OVERBLIK: Republikaneres lange vej til Obamacare-afskaffelse

16x9
Her følger et overblik over Republikanernes problemer med at afskaffe sundhedsreformen Obamacare. Foto: Drew Angerer / Scanpix Denmark

Her følger et overblik over Republikanernes problemer med at afskaffe sundhedsreformen Obamacare.

Her kan du få et overblik over, hvor langt Republikanerne er i kampen for at trække Obamacare tilbage.

Hvad er blevet vedtaget indtil videre?

  • 4. maj vedtog Repræsentanternes Hus et lovforslag om at afskaffe og erstatte den tidligere præsident Barack Obamas sundhedsreform, kendt som Obamacare. En sådan afskaffelse er dog fortsat ikke vedtaget i Kongressens andet kammer, Senatet.

Hvad mangler, før Republikanerne kan trække Obamacare tilbage?

  • Republikanerne i Senatet, hvor partiet har et spinkelt flertal, har døjet med at få vedtaget en erstatning for Obamacare.
  • Senest blev et forslag om at tilbagetrække og erstatte Obamacare stemt ned i Senatet tirsdag. Onsdag stemte Senatet også mod at trække nogle enkelte dele af Obamacare tilbage.
  • Et springende punkt for mange republikanere er den del af Obamacare, der hedder Medicaid. Programmet henvender sig særligt til fattige amerikanere. Mange af de mest ressourcesvage amerikanere vil miste deres forsikring, hvis Medicaid nedlægges.

Hvad gør Republikanerne nu?

  • Det forslag, der lige nu får størst opbakning af republikanske senatorer, er ifølge NBC en såkaldt mager tilbagetrækning.
  • En mager tilbagetrækning betyder, at man vil trække nogle få dele af Obamacare tilbage. Et konkret forslag i Senatet lyder, at man trækker den del af Obamacare tilbage, der pålægger privatpersoner og arbejdsgivere at købe forsikring. Desuden vil senatorerne gerne af med en skat, der finansierer medicinsk udstyr.
  • Hvis Repræsentanternes Hus kan vedtage den samme magre tilbagetrækning som Senatet, ender loven på Donald Trumps bord og bliver med al sandsynlighed vedtaget.
  • Kongressens Budgetkontor anslår, at 15 millioner færre vil have en sundhedsforsikring, og at præmier vil stige med 20 procent, hvis forslaget om en mager tilbagetrækning bliver vedtaget. Derfor er nogle republikanere også tilbageholdende med at give deres uforbeholdne støtte til det forslag.

Hvor mange stemmer skal der til?

  • Der skal med stor sandsynlighed 60 stemmer til i Senatet for at vedtage en endelig tilbagetrækning af Obamacare. Det skyldes en regel, der går under navnet The Byrd Rule.
  • The Byrd Rule betyder blandt andet, at der skal et større flertal til at vedtage en lov, hvis loven ikke har direkte relevans for den forestående finanslov. Det har flere dele af Obamacare tilsyneladende ikke.
  • Ellers skal der et simpelt flertal til blandt Senatets 100 medlemmer for at vedtage en lov.
  • Senatets Budgetkontor er ifølge NBC allerede kommet frem til, at The Byrd Rule træder i kraft, hvis der skal stemmes om en endelig tilbagetrækning af Obamacare, og at der derfor skal et større flertal til.

Kilder: NBC, Peter G. Peterson Foundation og Reuters.