Amerikansk countrystjerne død

Glen Campbell solgte over 45 millioner plader og toppede med 'Rhinestone Cowboy' den amerikanske hitliste.

Amerikaneren Glen Campbell, en af countrymusikkens største stjerner i 1960'erne og 1970'erne, er død.

Campbell, der blandt andet hittede med sangen 'Rhinestone Cowboy', blev 81 år. Han døde tirsdag morgen lokal tid i Nashville, oplyser hans familie.

Dødsårsagen er ikke oplyst, men Campbell fortalte i 2011, at han var diagnosticeret med demenssygdommen Alzheimers.

I slutningen af 1960'erne og langt ind i det næste årti var Glen Campbell blandt USA's bedst kendte musikere.

Han gjorde sig også som skuespiller og tv-stjerne.

Han vandt fem Grammy-priser, solgte over 45 millioner plader og havde gennem karrieren 75 sange på de amerikanske hitlister. Deriblandt to gange på førstepladsen med henholdsvis 'Rhinestone Cowboy' og 'Southern Nights'.

I 1969 blev han nomineret til en Oscar for titelnummeret til westernfilmen 'True Grit', hvor han spillede en Texas-ranger sammen med John Wayne.

/ritzau/AP