Niårig dreng søgte job hos NASA og fik dette svar

16x9
Her er niårige Jack Davis' ansøgning (tv.) og svaret fra direktøren for NASA's planetarisk-videnskabelige afdeling (th.). Foto: Nasa

En håndskrevet ansøgning kan føre til mange ting. Niårige Jack Davis kom i tale med en direktør i NASA.

- Jeg er måske kun ni år, men jeg tror, jeg vil være velegnet til jobbet.

Sådan lyder de første linjer i en ansøgning til rumfartsadministrationen NASA.

Ansøgningen kommer fra Jack Davis, som må være den yngste person, der nogensinde har søgt et job hos NASA.

Han ønsker at arbejde i afdelingen for planetarisk beskyttelse, skriver flere udenlandske medier som Fox News og Sky News

I sin ansøgning titulerer Jack Davis sig selv som galaksens beskytter og elev i fjerde klasse. Han er heller ikke i tvivl om, at han har kvalifikationerne, der skal til for at bestride jobbet.

- En af grundene til, at jeg vil være god til jobbet, er, at min søster fortæller, at jeg er en alien, og så har jeg set næsten alle de rum- og rumvæsen-film, som jeg overhovedet kan, skriver han i brevet.

- Jeg har også set tv-serien 'Marvel Agents of Shield' og håber snart at kunne få lov til at se 'Men in Black'. Jeg er også god til computerspil. Jeg er ung, og så kan jeg lære at tænke som en alien.

Jack Davis fik svar fra direktør

jobopslaget, som først udløber den 14. august, fortæller NASA, at ansøgere skal have en bred erfaring som ingeniør i minimum et år. Jobbet indeholder ofte rejser, og så kan den rette kandidat tjene op til det, der svarer til én million kroner om året.

Rent teknisk skal den nye ansatte i afdelingen hjælpe med at "undgå organiske bestanddele og biologisk kontaminering i bemandede og ubemandede missioner ud i rummet".

Selvom niårige Jack Davis selv mener, at han lever op til kravene, fik han ikke jobbet. Til gengæld fik han for nyligt et uddybende svar på sin ansøgning, som han skrev i hånden med en blyant.

Vi håber på at se dig hos NASA på et tidspunkt

James L. Green, direktør i NASA

- Vores stilling i afdelingen for planetarisk beskyttelse er rigtig sej og et meget vigtigt arbejde, skriver direktøren for NASA's planetarisk-videnskabelige afdeling, James L. Green, i svaret:

- Vi er altid på udkig efter kloge fremtidige videnskabsfolk og ingeniører til at hjælpe os, så vi håber, at du virkelig vil knokle på med skolen og gøre det godt. Vi håber på at se dig hos NASA på et tidspunkt.

Jack Davis har også fået en opringning fra forskningschefen hos NASA, Jonathan Rall, som ønsker drengen tillykke med at have udvist interesse.

Google-chef svarede syvårig pige

Det er ikke første gang, at et barn søger en stilling i en international virksomhed.

I starten af 2017 sendte syvårige Chloe Bridgewater på opfordring fra sin far, Andy Bridgewater, en ansøgning til internetgiganten Google, skriver Finans.

Når hun bliver større, vil hun gerne arbejde i Google. Derfor sendte hun en håndskrevet ansøgning af sted. Ligesom Jack Davis fik hun et svar tilbage. Googles topchef, Sundar Pichai, havde taget sig tid til at besvare hendes ansøgning.

- Jeg tror, at hvis du bliver ved med at arbejde hårdt og forfølge dine drømme, kan du opnå alt, du gerne vil – fra at arbejde i Google til at svømme ved OL. Jeg ser frem til at modtage din jobansøgning, når du er færdig med skolen, skriver Google-topchefen i sit svar til den syvårige pige, der også i ansøgningen skrev, at hun gerne vil arbejde på en chokoladefabrik og deltage i svømning ved OL.

Chloe Bridgewaters far har delt billeder af de to breve på sin LinkedIn-profil og forklarer i den forbindelse, at hans syvårige datter besluttede sig for at skrive brevet, fordi hun havde set Google-medarbejdere have det sjovt i gokarts og rutsjebaner.