Her er hangarskibet, Trump mener, vil få alle landets fjender til at ryste af frygt

Hangarskibet USS Gerald R. Ford er USA's nyeste våben i kampen mod landets fjender.

En "100.000 tons-besked" til verden.

USS Gerald R. Ford - Fakta

  • Type: Supercarrier
  • Længde: 337 meter
  • Bredde: 78 meter
  • Dæk: 25 stk.
  • Motorer: To stk. "Bechtel A1B" atomreaktorer
  • Maksimal fart: 56 km/t
  • Bemanding: 2.600 personer på skibet, yderligere 2.000 flypersonel
  • Våben: "RIM-162 ESSM"missiler, "RIM-116 RAM" missiler og CIWS - maritimt nærforsvarssystem
  • Kilde: www.copybook.com/fact-files/uss-gerald-r-ford-supercarrier

Så bombastisk karakteriserer Donald Trump ifølge CNN USA's nyeste skud på stammen inden for krigsmateriel.

USS Gerald R. Ford er verdens største hangarskib. Og koster den nette sum af intet mindre end 13 milliarder dollars - svarende til cirka 83 milliarder danske kroner. Dette gør krigsskibet til verdens dyreste, og det futuristiske hangarskib bliver en vigtig del af USA's militære arsenal i udfordringen mod den øgede militære trussel fra ikke mindst Nordkorea.

Trump begejstret

Donald Trump er svært begejstret over den nye juvel i landets flåde.

I lørdags blev USS Gerald R. Ford præsenteret under pomp og pragt ved Naval Station i Norfolk. USA's præsident, Donald Trump, deltog i festlighederne og sagde i den forbindelse om USS Gerald R. Ford:

- Hvor end dette skib skærer gennem horisonterne, vil vores allierede være lettede, og vores fjender vil ryste af frygt. For alle vil vide, at Amerika kommer, og Amerika kommer stærkt.

Og USA's præsident er ikke den eneste, der falder i svime over de militære perspektiver med hangarskibet.

Admiral og øverstbefalende på USS Gerald R. Ford John Richardson udtalte ved samme lejlighed:

- Vores nation vil blive stolte af USS Gerald R. Ford. Jeg er utrolig taknemmelig over de håndværkere, som har bygget skibet. Denne dag markerer en stor dag for vores flåde og nation.

USS Gerald Ford på havet.
USS Gerald Ford på havet. Foto: MC2 RIDGE LEONI / Scanpix Denmark
Trump på dækket af det nye skib.
Trump på dækket af det nye skib. Foto: JONATHAN ERNST / Scanpix Denmark

Det enorme hangarskib er opkaldt efter USA's 38. præsident og er landets første ny-designede hangarskib i denne klasse i 40 år.

Den amerikanske flåde har i alt bestilt tre hangarskibe af typen "Ford-klassebærere" til en samlet pris på 42 milliarder dollars - svarende til cirka 268 milliarder danske kroner. USS Gerald R. Ford er det første krigsskib i rækken, og det næste hangarskib inden for klassen forventes at stå klar i 2020.

- Flytter den største skakbrik

Søren Nørby, marinehistoriker og forsker ved Forsvarsakademiet, har stor indsigt i USA's militær og ikke mindst USS Gerald R. Ford. Han ser flere perspektiver i udviklingen af verdens største hangarskib.

- USA opfatter sig som verdens stormagt, og hangarskibet USS Gerald R. Ford er en meget synlig måde at vise militær magt på. USA har brugt sine krigsskibe i alle de krige, som landet har deltaget i på det seneste. Når USA i fremtiden beordrer et hangarskib som USS Gerald R. Ford til en krigszone, svarer det til at flytte den største og vigtigste skakbrik fremad, siger Søren Nørby.

- En hjørnesten i USA's søværn

Andreas Krog er redaktør af nytkampfly.dk, og luftfartsanalytikeren er enig med Søren Nørby i, at hangarskibet primært har en stærk signalværdi.

- USS Gerald R. Ford sender et meget stærkt signal - både politisk og militært, siger Anders Krog.

- De amerikanske hangarskibe er en hjørnesten i USA’s søværn. Som leder af den frie verden er krigsskibene strategisk vigtige, da man som krigsførende nation kan flytte sin egen flyvestation rundt i hele verden. Det har vi set i de seneste krige, som USA har involveret sig i, blandt andet i krigen mod terrororganisationen Islamisk Stat.

- Det er vigtigt at have denne type af hangarskibe, da USA inden for en uge kan nå brændpunkter i hele verden, fortæller Anders Krog.

Verdens mest avancerede krigsskib

Konstruktionen af hangarskibet begyndte tilbage i 2007 og har således været mere end 10 år undervejs.

Skibet er gigantisk, og dækket svarer til størrelsen på tre fodboldbaner. Hangarskibets state-of-the-art tekniske og operationelle systemer betyder, at det vil kunne afsende både bemandede og ubemandede fly med hidtil uset hastighed.

Hangarskibet har kapacitet til at rumme op til 75 fly, og omkring 4.600 søfolk forventes at skulle arbejde på skibet.

Efter planen kommer USS Gerald R. Ford dog først til at være fuldt funktionsdygtig og indgå i USA's militær i 2020. Det skyldes skibets avancerede materiel bestående af flere elementer af helt ny teknologi, der skal testes, inden hangarskibet indgår i den amerikanske flådes planer.

USA's flåde er verdens største og består blandt andet af 11 hangarskibe, 31 amfibieskibe, 23 crusiers, 62 destroyers, 8 fregatter, 54 taktiske ubåde og 14 strategiske ubåde.

Kilde: International Institute for Strategic Studies