Kvinde fundet død i kahyt - troede, drabet var en del af leg

16x9
Kirsty Manzanares blev fundet død i sin kahyt på dæk 14. Foto: SCANPIX SWEDEN / Scanpix Denmark

39-årige Kirsty Manzanares endte sine dage ombord på krydstogtskibet Emerald Princess. FBI har sigtet hendes mand for mordet.

Passagererne på krydstogtskibet Emerald Princess var midt i en selskabsleg, da de tirsdag aften i sidste uge fik en melding om en ”alvorlig hændelse” over højtalerne.

Selskabslegen, som de var i gang med, gik – ironisk nok – ud på, at passagererne skulle løse et mordmysterium, hvilket fik flere til at tro, at meddelelsen blot var en del af legen.

Men den alvorlige hændelse skulle vise sig at være mordet på amerikanske Kristy Manzanares. FBI har sigtet kvindens mand, Kenneth Manzanares. Det skriver blandt andet Miami Herald.

- Hun ville ikke stoppe med at grine af mig

Kirsty og Kenneth Manzanares var sammen med deres tre døtre på krydstogt for at fejre deres 18-års-bryllupsdag.

Et øjenvidne fortæller, at han har set én af døtrene råbe efter hjælp.

- En lille pige kom løbende ud af kahytten og råbte efter hjælp, og at hendes forældre havde skændtes. Hun virkede desperat, men fik hurtigt hjælp af ansatte, fortæller Chris Ceman til CBS.

Da vagterne kom til parrets kahyt, var Kenneth Manzanares' hænder, ifølge flere medier, fyldt med blod, og han skulle have sagt, "hun ville ikke stoppe med at grine af mig".

Øjenvidner beretter ifølge Independent desuden, at han skulle have forsøgt at tage fat i sin afdøde kone for at smide hendes krop overbord. Det fik vagterne dog stoppet, og Kenneth Manzanares blev lagt i håndjern.

Læsioner i hovedet

Det store krydstogtskib på 19 dæk havde lagt fra land ved Seattle søndag i uge 29, hvor det skulle på en syv-dages rundrejse. Efter drabet blev skibet dog dirigeret til Junea i Alaska, hvor passagererne blev holdt ombord i otte timer, mens efterforskningen stod på.

Kirsty Manzanares, der var ejendomsmægler i delstaten Utah, havde voldsomme læsioner i hovedet, da hun blev fundet af vagterne, men dødsårsagen og motivet for drabet er endnu ikke blevet offentliggjort.

Retssagen mod hendes mand, Kenneth Manzanares, der for øjeblikket sidder varetægtsfængslet, er dog i gang.