Samuelsen efter voldsom Twitter-video fra Trump: - Han skal stramme op NU

USA's præsident har lagt en video online, som viser ham tæve et CNN-logo under en wrestlingkamp.

USA's præsident, Donald Trump, har optrappet sin strid med flere store amerikanske medier.

Søndag har han postet en 28 sekunder lang video af sig selv, der fælder og banker en mand, hvis hoved er dækket af et logo fra tv-stationen CNN.

- Det er en trist dag, når USA's præsident opfordrer til vold mod reportere, siger en talsperson fra CNN.

CNN's talsperson tilføjer, at Trumps opførsel er barnlig og "langt under værdigheden af hans embede".

- Vi vil fortsætte med at passe vores arbejde. Han burde begynde at gøre sit, siger talspersonen ifølge nyhedsbureauet AP.

Udvis respekt for præsidentembedet

Også den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), reagerer på præsidentens provokation.

- Jeg synes, at Donald Trump fra NU af skal stramme op, fokusere på kampen for frihed og udvise respekt for præsidentembedet, skriver Samuelsen på Facebook og Twitter - beskeden har han også oversat til engelsk.

Overfor TV 2 uddyber den danske udenrigsminister, at han tror på, at Donald Trump modtager beskeden.

- Jeg tror simpelthen, at beskeder fra både statsministre og udenrigsministre rundt om i verden når frem til præsidenten på den ene eller anden måde, siger han.

Hvad med terrorisme og frihandel?

Og på trods af, at Donald Trump er berygtet for at ryge til tasterne med kontroversielle tweets, er det denne, som har fået Anders Samuelsen til at reagere.

- Nu er det nået et stadie, hvor jeg synes, at det ser ud som om, præsidenten vælger at bruge sin tid på det forkerte. Nemlig at slås med medierne i stedet for at slås for friheden rundt om i verden, dér, hvor der er brug for det, siger han og påpeger, at der er mange steder, hvor verden har brug for, at USA er en markant og troværdig medspiller.

Eksempelvis i kampen mod terrorisme og i kampen for frihandel og frihed.

- Det er dér, fokus bør ligge for en amerikansk præsident og ikke på at tweete videoer, hvor han fingerer, at han slås mod den frie presse. Det er så langt fra, hvad jeg opfatter, man burde gøre som præsident, siger Anders Samuelsen.

Kaster mand i jorden og slår ham

Videoen, som er postet på Trumps officielle Twitter-konto, stammer fra et 10 år gammelt wrestling-show på tv, hvor rigmanden var en af de inviterede kendisser.

Optagelsen viser Trump nærme sig en mand lige uden for brydernes ring. Trump kaster manden til jorden og slår ham tilsyneladende et antal gange, mens han ligger på jorden.

USAs præsident Donald Trumo har postet en 28 sekunder lang video af sig selv, der fælder og banker en mand, hvis hoved er dækket af et logo fra tv-stationen CNN. Video: Anne Nordestgaard Dyrehauge

Samuelsen: Trump bør lytte til min mors råd

Den danske udenrigsminister benytter lejligheden til via TV 2 at komme med et råd til den amerikanske præsident, som hans egen mor gav ham, når han som barn blev mobbet i skolegården; vend den anden kind til, og ignorer det. Så bliver det kedeligt at mobbe.

- Det virkede. Han skulle prøve at lytte mere til det råd, min mor gav mig. Vend dog den anden kind til, og fokuser på det, du gerne vil være god til og vil præstere inden for.

Næste gang Anders Samuelsen får kontakt til sin amerikanske kollega Rex Tillerson, vil han appellere til den amerikanske udenrigsminister i håb om, at han kan påvirke Trump.

Men derudover tror han ikke, at Donald Trumps seneste Twitter-udbrud kommer til at påvirke det dansk-amerikanske forhold i en negativ retning.

- Danskerne er store fans af det amerikanske folk, og vi har et nært forhold til amerikanerne, siger Anders Samuelsen.

Håber ikke, de opfatter det som en trussel

Hvorvidt Anders Samuelsens reaktion er kommet Trump for øre, melder historien ikke noget om. Men søndag har Det Hvide Hus følt sig nødsaget til at kommentere tweetet, efter at flere medier har kritiseret præsidenten.

- Ingen vil opfatte det som en trussel. Det håber jeg ikke, at de gør, siger Tom Bossert, der er Det Hvide Hus' rådgiver for indenlandsk sikkerhed, til tv-stationen ABC.

Men det håb er søndag aften blevet gjort til skamme. Formanden for The Reporters Committee for Freedom of the Press, Bruce Brown, siger således:

- Det er en trussel om fysisk vold mod journalister. Ingen bør kunne trues med fysisk vold for at udføre deres job.

Trump har ved utallige andre lejligheder givet udtryk for sin modvilje mod en lang række medier, blandt andet CNN, som han søndag betegnede som "Fraud News" - svindelnyheder.

Jeg synes at DonaldTrump fra NU af skal stramme op, fokusere på kampen for frihed og udvise respekt for...

Posted by Anders Samuelsen on Sunday, July 2, 2017