Trump truer med at lukke pengestrøm til sundhedsforsikringer

16x9
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har lørdag endnu en gang truet med at sætte en stopper for statens betaling til sundhedsforsikringsselskaber, hvis ikke Kongressen vedtager en ny sundhedslov. Foto: BRYAN R. SMITH / Scanpix Denmark

Den amerikanske præsident er træt af at vente på Kongressen, der ikke kan vedtage en ny sundhedslov.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har lørdag endnu en gang truet med at sætte en stopper for statens betaling til sundhedsforsikringsselskaber, hvis ikke Kongressen vedtager en ny sundhedslov.

I et tweet skriver præsidenten, at der skal ske et gennembrud snart.

- Hvis ikke en ny sundhedslov bliver godkendt hurtigt, vil REDNINGSAKTIONERNE (bailouts, red.) for forsikringsselskaber og REDNINGSAKTIONERNE for Kongressens medlemmer stoppe meget snart.

Tweetet blev sendt, en dag efter at Senatets republikanere tabte en afstemning om at tilbagetrække dele af sundhedsreformen Obamacare.

Trump har tidligere fremført lignende trusler.

I april truede præsidenten med at sætte en stopper for udbetalinger til selskaberne, hvis ikke Demokraterne ville være med til at lave en ny sundhedslov.

Som svar til Trumps tweet siger Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, at præsidentens trussel vil gå ud over det amerikanske folk.

- Alle eksperter er enige om, at præmierne vil stige, og at sundhedsforsikringer vil blive dyrere for millioner af amerikanere.

- Præsidenten bør stoppe med at lege politik med folks liv og sundhedsforsikring. Han bør begynde at lede landet og opføre sig som en præsident, siger Schumer i en pressemeddelelse.