Trump offentliggør flysamtale: - Skulle jeg i nævekamp med Putin?

16x9
Trump og Putin talte sammen i mere end to timer til G20-mødet. Foto: SAUL LOEB / Scanpix Denmark

Journalisterne troede, at det var uden for citat, da de talte med Trump i flyet. Men præsidenten insisterede på, at samtalen skulle offentliggøres.

Da USA’s præsident Donald Trump onsdag aften rejste mod Frankrig for at besøge landets præsident Macron, havde han et hold af journalister med sig i sit fly, Air Force One. Han talte med dem om alt fra Nordkorea til frihandel og den mur, han vil bygge langs USA’s grænse til Mexico.

Men ingen skrev om samtalen, og det undrede Trump. Det fik ham til at spørge reporteren fra New York Times, hvorfor pressen ikke havde dækket den. Forklaringen var simpel. Journalisterne troede, at samtalen var til baggrund, og at de derfor ikke måtte reportere om den. At den var ’off the record’, som det hedder. For sådan plejer det at være med den slags uformelle samtaler.

Men Trump ville åbenbart gerne se sine udtalelser på tryk, for dagen efter offentliggjorde Det Hvide Hus et udskrift af dele af samtalen.

Nævekamp med Putin

På flyveturen talte Trump blandt andet om det møde, han og den russiske præsident Putin holdt for lukkede døre ved G20-mødet i Hamborg i sidste uge.

Trump fortalte, at han konfronterede Putin med beskyldningerne om russisk indblanding i det amerikanske valg i 2016.

- Jeg spurgte ham: "Var du involveret i manipulationen af det amerikanske valg?" Han sagde: "Absolut ikke – jeg var ikke involveret." Han sagde det meget bestemt. Så spurgte jeg ham igen på en helt anden måde: "Var du involveret?" Han sagde: "Det var jeg ikke – absolut ikke."

Og så accepterede Trump, at samtalen bevægede sig videre til andre emner. Han mente ikke, at det ville give mening at konfrontere Putin yderligere.

- Hvad skal man gøre? Ende i nævekamp?, spurgte Trump retorisk journalisterne.  

Gennemsigtig grænsemur

Trumps valgløfte om at bygge en mur langs grænsen til Mexico var også blandt de emner, han talte med journalisterne om. Og ifølge Trump bliver der nok ikke tale om en helt almindelig mur.

- En af de ting, der er ved muren, er, at man har brug for gennemsigtighed. Man har brug for at kunne se igennem den. Med andre ord, hvis man ikke kan se igennem den… så det kunne for eksempel være en stålmur med nogle åbninger. Der skal være åbninger, for man skal kunne se, hvad der er på den anden side af muren, sagde Trump.

Mere pres på Kina

Trump kom også ind på emnet om Kinas rolle i forhold til Nordkorea. Han ønsker, at Kina skal gøre mere for at presse Nordkorea til at standse sin udvikling af atomvåben og missiler. Og han vil bruge handelspolitikken til at få Kina til at makke ret.

- Der er nogen, der spørger, hvilke kort vi har på hånden. Jeg synes, det er meget simpelt: Handel. Vi bliver helt knust af dårlige handelsaftaler. Og den værste af dem alle sammen er med Kina, sagde han.

Og det er netop problematikken omkring handelsaftalen, han vil bruge til at presse Kina.

- Den største styrke, vi har, er de her skrækkelige handelsaftaler. Det er vores styrke. Men vi skal fikse dem. Men i forhold til Nordkorea er vores største styrke handel, fortalte Trump de forsamlede journalister.

Sundhedspolitik er sværere end fred i Mellemøsten

Trump talte også om sine problemer med at erstatte hans forgænger Barack Obamas sundhedsreform, som han ellers har lovet sine vælgere.

- Det eneste, der er sværere end fred mellem Israel og palæstinenserne, er sundhed, sagde han.

Det er nemlig svært for ham at få det nødvendige flertal i senatet for at få gennemført sin politik.

- Du får opbakning fra et par stykker her og siger "godt", men så opdager du, at du lige har mistet opbakning fra fire et andet sted. Sundhedspolitik er svært, sagde han.