Højesteret giver grønt lys til Trumps indrejseforbud

Seks landes statsborgere risikerer igen at blive afvist ved indrejse til USA, hvis de ikke har en familiær eller arbejdsmæssig tilknytning til landet.

Højesteret har mandag omstødt dele af det indrejseforbud fremsat af USA's præsident Donald Trump mod statsborgere fra seks muslimske lande i Afrika og Mellemøsten.

Dommerne i Højesteret har givet Trumps indrejseforbud virkning mod statsborgere fra Sudan, Somalia, Yemen, Syrien, Libyen og Iran som ikke har en relation med en amerikansk person eller virksomhed. Højesteret har også tilladt et 120-dages-langt indrejseforbud mod alle flygtninge med henvisning til samme forklaring.

Højesterets nye dom træder i kraft med det samme, efter at Trump-regeringen havde fremsat sagen med opsættende virkning. 

Dermed underkender Højesteret også flere amerikanske delstaters tidligere domme, der har dømt indrejseforbudet forfatningsstridigt. 

Indrejseforbudet blev fremlagt i en revideret udgave i marts som præsidentielt dekret. 

Trump: En klar sejr for vores nations sikkerhed

Donald Trump noterer sig Højesterets afgørelse med tilfredshed:

- Dagens enstemmige afgørelse i højesteret er en klar sejr for vor nations sikkerhed. Som præsident kan jeg ikke tillade folk, som vil gøre os fortræd, adgang til landet. Jeg ønsker mennesker, som elsker USA og landets borgere, og som er hårdtarbejdende og produktive. 

En bedre kontrol med indvandringen til USA, var et af Donald Trumps løfter i præsidentvalgkampen, og flere gange foreslog han, at stoppe muslimsk indvandring til USA. Indrejseforbudet gælder i 90 dage. Trumps regering har sagt, at forbuddet på 90 dage er nødvendigt, så myndighederne kan behandle visumansøgninger fra de pågældende lande. 

Steinmetz: En foreløbig sejr til præsidenten 

TV 2's USA-korrespondent Jesper Steinmetz kalder Højesterets nye beslutning for en 'foreløbig sejr'. 

- Det er en principiel beslutning, der til efteråret vil blive afsagt, og give svar på, hvad kan man tillade sig i det her land. Det er også en sejr, fordi de tidligere appelretter sagde, at indrejseforbudet ikke skulle gælde, mens den juridiske behandling af forbudet er i gang. Men nu siger Højesteret: Jo, indrejseforbudet skal gælde imens. Rent praktisk er det svært at sige, hvilken betydning det vil få. For det træder kun i kraft for borgere fra de her seks lande, der ikke har nogen tilknytning til USA. Som ikke har familie, venner, noget arbejde eller en kontrakt med et universitet om at studere her. Alle andre har tilladelse til at rejse ind i USA. 

Det Hvide Hus bad den amerikanske højesteret om at genindføre præsident Donald Trumps indrejseforbud, efter at indrejseforbuddet var blevet blokeret ved lavere domstole, der fandt det diskriminerende mod muslimer. Dengang sagde justitsministerens talskvinde Sarah Isgur Flores om forbudet: 

- Vi har bedt Højesteret om at høre på denne vigtige sag og er overbeviste om, at præsident Trumps ordre er inden for hans magt til at holde nationen sikker og beskytte vores samfund mod terror, siger justitsministerens talskvinde.