Macron og afrikanske ledere skærper kampen mod jihadister

16x9
Macron og afrikanske ledere skærper kampen mod jihadister Foto: LUC GNAGO / Scanpix Denmark

Ny styrke skal arbejde sammen med franske soldater og FN-styrke om at bekæmpe militante grupper i Afrika.

Afrikanske ledere er søndag blevet enige om at etablere en ny multinational styrke, der skal bekæmpe militante islamister i Sahel-regionen.

Islamistiske grupper - nogle af dem med forbindelse til al-Qaeda - tog kontrol med store dele af det nordlige Mali i 2012.

Året efter blev de slået tilbage af en franskledet militær indsats.

Militante grupper er nogle steder i vækst

Grupperne fortsætter dog deres angreb mod FN's fredsbevarende styrker, Malis soldater og civile mål. Det er ikke kun i Mali, men også i den øvrige Sahel-region, hvor militante grupper nogle steder er i vækst.

- Vi må dagligt bekæmpe terrorister, bøller, mordere, hvis navne og ansigter vi må glemme, men som vi på urokkelig vis og med beslutsomhed må udrydde i fællesskab, sagde den franske præsident, Emmanuel Macron, på søndagens topmøde i Malis hovedstad, Bamako.

Frankrig har 400 soldater i Mali

Frankrig har 4000 soldater i Mali.

Sahel-regionen rækker fra Atlanterhavet i vest til Det Røde Hav i øst og omfatter 14 lande helt eller delvist.

De fem vestafrikanske lande, der er gået sammen om den nye styrke, er Mali, Mauretanien, Burkina Faso, Niger og Tchad.

Styrken skal koncentrere sig om grænseområderne mellem Mali, Niger og Burkina Faso. Her har der på det seneste været en række angreb mod militærets kaserner.

I alt 5000 nye soldater

Den nye antiterrorstyrke skal bestå af en bataljon fra hvert af de fem vestafrikanske lande, der er med i aftalen. Tilsammen ventes den at tælle i alt 5000 soldater.

EU har lovet at give 50 millioner euro (372 millioner kroner) til den nye styrke, mens Macron har sagt, at Frankrig vil give otte millioner euro (60 millioner kroner) i år.

De fem vestafrikanske lande bag den nye styrke vil give hver ti millioner euro (75 millioner kroner).

Samlet budget på 423 millioner euro

Det samlede budget vurderes at være 423 millioner euro, og dermed er styrken underfinansieret fra starten.

Den nye styrke har støtte fra FN's Sikkerhedsråd. Den skal arbejde sammen med den franske militæroperation Barkhane og FN-styrken Minusma.

Den nye styrke forventes at gå i gang med sit arbejde til efteråret.

/ritzau/Reuters