Stedet hvor Islamisk Stat udråbte kalifatet er faldet – TV 2 var der som nogle af de første

Som et af de eneste vestlige medier i verden har TV 2 besøgt den moske, hvorfra terrororganisationen Islamisk Stat udråbte deres kalifat.

Stanken af lig hænger tungt i den varme luft.

Solen bager ned og termometret viser 46 grader.

Bragene fra morternedslag runger i baggrunden.

Frontlinjen mellem de irakiske soldater og Islamisk Stats smuldrende kalifat ligger lige i nærheden. Men pludselig eksploderer en bombe få meter fra TV 2s udsendte.

- Den kom fra en drone. Daesh (Islamisk Stat) kan se os. Vi skal væk herfra nu, siger tolken, som følger TV ved fronten i Mosul.

Velkommen til Mosul. Byen som lige nu er skueplads for det største slag mod Islamisk Stat i Irak.

Mosul blev indtaget af Islamisk Stat i juni 2014. Krigere fra terrororganisationen kunne nærmest uhindret køre ind i byen og overtage kontrollen af millionbyen. De oplevede stort set ingen modstand fra de irakiske soldater, som i bogstaveligste forstand blev fuldstændig overrumplet.

Vi skal væk herfra nu

Irakisk tolk

- Ydmygelsen af militæret og specielt centralregeringen i Bagdad var total, og det meste af verden så måbende til, mens terrororganisationen fortsatte med erobre store landområder i både Irak og Syrien, fortæller TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, der er i Mosul.

Rasmus Tantholt i resterne af Mosul.
Rasmus Tantholt i resterne af Mosul. Foto: Claus Borg Reinholdt / TV 2

Terrororganisationen Islamisk Stat kom med erobringen af Mosul for alvor på verdenskortet. Det blev nu tydeligt for alle, at terrororganisationen var stærk og villig til at gå langt for at få udbredt kalifatet.

Efter at Mosul var kommet under Islamisk Stats faner, fejrede terrororganisationen den ene triumf efter den anden, og efter få måneders offensiv omfattede kalifatet en tredjedel af Syrien og Irak.

Nuri-moskeen var kalifatets prædikestol

Det var i Mosul, verden for første gang så terrororganisationens leder, Abu Bakr al-Baghdadi, bestige den fiktive trone og indtage den officielle rolle som kalif af Islamisk Stat. Det gjorde han i den historiske Nuri-moske.

Det er præcis tre år siden. For to dage siden generobrede irakiske soldater moskeen.

Det fik Iraks premierminister til at erklære enden på Islamisk Stat.

- Det irakiske militær har siden november sidste år generobret stort set det meste af Mosul. Men at sige med indtagelsen af Nuri-moskeen, at det er enden på Islamisk, det passer ikke. De mangler stadig at nedkæmpe et ukendt antal IS-krigere i et forholdsvist lille område i den gamle bydel af Mosul. Derudover har IS også kontrollen i andre byer i Irak. Men erobringen af Nuri-moskeen i Mosul har naturligvis en kæmpe symbolsk betydning og giver det irakiske militær et tiltrængt boost, siger Rasmus Tantholdt.

Bomberne eksploderer stadig i Mosul.
Bomberne eksploderer stadig i Mosul. Foto: Claus Borg Reinholdt / TV 2

TV 2 besøger Nuri-moskeen som et af de eneste vestlige medier

Der er kaos ved frontlinjen. Flere hundrede flygtninge kommer langsomt gående mod de irakiske soldater.

Sårede bliver båret på ryggen af slægtninge, mens andre kommer ud på bårer. De fleste af dem er dehydrerede. En lille pige kollapser, da hun når i sikkerhed. Hun er bleg og og har mørke, indsunkne øjne. En irakisk soldat tager hende op og hælder vand ud over hende. Hun kommer til sig selv igen og begynder at drikke.

TV 2s udsendte er taget ud med de irakiske specialtropper - også kaldet ”The Golden Division”. Efter et stykke tid er gruppen af flygtninge placeret i skyggen og forsynet med vand og kiks. 

Vi bliver bedt om at sætte os ind i de pansrede biler, som specialtropperne kører rundt i. Efter en kort køretur gennem et fuldstændig udbombet område med snørklede, smalle veje ankommer TV 2s hold til en slags base for de irakiske soldater. Her møder vi generalen, som står i spidsen for offensiven mod Islamisk Stat. I en smadret lejlighed har han sin kommandocentral. Det er herfra slaget mod terrororganisationen bliver koordineret. Der ligger madrester og tomme vandflasker på gulvet.

- I får fem minutter. Kom så, siger generalen pludselig til TV 2s udsendte.

Han har fået som fortjent

General, The Golden Division

Han går med hastige skridt ud af lejligheden med et følge af svært bevæbnede soldater. Liget af en IS-kriger ligger på jorden. Den døde krop er svulmet op, og halvdelen af hovedet er sprængt væk.

- Han har fået som fortjent, siger en soldat og slår ud med armen.

TV 2s udsendte får besked på at holde sig på den sti, som er gangbar. Der er nemlig risiko for, at der ligger miner.

Generalen kravler gelinde op over murbrokkerne og ind i det, der er tilbage af den gamle Nuri-moske.

Mosul ligger i ruiner.
Mosul ligger i ruiner. Foto: Claus Borg Reinholdt / TV 2

- Det var præcis her lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, udråbte sig selv til kalif, siger han og peger mod det sted, hvor prædikestolen engang stod.

Moskeen ligger i ruiner, fordi den i sidste uge blev sprængt i luften. Ifølge den irakiske regering var det Islamisk Stat, som står bag, da jihadisterne var tæt på at blive løbet over ende af de irakiske styrker.

Der er ikke mange krigere tilbage

General, The Golden Division

Det er terrororganisationen så nu, og de irakiske styrker mangler kun at erobre en ganske lille del af byen.

TV 2 var tilbage i Nusri-moskeen.
TV 2 var tilbage i Nusri-moskeen. Foto: Claus Borg Reinholdt / TV 2

- Islamisk Stat kontrollerer kun et område, der er 400 gange 400 meter stort. Der ikke mange krigere tilbage, siger han, mens bragene fra bomber, der bliver kastet ud på det sidste, lille område, som IS kontrollerer, næsten overdøver hans svar.

Det er kun et spørgsmål om tid, før de sidste krigere fra terrororganisationen er nedkæmpet i Mosul.