Ekspert om Trumps Twitter-krig mod tv-værter: - Det står i vejen for hans politik

Donald Trump fortsatte lørdag sine udfald mod to amerikanske tv-journalister på Twitter.

På dagen hvor USA's tidligere præsident Bill Clinton holdt en storladen tale ved mindehøjtideligheden for den tidligere tyske forbundskansler Helmut Kohl, var det den nuværende præsident Donald Trumps Twitter-udfald mod to studieværter fra tv-kanalen MSNBC, der tog opmærksomheden i USA.

- Dumb as a rock (dum som en klippe, red.), kaldte Donald Trump den ene af studieværterne Mika Brzezinski i et tweet lørdag - og det var bare det sidste tweet af en række, der har fået topfolk hos Trumps eget republikanske parti til at opfordre præsidenten til at opføre sig ordentligt.

USA-ekspert Mads Fuglede mener, Donald Trumps mange og ofte grove angreb på Twitter står i vejen, for den politik han gerne vil føre - fordi de amerikanske vælgere synes, han går for langt.

- Uanset hvad viser meningsmålingerne, at amerikanerne synes, det er en dårlig idé, at han tweeter, som han gør. Der er ingen, der synes det er særligt værdigt. Den måde en amerikansk præsident har politisk kapital i befolkningen på, er ved at være populær, siger Mads Fuglede til TV 2.

Trumps Twitter-udfald mod de to MSNBC-journalister Joe Scarborough og Mika Brzezinski startede forleden, da han skrev, at hun var "uintelligent" i et tweet, og i et andet tweet, at hun "blødte slemt efter en ansigtsløftning".

Udover, at Mika Brzezinski er morgenvært på MSNBC, er hun også datter af en af de mest respekterede personer i det Demokratiske parti og i amerikansk politik i det hele taget; Zbigniew Brzezinski. Han var tidligere sikkerhedsrådgiver for to præsidenter - Lyndon B. Johnson og Jimmy Carter. Zbigniew Brzezinski døde 26. maj 88 år gammel, og topfolk i det republikanske parti har i skarpe vendinger opfordret Donald Trump til at stoppe sine udfald på Twitter.

Under embedets værdighed

- Mr. Trump, dine tweets er under embedets værdighed og repræsenterer alt, hvad der er galt med amerikansk politik, skrev Linday Graham, republikansk senator fra South Carolina i et tweet.

Flere andre republikanske politikere benyttede lejligheden til at bede præsidenten om at stoppe sine mange angreb på Twitter.

- Vær venlig bare at stoppe. Det her er ikke normalt og er under værdigheden for dit embede, skrev den republikanske senator Ben Sasse på Twitter.

Værtsparret har også fået støtte fra deres TV-kollegaer på de konkurrerende kanaler.

CNN-værten Jake Tapper sammenkoblede i et populært tweet præsidentens angreb med førstedame Melania Trumps erklærede mål om at sætte fokus på internet-mobning. 

Men lørdag fortsatte Donald Trump altså sine udfald mod Brzezinski og Scaborourg. Mads Fuglede påpeger, at Trumps tweet tager al opmærksomheden væk fra hans politik - til skade for Trump selv.

- Trump har en evne til at fjerne fokus fra det, han selv gerne vil, når han går ind i de her konflikter, siger Mads Fuglede.