceret en stor march under navnet 'Unite the Right'.

Nynazisterne demonstrerer imod, at myndighederne i Charlottesville har besluttet at fjerne en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee - en markant skikkelse under den amerikanske borgerkrig.

Klik på galleriet herunder og se flere billeder:

Samtidig er store grupper af antifascistiske demonstranter troppet op i byen, og konfrontationerne mellem de to grupperinger har resulteret i adskillige slagsmål og voldelige optøjer. 

Hjelme, skjolde og sydstatsflag

Tidligere lørdag viste videosekvenser på flere amerikanske nyhedsmedier en gruppe nynazister gå direkte ind i en flok moddemonstranter. En hærdebred, høj mand med fuldskæg førte an, og der udbrød heftige slagudvekslinger med knytnæver og knipler.

Vi må alle stå sammen og fordømme alt, hvad had repræsenterer

Donald Trump, præsident i USA

Andre tv-optagelser har vist, hvordan de to grupper kastede genstande, blandt andet flasker, mod hinanden, mens højrenationale ekstremister også sprøjtede peberspray mod antifacisterne. Nynazisterne, der også tæller medlemmer af Ku Klux Klan og alt-right-bevægelsen, vandrede rundt på gaderne i byen iført hjelme og uniformer, med skjolde foran sig og sydstatsflag vajende over dem.

Guvernøren i Virginia, Terry McAuliffe, har tidligere lørdag erklæret den amerikanske stat i undtagelsestilstand.

USA's præsident, Donald Trump, har også reageret og tager på det kraftigste afstand fra hændelserne i Charlottesville.

- Vi må alle stå sammen og fordømme alt, hvad had repræsenterer. Der er ikke plads til denne slags vold i USA, skriver han på Twitter.

Længere tids eskalering

Uroen bunder i, at Charlottesville, ligesom mange andre byer i Syden i USA, har besluttet at fjerne monumenter fra den amerikanske borgerkrig. Det var en politisk og militær konflikt, der udspillede sig i årene 1861-65 mellem Nordstaterne og Sydstaterne i USA. 

Beslutningen om at rive monumenterne ned tog især fart, da en hvid nynazist skød og dræbte ni sorte kirkegængere i Charleston i South Carolina i 2015.

Siden da er det konføderale sydstatsflag blevet fjernet fra adskillige offentlige bygninger. Samtidig er mindst 60 offentlige monumenter siden blevet revet ned. 

Vi er nødt til at begynde at forsvare vores historie

Jason Kessler, arrangør af 'Unite The Right'-march

Charlottesville er blevet midtpunkt i striden på grund af beslutningen om at fjerne statuen af general Robert E. Lee. Statuen står opstillet i en park i byen, Emancipation Park. Parken havde tidligere navnet Lee Park - og var altså navngivet efter sydstatsgeneralen.

Fredag aften gik flere hundrede højreradikale i fakkeloptog gennem parken og gennem området for University of Virginia. Også her udbrød der slåskampe mellem nynazisterne og antifacistiske demonstranter.

Jason Kessler, en af bagmændene bag 'Unite the Right'-marchen, siger til CNN, at han ikke anser sig selv for at være en højreorienteret nationalist.

- Men vi er nødt til at begynde at forsvare vores historie. Statuen (af Robert E. Lee, red.) er symbolet på mange andre, større problemer. Vi går imod den politiske korrekthed. Vi forsøger blot at udtrykke os og lave en demonstration, og den lokale regering har forsøgt at lukke os ned, siger han.

Charlottesville ligger i det sydøstlige USA.
Charlottesville ligger i det sydøstlige USA. Foto: TV 2

Flere optøjer kan forventes

Sydstaterne gik oprindelig ind i den amerikanske borgerkrig i 1861 og kæmpede for retten til at have sorte slaver. Sydstaterne endte med at tabe krigen til Nordstaterne.

Charlottesville, der er den tidligere, amerikanske præsident Thomas Jeffersons hjemby, er kendt som en progressiv by med omkring 47.000 indbyggere. Ved sidste års amerikanske præsidentvalg stemte 68 procent af vælgerne her på den demokratiske kandidat Hillary Clinton. 

Charlottesville ligger cirka 160 kilometer fra hovedstaden Washington.

Det er endnu uvist præcis hvor mange personer, der er såret under de verserende kampe mellem nynazisterne og de antifacistiske moddemonstranter. Men det er bestemt ikke utænkeligt, at der vil komme flere optøjer de kommende dage. 

- De højrenationale ser det her som et anslag mod deres hvide amerikanske arv. Det føler, at det er deres land, der bliver taget fra dem af etniske minoriteter, siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske samfundsforhold og center for amerikanske studier ved Syddansk Universitet, til TV 2.