Kvinde dræbt af politiet - ringede selv efter dem

Kvinden havde selv tilkaldt politiet til sit hjem i den amerikanske by Minneapolis.

Ifølge politiet var der tale om et uheld, da to betjente lørdag aften lokal tid affyrede et dræbende skud mod en australsk kvinde. 

Hændelsen fandt sted i kvindens eget hjem i Minneapolis, den største by i den amerikanske delstat Minnesota. Her boede hun sammen med sin forlovede. 

Det var kvinden selv, som havde ringet til alarmcentralen, efter hun havde hørt lyde bag sit hus, som hun frygtede stammede fra en indbrudstyv. 

Byens borgmester forlanger svar

Hvordan det kunne ske, at politiet fejlagtigt skød og dræbte kvinden, er endnu uvist. 

Betjentene i Minneapolis har alle fået installeret et kropskamera i deres uniformer, som skal bruges til at dokumentere sager som disse. 

Men ifølge byens borgmester, Betsy Hodges, var kameraerne slukkede under lørdagens skudepisode. Det skriver CNN og det lokale medie StarTribune

- Jeg har en masse spørgsmål. Spørgsmål omkring, hvorfor kameraerne ikke var tændt, sagde Betsy Hodges på en pressekonference søndag aften og understregede, at sagen nu vil blive undersøgt af myndighederne, mens de to betjente foreløbigt er sendt på orlov. 

Identitet endnu ikke bekræftet 

Af hensyn til de pårørende har politiet endnu ikke offentliggjort kvindens identitet. 

Det australske udenrigsministerium er gået ind i sagen for at støtte familien. Ministeriet har samtidig offentliggjort en kort udtalelse på familiens vegne. 

- Det er en meget hård tid for vores familie. Vi har svært ved at begribe denne tragedie, og vi prøver at forstå, hvordan det kunne ske, lyder det i udtalelsen. 

Stedsøn står frem i medierne

Kvindens amerikanske stedsøn Zac Damond var dog hurtig til at afsløre hendes identitet over for de lokale medier. 

- Min mor er død - skudt af betjente - af grunde jeg ikke kender. Jeg forlanger svar. Hvis nogen kan hjælpe, så ring til politiet og forlang svar, siger Zac Damond i en video på The Guardian

Ifølge Zac Damond er den dræbte kvinde den 40-årige Justine Damond, som oprindeligt kommer fra Sydney i Australien. Hun var dog flyttet til USA for at blive gift - og selvom brylluppet først skulle finde sted i august, havde hun allerede skiftet til sin kommende mands efternavn.