Skovbrande breder sig til turistby

Der meldes ikke om evakuerede danskere, oplyser flere rejsebureauer.

Spanien, Portugal, Italien, Frankrig og senest Kroatien.

Sydeuropa er ramt af hedebølge, og store dele står i flammer på baggrund af de ekstreme temperaturer. Flere steder er brandene ude af kontrol.

Mange mennesker er flygtet, og senest er turister nær den kroatiske storby Split blevet evakueret. Området har mistet både el- og vandforsyning, og flere boliger og kontorbygninger er brændt ned. Det oplyser NRK.

Ingen danskere evakueret

Der befinder sig i øjeblikket en del danskere i Kroatien i nærheden af Split, men ifølge to af de største danske rejsearrangører, er der ingen danskere blandt de evakuerede.

Rejsebureauet Tui har et enkelt hotel med danskere i det berørte område, men ifølge pressechef, Nikolai Johnsen, er der ingen grund til panik blandt de rejsende.

- Vi har et enkelt hotel i Split med fem danske gæster, men det er langt fra det brændende område. Alt fungerer som normalt, men vi holder selvfølgelig øje med situationen og er i kontakt med kroatiske brandmyndigheder, siger han.

- Følger udviklingen nøje

Meldingen er stort set den samme hos rejsebureauet Spies, som også har gæster i området omkring Split.

- Vi har danske gæster i området, men de bor primært på øen Brac, der ligger omtrent 50 kilometer fra Split, og stedet er ikke omfattet af skovbrandene, fortæller Torben Andersen, kommunikationschef hos Spies.

- Vores nærmeste turister bor cirka 10 kilometer fra skovbrandene, men de giver ikke umiddelbart røgproblemer eller andre gener, så vi tager det stille og roligt. Skovbrande i Sydeuropa er ikke ualmindeligt på denne tid af året, men vi følger nøje med i situationen og dens udvikling, siger kommunikationschefen.

Udenrigsministeriet: - Hold dig opdateret om situationen

TV 2 har været i kontakt med Udenrigsministeriet, som er klar over situationens alvor. I en mail til TV 2 oplyser myndighederne:

- Hvis du er i et område, der er påvirket af skovbrande, bør du nøje følge myndighedernes anvisninger og holde dig opdateret om situationen via medierne og dette link om trafikforhold i Kroatien: http://www.hak.hr/en

- Udenrigsministeriet opfordrer til, at man holder sig indendøre med lukkede vinduer og ringer 112, hvis man er i nød. Da vejene i visse områder er blokerede pga. megen trafik og/eller brand, opfordres man til kun at forlade sit opholdssted i nødstilfælde.

Oplever du skovbrandene i Sydeuropa?

Tip os ved at sende en mail til: 1234@tv2.dk