En dræbt og flere kvæstet i tivoliulykke i USA

Tre personer er i kritisk tilstand. Guvernøren har beordret ekstra sikkerhedsinspektion af alle forlystelser.

En person mistede onsdag aften lokal tid livet i et amerikansk tivoli, da en forlystelse svigtede, og flere personer blev kastet ud. Foruden den dræbte blev syv personer kvæstet, hvoraf tre er i kritisk tilstand.

Ulykken skete på det årlige tivoli Ohio State Fair i den amerikanske by Columbus. Det var tivoliets første åbningsdag i år, men efter ulykken har guvernøren i delstaten Ohio beordret alle forlystelserne lukket.

- Jeg er frygtelig ked af denne ulykke, over tabet af menneskeliv, og at folk kom til skade, mens de morede sig i Ohios tivoli. Vores tanker og bønner går til de sørgende og tilskadekomne. Jeg har beordret en komplet undersøgelse af ulykken og har beordret alle forlystelser lukket, indtil en yderligere sikkerhedsinspektion er blevet gennemført, skriver guvernør John Kasich på Twitter.

'Vogn' knækkede af

I en kortfattet besked på Twitter informerede Ohio State Fair efter ulykken om, at der havde været en "hændelse":

- Der har været meldinger om en hændelse med en forlystelse. Vi er ved at undersøge og vil give informationer, når de foreligger, skriver tivoliet.

Senere har Ohio State Fair udsendt en meddelelse og oplyst, at markedet åbner klokken ni, lokal tid, mens tivoliforlystelserne vil være lukkede, indtil staten har inspiceret dem.

Forlystelsen bestod af seks 'vogne' med hver fire sæder, hvor passagerne sad fastspændt. Den omkomne er en mand, der blev kastet ud af forlystelsen, da en af vognene knækkede af, mens forlystelsen var i høj fart.

Vidne: Fløj mindst seks meter

Rhonda Burgess var vidne til ulykken, da hendes søn stod i kø til forlystelsen, da det skete.

- Forlystelsen havde fire personer i hver vogn. Den ene del knækkede af, og passagererne faldt ud af vognen. Mindst to personer fløj mindst seks meter gennem luften, før de landede på ryggen på betonen, siger hun til CNN.

Forlystelsen – Fire Ball – var ifølge myndighederne blevet inspiceret flere gange og godkendt samme dag, som ulykken skete.

Ohio State Fair varer fra den 26. juli til den 6. august og har været en tradition siden 1850.

Mindst én person er onsdag aften dræbt i et amerikansk tivoli i Ohio. Optaget af William Brown, der var vidne. Video: Emil Færch