Trump er positiv efter historisk dårlig måling: - Og han gør ikke noget for at rette op

16x9
Donald Trump langer ud efter den dårlige meningsmåling på Twitter. Foto: Olivier Douliery / Scanpix Denmark

Ifølge USA-ekspert Mirco Reimer-Elster er Trumps bedste chance rent faktisk at få gennemført noget politik.

En ny meningsmåling udpeger Donald Trump til at have en historisk lav opbakning i den amerikanske befolkning efter et halvt år som præsident.

Blot 36 procent synes om Trump, mens 58 procent af respondenterne svarer, at de ikke er tilfredse med præsidenten, som overtog embedet den 20. januar i år.

Det er den laveste score for en præsident i 70 år, skriver ABC News og Washington Post, som har talt med 1000 amerikanere.

Trump: Ikke en dårlig opbakning

Donald Trump selv lader sig dog ikke hidse op over de dårlige tal.

På Twitter skriver han, at næsten 40 procents opbakning på dette tidspunkt ikke er dårligt - og at ABC News og Washington Post desuden var de medier, som leverede de mest upræcise målinger under valgkampen.

Ifølge CNN var de to mediers meningsmålinger under valget ikke skudt helt ved siden af. Deres sidste estimat under valgkampen lød på at Hillary Clinton ville få 47 procent af stemmerne, mens Trump ville løbe med 43 procent. Valgresultatet endte på 48,5 procent til Clinton og 46,4 procent til Trump.

Flere målinger bakker op

Andre friske målinger ligger i samme ende af skalaen. I de seneste fem målinger, alle fra juli og fra blandt andet Gallup og Ipsos/Reuters, ligger utilfredsheden på enten 57 eller 58 procent.

Før Trump har ingen amerikansk præsident siden 1975 ligget under 40 procents opbakning. Den tvivlsomme ære tilfaldt Gerald Ford.

Omvendt er den mest populære præsident over de seneste 70 år Harry S. Truman, som efter et halvt år på posten havde støtte fra 82 procent af amerikanerne.

Slår ned på møde med russerne

Respondenterne i undersøgelsen er også blevet spurgt til, om de synes, at det var passende eller upassende, at Trumps ældste søn, Donald Trump Junior, Trumps svigersøn - Jared Kushner - og hans daværende kampagnemanager Paul Manafort sidste sommer holdt et møde med en russisk advokat for at få komprommiterende materiale om Trumps modkandidat ved præsidentvalget, Hillary Clinton. 

Kun 26 procent af respondenterne fandt, at mødet var passende, mens 63 procent fandt det upassende. 60 procent af de adspurgte mener, at de tror, at Rusland forsøgte at få indflydelse på det amerikanske valg, og 41 procent tror, at Trumps kampagnestab med overlæg har hjulpet russerne. 44 procent siger, at de ikke tror, at Trump fik noget ud af Ruslands indblanding.

Sagen om mødet med den russiske advokat har fået meget dækning af både den amerikanske og internationale presse, og også dette emne har fået præsidenten til tasterne i et forsvar for sin ældste søn.

I to tweets, som blev skrevet kort efter den nye meningsmåling blev udgivet, kalder han igen mediernes dækning af sagen for "fake news". 

USA-ekspert: Trumps bedste chance er at få noget politik igennem

Ifølge USA-ekspert Mirco Reimer-Elster har sønnens Ruslands-affære været udslagsgivende for meningsmålingerne.

- Trump har hele tiden ligget lavt i meningsmålingerne, men når de ligger så lavt lige nu, er det primært på grund af hele Rusland-affæren. Og den sag kommer ikke sådan til at forsvinde, siger han.

Mirco Reimer-Elster mener, at der er to områder, hvor Trump selv kan sætte ind for at vinde noget popularitet.

- Han kunne ændre sin retorik på Twitter, hvilket nok ikke er sandsynligt. Eller han kunne få noget politik igennem. Indtil videre kan republikanerne ikke pege på noget politik, som de for alvor har fået gennemført. Det er hans bedste chance for at få meningsmålingerne til at gå den anden vej.

Og meningsmålingerne betyder rent faktisk noget for Trump, mener Reimer-Elster.

- Trump går meget op i meningsmålinger. Det betyder noget for ham, ellers ville han ikke tweete om det. Men retorisk gør han ikke noget for at rette op på de dårlige målinger - i stedet for at være konstruktiv går han til angreb mod medier og meningsmålinger generelt.

Den 20. juli har Trump været amerikansk præsident et halvt år.