Erdogan vil halshugge forrædere i Guantanamo-fangedragter

16x9
Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan vinker til de mange fremmødte til markeringen af årsdagen for det fejlsslagne kupforsøg. Foto: HO / Scanpix Denmark

Recep Tayyip Erdogan har lovet at underskrive lov om dødsstraf, hvis han skulle blive præsenteret for den.

Tyrkiets præsident lover i en tale at genindføre dødsstraf, hvis et flertal i parlamentet ønsker det sådan.

- Jeg vil underskrive det, siger præsidenten i en tale efter krav fra tilhængere om at henrette kupmagere.

Hele Tyrkiet har lørdag markeret årsdagen for sidste års kupforsøg, eller snarere for den lynindsats der stoppede kupmagerne i løbet af mindre end et døgn.

- Kupforsøget den 15. juli er ikke det første mod vores land. Og det vil ikke blive det sidste. Derfor vil vi som det første hugge hovederne af disse forrædere.”

Kupmagere i fangedragter

Mistænkte kupmagere skal bære fangedragter, som dem de indsatte i fangelejren Guantanamo Bay var iklædt, mener præsidenten.

Fangerne på den amerikanske base blev iklædt orange heldragter.

- Jeg har talt med premierministeren. Når de skal i retten, så lad dem bære dragter som på Guantanamo, siger Erdogan.

Renser ud i det tyrkiske samfund

Bemærkningen falder i forlængelse af en omtalt hændelse, da en mistænkt i retten bar en T-shirt med påskriften "helt".

Erdogans styre har det seneste år gennemført en meget omfattende udrensning i det tyrkiske samfund.

Titusinder er blevet fængslet, fyret eller fjernet fra deres job.