Facebook leverer imponerende overskud

16x9
Arkivfoto - Facebook. Foto: LEON NEAL / Scanpix Denmark

Overskuddet er steget med 71 procent på det sociale medie.

24,8 milliarder. Så stort lyder overskuddet i det seneste kvartal hos det sociale medie Facebook. Og med en omsætning på 59,3 milliarder kroner har den amerikanske virksomhed igen sat rekord for både omsætning og overskud. 

Det skriver finans.dk.

Omregnet til procenter, betyder det, at omsætningen er steget med 45 procent og overskuddet med 71 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Indtægterne er primært kommet fra reklamer, hvor reklamer på mobile platforme udgjorde 87 procent. 

Også milliarder i mennesker

I det hele taget svinger Facebook om sig med mange milliardtal for tiden. Således kunne Facebook tilbage i juni fejre, at have rundet to milliarder brugere, som er på Facebook mindst én gang om måneden. Heraf bruger 1,3 milliarder dagligt det sociale medie. 

Det nye milliardoverskud har ifølge finans.dk slået forventningerne, og det kunne ses på aktiekurserne, som umiddelbart efter steg med 1,4 procent. Det betyder, at Facebook-aktien er steget med 44 procent siden nytår.

Facebook blev skabt i 2004 af den Harvard-studerende Mark Zuckerberg, som i dag er en af verdens rigeste mænd.