Kunst og ytringsfrihed: I Tyrkiet bliver selv censuren censureret

Der er mange emner, man end ikke må tale om i det tyrkiske samfund.

Det er kun et års tid siden, at tyrkiske kampfly med øredøvende brag drønede igennem nattemørket udenfor mit stuevindue. Med dristige manøvrer lavede F-16-jagerflyene fingerede angreb på andre tyrkiske militærenheder med panservogne, der havde taget kontrollen med Bosporusbroen.

Dele af de væbnede styrker var i gang med et militærkup. Andre dele kæmpede imod. På gaden nedenfor rullede kampvognene støjende forbi, og oppe på Taksim-pladsen, fem minutters gang fra min gadedør, kæmpede forskellige politi- og militære styrker med hinanden.I et døgns tid vidste ingen, i hvilken retning, begivenhederne ville tage Tyrkiet. Hvem der ville have magten, når støvet en gang lagde sig. Hvad fremtiden ville bringe.

Det ved vi nu.

Kuppet mislykkedes.

Det Tyrkiet, der er kommet ud på den anden side, er dog et ret anderledes land. Langt over et hundrede tusinde mennesker er blevet fyret eller suspenderet. Et halvt hundrede tusinde arresteret og fængslet.

Snart findes der ikke længe noget, der ikke er censureret i det her land

Göksen Aydemir, Filmkritiker

Mange er bange for at sige deres mening, hvis den overhovedet kan opfattes som kritisk. Landet er stadigvæk i undtagelsestilstand. Myndighederne har voldsomt udvidede magtbeføjelser. Masser af aviser, Tv-stationer og andre medier er blevet lukket. Et stort antal journalister sidder i fængsel. Mange kunstnere og intellektuelle har valgt at flytte til udlandet, for at kunne arbejde frit.

Kort og godt: At udnytte sin ytringsfrihed, er at begive sig ind i et minefelt.

Ytringsfrihedens grænser

Derfor var det naturligvis interessant, da den unge tyrkisk-kurdiske filminstruktør Kazim Öz for nylig skulle have premiere på sin nye film Zer, som dykker ned i hele det i forvejen ømtålelige emne om den kurdiske identitet i et Tyrkiet, der i årtier har ligget i åben krig med kurdiske separatister.

Da jeg første gang møder Kazim Öz, er filmen næsten færdig. Sammen med sin lydmand og instruktørassistent går han den seneste version af filmen igennem. Lyden er lavet om, så det er egentlig den, de skal lytte til. Derfor har de lånt en stor tom biografsal i det centrale Istanbul, så de kan lytte til den under realistiske omstændigheder.

Kazim Öz ser sin film, Zer, i mørket i biografsalen.
Kazim Öz ser sin film, Zer, i mørket i biografsalen. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Jeg hilser på dem i biografcafeen udenfor. Det er egentlig lyden, de burde tale om, men det, der i virkeligheden optager dem allermest, er, at den tyrkiske filmcensur lige har krævet en række scener i filmen fjernet.

Hvad skal de gøre?

Skal filmen bare klippes om, så scenerne fjernes, uden at det kan ses? Skal man sætte et skilt på lærredet, at filmen er blevet censureret? Eller skal det blot stå på plakaten?

Kazim Öz vil lægge sort på billedsiden, men lade lydsiden forblive intakt. Det betyder dog ret lange, sorte pauser.

De to andre synes at det er alt for meget.

- De sorte pauser er ikke noget, et almindeligt publikum kan holde ud at se på. I hvert fald ikke i lang tid. Det er alt for langt, siger Ilknur Bilir, der er instruktørassistent på filmen.

Lydmanden Mustafa Biber giver hende ret:

- Jeg tror, at det vil være klogt, i hvert fald at korte scenerne ned. Ikke lade dem stå i deres fulde længde, siger han.

Efter en lang diskussion i cafeen, hvor de næsten slet ikke får talt om lydsiden, skærer Kazim Öz igennem:

- Enten skal det klippes helt ud, så det slet ikke kan ses, eller så skal det bevares, som filmen er nu. I sin fulde længde. Så publikum kan se, føle og opleve hvor meget, der er blevet klippet ud.

Det bliver, som Kazim Öz ønsker.

Der lægges sort over scenerne, som ellers forbliver med lyd i deres fulde længde. En tekst på lærredet fortæller, at scenen er blevet fjernet af censuren. Men publikum vil kunne se, hvor mange og hvor lange scener det er, der er tale om.

En sort baggrund med hvid tekst fortæller, at scenen er blevet fjernet af censuren.
En sort baggrund med hvid tekst fortæller, at scenen er blevet fjernet af censuren. Foto: Steffen Jensen - TV 2

Ømtålelig debat om identitet og nationalitet

Filmen Zer handler om identitet. Hvem er jeg? Den svære… eller måske snarere umulige balancekunst imellem kurdisk og tyrkisk identitet. Kompliceret af at hovedpersonen – som Kazim Öz selv – ikke bare er kurder, men også alevi. Altså ikke sunni-muslim, som de fleste andre kurdere. Dermed diskrimineres de ikke blot af Tyrkiet for deres kurdiske nationalitet, men også af andre kurdere på grund af deres religion.

I filmen kender hovedpersonen Jan ikke fra starten til hele sin identitet. Han er født i USA. Han har en amerikansk mor og en tyrkisk far. Men da hans bedstemor ligger for døden, finder han ud af, at han også er af kurdisk afstamning, og at familien tilsyneladende gemmer på en mystisk og tragisk hemmelighed fra fortiden.

Det sætter Jan ud på en opdagelsesrejse. Tilbage til familiens rødder for at finde sin identitet. Rejsen, der skal grave sandheden frem, bringer ham tilbage til Tyrkiet, til Dersim og til slægtens landsby ude i den østlige del af landet.

Den fortælling, som i årtier er blevet fortiet i Jans familie – historien om massakren på kurderne i Dersim i 1938 – er stadigvæk tabubelagt i Tyrkiet. Så meget at det er henvisningerne til den, filmcensuren kræver fjernet fra filmen.

Massakren på den kurdiske befolkning i Dersim i 1938 er et tabubelagt emne i Tyrkiet.
Massakren på den kurdiske befolkning i Dersim i 1938 er et tabubelagt emne i Tyrkiet. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Efter billedsiden er blevet fjernet, hører vi under visse scener bare fuglefløjt. Under andre skyderi og skrig. Man føler næsten at man selv er til stede ved massakren, men at det, der sker, er så grumt, at man ikke tør kigge, men bliver nødt til at lukke øjnene. I stedet skaber fantasien billeder i stedet for dem, der er klippet ud.

Ved premiereaftenen, hvor publikummet består af et bredt udsnit af den kreative klasse i Istanbul. Intellektuelle, filminstruktørkolleger, kritikere og kunstnere. De bifalder Kazim Öz’ modige beslutning om de lange sorte pauser med klapsalver under forestillingen. Men mange er samtidig vrede, og ser censuren som endnu et bevis på problemerne i deres samfund.

Publikum på plads i salen til premieren.
Publikum på plads i salen til premieren. Foto: Steffen Jensen / TV 2

- Snart findes der ikke længe noget, der ikke er censureret i det her land. Selv i vores egen bevidsthed er der hvert eneste minut selvcensur. Vi behøver slet ikke klippe sort ind i en film, siger en tydeligt ophidset Göksen Aydemir, som er filmkritiker, efter at have set Zer.

Der var ingen gode alternativer.

Censuren stillede Kazim Öz overfor et ulykkeligt valg mellem dårligt, værre og værst. Men premierepublikummets reaktion er – med få undtagelser – et bevis på, at Kazim Öz har valgt rigtigt.

Censuren hjælper filmen

- Jeg var naturligvis klar over, at det ville blive en interessant forestilling. Både på grund af de bortcensurerede scener, men lige så meget på grund at den løsning, jeg havde valgt. Ville den ødelægge oplevelsen? Og hvilken følelse ville den udløse hos publikum?

For Kazim Öz endte censuren med at blive et kunstnerisk greb i sig selv. Man han ved, at myndighederne næppe vil synes om hans fremgangsmåde.
For Kazim Öz endte censuren med at blive et kunstnerisk greb i sig selv. Man han ved, at myndighederne næppe vil synes om hans fremgangsmåde. Foto: Steffen Jensen / TV 2

- Det er klart, at det har skadet min film, at den er blevet censureret, men jeg fornemmer dog alligevel, at min beslutning om ikke at klippe de censurerede sekvenser helt ud, var god og rigtig, siger Kazim Öz tydeligt lettet efter premieren.

Det interessante er, at mange publikummer tilsyneladende selv i fantasien har forestillet sig scener, der er langt værre end dem, censuren har fået fjernet. Så på den måde kan man sige, at censuren har givet bagslag… for censuren mere end for filmen.

De sorte sekvenser blot med lyd fik ofte publikum egen fantasi til at opfinde scener, som var langt værre end dem, der var blevet bortcensureret.

- Jeg tænkte at det var meget slemme og meget smertefulde billeder fra Dersim-massakren, der var klippet ud. Men de her sorte sekvenser gjorde næsten mere ondt på mig. Hvis denne massakre stadigvæk den dag i dag skal holdes skjult og censureres bort, så betyder det i virkeligheden, at den fortsætter, siger Aydin Orak, en af Kazim Öz’ filminstruktørkolleger, efter forestillingen.

Da jeg selv stod midt i det her skænderi med censuren, følte jeg mig hensat til 1940’ernes Tyskland

Kazim Öz, Filminstruktør

- Beskueren kommer muligvis til at forestille sig nogle meget stærkere billedsekvenser, end dem, der oprindelig var i filmen. På den måde opfylder filmen måske endnu mere sin fortælling og det budskab, den vil udbrede. Så på den måde kommer denne her censur måske slet ikke til at skade filmen, siger Kazim Öz, der begynder at indse, at censurens indgreb måske er endt med at gøre hans film endnu mere spændende.

En anden premieregæst, dokumentaristen Metin Avdac, synes med sin reaktion at bekræfte den antagelse.

- Censur er uanstændigt og umoralsk. Vi siger til enhver tid nej til censur. Vi er nødt til at kunne have kunst uden censur. Kun et liv uden censur, er et liv i frihed. Hvor censuren eksisterer, kan friheden ikke samtidig blomstre. Kun et liv uden censur, kan være rigtig frit, siger han.

For Kazim Öz har mødet med den tyrkiske filmcensur været en smertefuld oplevelse. Både fordi den har forgrebet sig på hans ”baby”, hans film. Men den har også afsløret, at hans land er i krise i sin sjæl og sit sind. Kazim siger, at han føler sig hensat til et helt andet land og en helt anden tidsalder.

- Det har været ret slemt. Et stort psykisk pres. Nu bagefter forstår jeg, hvor stort et pres det var. Og faktisk har man jo altid læst om det her i historiebøgerne. Da jeg selv stod midt i det her skænderi med censuren, følte jeg mig hensat til 1940’ernes Tyskland.

Censur af censuren

Selvom filmen Zer allerede har været igennem censuren én gang, så er den nu blevet censureret igen. Efter premiereforestillingen i Istanbul, har filmcensuren nu også krævet de sorte scener også bortcensureres.

Censur af censuren, kunne man næsten sige.

Kazim Öz er godt klar over, at hans måde at protestere på, hans demonstration med de sorte sekvenser i Zer på premiereaftenen, får konsekvenser. I hvert fald skal han næppe i fremtiden regne med statslig filmstøtte til sine projekter.

- Jeg tror nok, at jeg ret sikkert, med mine handlinger omkring denne film, kan vinke farvel til nogen som helst form for offentlig filmstøtte, siger den tyrkisk-kurdiske filminstruktør med et træt smil.

Situationen i Tyrkiet er anspændt efter kupforsøget og den efterfølgende bølge af udrensninger i samfundet. Censuren er blevet skærpet og ytringsfriheden indskrænket. Alligevel er det interessant at se, i hvilken udstrækning journalister, intellektuelle, kunstnere og oppositionsfigurer konstant udfordrer disse grænser.

Det pres, der kommer ovenfra, fører til et modtryk nedefra.

Ligesom censuren af Kazim Öz’ film Zer synes at have haft den modsatte effekt: Den har gjort filmen endnu mere interessant, og givet den en masse reklame, så kan myndighedernes forsøg på at holde befolkningen i ”meget kort snor” også i visse sammenhænge synes at have fået den modsatte effekt – at endnu flere bliver rasende, kræver frihed og indser, at disse værdier er noget, man må kæmpe for.