Nyt forhold mellem Trump og Putin efter møde: - Han er anderledes end på tv

Mødet mellem den amerikanske og den russiske præsident har ført til et nyt forhold mellem de to, siger Vladimir Putin.

De to præsidenter mødtes fredag ved G20-mødet i Hamborg, og lørdag har Putin fortalt, hvordan han mener, mødet forløb.

Ifølge den russiske præsident spurgte Trump blandt andet ind til den påståede russiske indblanding i det amerikanske præsidentvalg, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trump var interesseret i detaljer, lød det, og Putin forsøgte ifølge sin egen udlægning at give detaljerede svar.

Det virkede den amerikanske præsident tilfreds med, vurderede Putin efterfølgende, men opfordrede dog journalisterne til at spørge Trump selv.

Bedre forhold i Syrien

De to præsidenter diskuterede også situationen i Syrien, hvor Vladimir Putin mener, at situationen er blevet bedre efter, at USA – under Trump – er blevet mere pragmatisk.

Våbenhvilen i det sydlige Syrien er et resultat af den ændring, mener Putin ifølge Reuters.

Vladimir Putin og Donald Trump blev også enige om at samarbejde om at beskytte sikkerheden på internettet.

Anderledes på tv

Mødet efterlod tilsyneladende Putin med et positivt indtryk af Donald Trump.

Efterfølgende sagde Putin blandt andet, at Trump er anderledes i virkeligheden end på tv, og han havde etableret et personligt forhold til Trump.

Ifølge Vladimir Putin er der dermed grundlag for at tro, at de nødvendige relationer mellem de to lande kan etableres – i hvert fald delvist.

- Det er meget specielt

Vladimir Putins opfordringer til at spørge Donald Trump selv om hans syn på mødet er indtil videre ikke blevet fulgt, da Trump har valgt ikke at udtale sig til pressen, om hvad der er er foregået på mødet.

Og det er en usædvanlig opførsel, vurderer TV 2's USA-analytiker, Mads Fuglede.

- Det er meget mærkeligt, at være vidne til at man mødes i G20, og alle som perler på en snor træder op og giver deres vurdering af, hvordan mødet er gået, hvor verden står nu, hvor man skal hen i fællesskab, da G20-landende har en enorm indflydelse på verdens gang. Og så rejser USA-præsident hjem uden at sige noget som helst. Det er meget specielt, siger Mads Fuglede.