Trump lægger Washington bag sig i 17 dage

16x9
Donald Trump ankommer til Bedminster med to af sine børnebørn fredag. Foto: JONATHAN ERNST / Scanpix Denmark

Trump, der ofte kritiserede sin forgænger for at holde fri fra præsidentembedet, er taget på 17 dages ferie.

Selv præsidenter skal have ferie. Og USA's præsident, Donald Trump, har taget hul på en godt to uger lang ferie på sit golfresort i Bedminster i New Jersey.

Fredag forlod Trump den amerikanske hovedstad, Washington, hvor hans stab arbejder videre med skandalen om mulig russisk indblanding i USA's præsidentvalg, lækager af oplysninger og forsøget på at få afskaffet den sundhedsreform, Obamacare, som forgængeren Barack Obama indførte.

Det Hvide Hus oplyser, at ferien i Bedminster vil være en "arbejdsferie".

- Præsidenten vil fortsat arbejde i de kommende to uger, siger Det Hvide Hus' talskvinde Lindsay Walters.

Har tidligere kritiseret Obama for at tage på ferie

Amerikanske medier lægger særligt mærke til, hvornår Trump rejser på ferie, fordi han tidligere har kritiseret præsident Obama for at holde fri.

- Fin arbejdsetik, lød det ironisk fra Trump på Twitter, da Obama i 2011 spillede golf og holdt 10 dages ferie på præsidentens feriested, Martha's Vineyard.

Trump har også tidligere sagt, at han ikke ville holde fri, hvis han blev valgt til præsident.

- Jeg ville ikke være en præsident, der holder ferie eller fri, sagde Trump i 2015.

På trods af dette viser opgørelser foretaget af Washington Post, at Trump har haft flere fridage end Obama.

Fra januar til og med august har Trump holdt 53 dage helt eller delvist fri.

Til sammenligning holdt Obama 15 dage helt eller delvist fri i sine første syv måneder.

/ritzau/AFP