Krisemøde i Tyskland - dieselbiler truet af omfattende kørselsforbud

Den tyske regering har indkaldt bilindustrien til krisemøde for at redde diesel-bilerne fra et truende kørselsforbud i tyske storbyer.

Tyskerne har ligesom deres danske naboer elsket dieselbilerne: De kører længere på literen og giver flere hestekræfter for pengene. Men nu er nervøsiteten begyndt at brede sig blandt tyske bilejere.

Salget af dieselbiler er allerede gået kraftigt tilbage, og flere og flere tyskere overvejer at sælge deres dieselbiler. Det er på den baggrund, den tyske regering med miljø- og trafikministeren i spidsen har indkaldt til et ”dieseltopmøde” i den tyske hovedstad onsdag.

Det er ”sidste frist for dieselen”, som det lidt melodramatisk hedder i Süddeutsche Zeitung. På mødet vil regeringen forlange, at bilfabrikkerne kommer med et overbevisende forslag til, hvordan de vil sikre dieselbilernes fremtid oven på den seneste tids afsløringer.

Kørselsforbud kan være på vej

Først var der diesel-skandalen, hvor det viste sig, at VW-koncernen, ellers indbegrebet af tysk troværdighed og kvalitet, havde forsynet sine dieselbiler med snyde-indretninger, så de kunne svine løs på landevejene, men overholde myndighedernes krav i laboratorierne. Sagen har ikke bare bragt VW, men også flere andre fabrikanter i fedtefadet.

Så var der afsløringen tidligere på sommeren af, hvordan de store tyske bilkoncerner i årevis har lavet hemmelige og sandsynligvis ulovlige aftaler i porten om teknik, priser, underleverandører og rensning af udstødningsgasserne.

Og sidste fredag kom så en domstolsafgørelse fra én af de hårdest ramte byer, når det gælder problemer med luftkvaliteten, nemlig Stuttgart. Her slog dommeren fast, at myndighederne kan blive tvunget til at indføre kørselsforbud for ældre dieselbiler for at overholde kravene til luftkvaliteten.

En afgørelse, der ikke bare kan få betydning i Stuttgart, men i 80 tyske byer, hvor indholdet af det skadelige NOx-gasser ligger over det tilladte. Med andre ord, hvis ikke deltagerne på ”diesel-topmødet” finder en løsning, så risikerer millioner af tyske bilejere, at de ikke længere må køre på arbejde eller indkøb i deres dieselbiler. En helt igennem uacceptabel situation, som regeringen vil forsøge at afværge med dagens møde i Berlin.

Det er ikke bare dieselbilens fremtid, der står på spil, men hele den tyske bilindustris fremtid.

Tyskland er havnet i dieselfælden

Ingen andre lande har nemlig satset så stærkt på bilindustrien som netop Tyskland, og intet andet land har satset så stærkt på dieselbilerne som Mercedes, BMW, VW og Co. Biler er Tysklands absolut vigtigste eksportvare, og derfor har tyske politikere altid været lydhøre over for bilfabrikanterne.

Uanset hvem, der sad ved magten, så har de altid har kunnet regne med forståelse for deres krav om lempelige vilkår. Men netop den forkælelse har fungeret som en sovepude.

- Diesel-affæren er et tegn på, at den tyske bilindustri har spillet fallit, konstaterer Süddeutsche Zeitung:

- Med alle midler har man forsøgt at redde en forældet teknologi, og det kan koste hundredtusinder af jobs.

For mens de tyske bilfabrikker kun halvhjertet har investeret i el-bilproduktionen, så har man overladt initiativet til blandt andet amerikanske Tesla.

Bileksperten professor Ferdinand Dudenhöffer fra universitetet i Duisburg-Essen siger det ligeud:

- Dieselbilen står ikke til at redde, og de tyske bilfabrikker må overveje, hvor længe de vil holde fast ved den teknologi.

Politikerne har mistet tålmodigheden

Forud for onsdagens møde i det tyske trafikministerium står det klart, at politikerne over en bred kam er ved at miste tålmodigheden med bilindustrien.

- Topcheferne mener ikke, de har gjort noget forkert, og har ikke forstået situationens alvor, hedder det i regeringskredse.

Andre kritiserer bilfabrikkerne for manglende ydmyghed og gennemskuelighed. Ja, selv trafikminister Alexander Dobrindt, som ellers ikke er kendt for at være nogen skarp kritiker af bilindustrien, har til Bild am Sonntag udtalt, at skandalerne har skadet den tyske bilindustris anseelse, og tilføjede, at ”det nu er bilkoncernernes fordømte opgave at genoprette tilliden og udbedre fejlene”.

Hvordan de tyske fabrikanter skal råde bod på skandalerne, det er der endnu ikke enighed om. Bilfabrikanterne selv har tilbudt en software-opdatering, der skulle kunne få ældre dieselbiler af den såkaldte ”Euro 5”-generation til at leve op til kravene, men det vil miljøminister Barbara Hendricks ikke stille sig tilfreds med. Hun forlanger en egentlig ombygning af motorerne og indbygning af den nyeste renseteknik, hvad der vil være væsentligt dyrere for bilfabrikkerne.

Og hvad angår bilkøberne, så har mange allerede taget konsekvensen og sagt ”Tschüss” til diesel-hakkeren. Hele ni procent er salget af dieselbiler gået tilbage i løbet af årets første seks måneder.