Natos sammenhold på spil: Her er de fem knaster, der skal løses

Efter det seneste Nato-møde i maj skal forsvarsalliancen forsøge at samle sig om en fælles front på dagens forsvarsministermøde.

Sidste gang gik det forfærdeligt. Nu skal skårene klinkes.

Sådan kan man kort ridse sagerne op på dagen, hvor forsvarsministrene i Nato mødes til topmøde i Bruxelles.

Ved det seneste Nato-topmøde den 25. maj skabte USA’s præsident Donald Trump igen uro i forsvarsalliancen, da han benyttede taletiden til at lange ud efter de andre Nato-lande for at betale for lidt og undlade at nævne, at han og USA fortsat bakker op om det sikkerhedsmæssige samarbejde.

Dengang var det regeringsledere fra Nato-landene, der lagde øre til. På tv-billederne kunne man under Donald Trumps tale se Angela Merkel, Emmanuel Macron, Lars Løkke Rasmussen og de andre lederes ansigtsreaktioner i den belgiske forårssol. Det var ikke den melding, de havde forventet og håbet at få at vide. På ingen måde.

Trump før topmøde: Mange Nato-lande skylder mange penge Video: Asger Manuel Jørgensen

Torsdag er det forsvarsministrene fra Nato-landene, der mødes. Og der er i det hele taget nok at tage fat på for Claus Hjort Frederiksen og hans kolleger. Her er nogle af de vigtigste punkter.

1. Forholdet i parterapi

Lotte Mejlhede dækker udenrigsministermødet for TV 2, og ifølge hende er der ét punkt, der overstråler alle andre på mødet. Og det er ikke engang på den officielle dagsorden; der skal sendes signal om enighed.

- Det vigtigste formål med mødet er på en eller anden måde at klinke skårene og signalere udadtil, at nede i operationsrummet, blandt forsvarsministrene, der hvor man sender styrker ud, og hvor man skal stå sammen, at der fungerer alliancen stadigvæk, der fungerer Nato stadigvæk, siger Lotte Mejlhede.

2. Athos, Porthos, Aramis og..

Meget at snakken om Nato, siden Donald Trump blev præsident, har kredset om den såkaldte musketer-ed: Natos artikel fem, der siger, at et angreb på én allieret, er et angreb på hele alliancen.

- Man havde det her katastrofale topmøde i slutningen af maj, hvor man for første gang havde besøg af den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump i det nye hovedkvarter, hvor han skuffede grumt. Han fik ikke sagt, at han støtter musketereden, en for alle og alle for en, siger Lotte Mejlhede.

I det hele taget har præsident Trump gentagne gange udtrykt skepsis overfor forsvarsalliancen og blandt andet kaldt den forældet. Efterfølgende har hans ministre så været ude og undsige deres præsident og fortælle, hvad der i virkeligheden er den amerikanske politik.

De divergerende udmeldinger er et udtryk for en magtkamp hjemme i USA, siger Henrik Breitenbauch, der er centerleder ved Center for militære studier på Københavns Universitet 

- Problemet har jo været med Trump personligt og ikke med hans ministre, og det er derfor, at det er meget mere trygt for alle i Nato, når man mødes i et andet format end i regeringslederformatet. Det er jo sådan, at den amerikanske regering jo i virkeligheden består af to magtcentre. Der er et i Det Hvide Hus, som er Trump og blandt andet Stephen Bannon, hans indflydelsesrige rådgiver og nogle andre, som er meget kritiske overfor USA’s historiske rolle Verden, siger han og fortsætter:

- Og så er der de folk, som forsvarsminister James Mattis, udenrigsminister Rex Tillerson, der tilhører en mere klassisk konservativ amerikansk fløj, som støtter op om en fortsat amerikansk tilstedeværelse i Verden og altså også fortsat amerikansk engagement i alliancen, som jo er de normale daglige samtalepartnere i Nato, og der er det meget nemmere for de andre Natolande at have en normal debat med dem, siger Henrik Breitenbauch.

3. Budgettet

To procent. Eller cirka der omkring. Det kan lyde som et lille tal, der ikke burde kunne skabe det store postyr, men når tallet er udtryk for en andel af et lands bruttonationalprodukt investeret i forsvaret, er det en helt anden historie.

Donald Trump har igen og igen sagt, at de andre alliancelande ikke betaler deres del af nato-gildet, og at det sågar går ud over de amerikanske skatteydere. Senest forbavsede han de øvrige regeringsledere ved topmødet i Bruxelles den 25. maj.  

- Han skosede de andre allierede for ikke at ville nå op de to procent af BNP i forsvarsbudgettet, og måske skulle man helt op på tre procent, og det er sådan noget, som er fuldstændig vanvittigt, siger man fra de øvrige allieredes side. Det kan man slet ikke, sådan ligger landet ikke rent økonomisk i de andre allierede lande, siger Lotte Mejlhede.

Ifølge Henrik Breitenbauch er hele debatten om landenes forsvarsbudgetter meget bemærkelsesværdig.

- Det skyldes det usædvanlige pres, der er kommet fra præsident Trump og de ret usædvanlige udmeldinger, der er kommet siden han blev præsident. Men det vi skal huske på, det er en proces Nato har været igennem siden 2014 på Wales-topmødet. Det var der, man gav hinanden håndslag på at man vil arbejde hen imod at bruge to procent i 2024. Det er ikke et krav, det er en politisk målsætning, og det er man i fuld gang med, siger Henrik Breitenbauch, der mener at Donald Trump ikke gavner sin egen sag, når han bliver ved med at bore i emnet.

- Trumps involvering er kontraproduktiv. De europæiske befolkninger har ikke lyst til at betale mere til forsvaret, fordi Trump siger det. Og det er heller ikke det, der er virkeligheden. Virkeligheden er, at vi skal betale det, vi skal, til forsvaret, fordi det er med til at sikre vores egen sikkerhed, siger Henrik Breitenbauch.

Derfor er det meget imødeset, hvordan USA’s forsvarsminister, James Mattis, vil gribe emnet an overfor sine kolleger. For det har vist sig som en mærkesag for præsident Trump.

- Den samtale, der har været på tværs af Atlanten er med til at sætte en ramme for diskussionen, hvor Trump nok vil tage æren for at de budgetter er gået op, men det kan man sige, det kan han jo så få lov til, hvis vi andre får lov til at beholde alliancen, siger Henrik Breitenbauch

Lotte Mejlhede er enig i, at en understregning af alliancen er vigtigst.

- Det her møde skal vise, at på forsvarsministerniveau, og når det virkelig kommer til at samarbejde, så er alliancen stærk på tværs af alliancen, så mødet har en meget stærk signalværdi, siger Lotte Mejlhede.

4. Fremtidens Nato

Et vigtigt område, der er på dagsordenen, er opbygningen af fremtidens forsvarsalliance. Hvordan skal den øgede indsats mod terrorisme udmøntes på længere sigt? Og hvordan skal landenes forsvar bygges op, og hvor skal der justeres?

- Natos styrkemål er meget centralt på mødet. Efter at Rusland annekterede Krimhalvøen, og er gået i offensiven, er det blevet klart at Nato må indrette sig efter det nuværende trusselsbillede, siger Lotte Mejlhede.

Selvom ministre, embedsmænd og selv vicepræsidenten igen og igen forsøger at gyde olie på vandene mellem USA og de øvrige medlemslande, har Donald Trumps udfald mod Nato udløst en usikkerhed, der gør at Nato også skal drøfte et øget samarbejde med EU, tilføjer Lotte Mejlhede.

5. Afghanistan

Krig og ustabilitet har præget Afghanistan i umindelige tider, og der er ikke meget, der tyder på, at en snarlig fred er på vej i landet. USA’s præsident Trump har med sin America First-politik gjort det klart, at landet ikke længere skal være så aktiv i konflikter omkring i Verden. Men med en udvikling i Afghanistan, nærmest er gået i stå, trækker kræfter også den modsatte vej.

- Der er en fortsat debat om amerikansk forøgelse af troppebidrag og derfor også andre troppebidrag til en øget indsats i Afghanistan, og det, det jo handler om her, er, at der er en ide om i det amerikanske forsvar, at der er brug for flere styrker til at hjælpe de afghanske sikkerhedsstyrker med at kunne påtage sig de opgaver, der er der. Det er ikke i første omgang kamptropper, men hovedsageligt styrker, der skal bistå de afghanske sikkerhedsstyrker med at uddanne og træne sig, siger Henrik Breitenbauch fra Center for militære studier på Københavns Universitet.

- Jeg tror nok, at de fleste er blevet overraskede over, at debatten om de øgede bidrag er kommet tilbage på dagsordenen. Vi har siden 2010 forsøgt at reducere indsatsen i Afghanistan. Man kan også sige, at når man har været engageret i så lang tid, som der er tale om, over halvandet årti, så er tålmodigheden ikke særlig stor og velviljen ikke meget omfattende, og derfor vil det nok også være begrænset, men der vil også komme bidrag fra europæisk side, slutter Breitenbauch.